Floating Art 2019 - Cry Me a River

Floating Art 2019 - Cry Me a River

Section group

Velkommen til Floating Art 2019 – hvor du er blevet udvalgt af en international jury til at ansøge om deltagelse!

Ansøgningsfristen er overskredet. Alle ansøgere får besked i løbet af april.

(English version HERE)

Floating Art 2019 – Cry Me a River er en international udstilling på Vejle Fjord, der forbinder vandene i Vejle, som vandet forbinder mennesker. Udstillingen handler om vands potentiale og destruktive tendens og menneskets forbindelse til naturen og hinanden. Udstillingsperioden er 23. juni til 1. september 2019.

Her på siden finder du information om koncept, inspiration samt ansøgningsprocedure.

Juryen der udvælger årets værker består af:

  • Raimundas Malašauskas, internationalt anerkendt kurator (Documenta (13), oO, Den Litauiske og Cypriske Pavillon Venedig Biennalen 2013)
  • Mathias Kryger, skribent ved Politiken, kurator og kunstner
  • Anna Margrethe Pedersen, grundlægger af YEARS, kunstner og kurator ved Vestjyllands Kunstpavillon
  • Mette Woller, kurator Vejle Kunstmuseum 

Kunstnere der udvælges til at deltage i Floating Art 2019 modtager et udstillingshonorar 25.000 kr. samt visningsvederlag og et produktionstilskud 20.000kr.

Ansøgningsfristen er 20. marts 2019. Link til ansøgningsskema og yderligere praktisk info finder du nederst på denne side.

Bemærk: Det er desværre ikke muligt at ansøge om at deltage i udstillingen, hvis man ikke har modtaget en personlig invitation. 

Illustration øverst: Skulptur (Call me Venus) og foto af Ceylan Öztrük.

Floating Art 2019 Cry Me a River

You were my sun, you were my earth
But you didn't know all the ways I loved you, no
So you took a chance, made other plans
But I bet you didn't think that they would come crashing down, no

- Justin Timberlake, Cry Me a River, 2002

Vejle Fjord transformeres hen over sommeren til planeten Venusmira - en græsk, mytologisk inspireret sci-fi fortælling.

Vi opfordrer årets kunstnere til Floating Art til at lade sig inspirere af vand, science fiction genren og dens tematikker omkring køn, kroppe, seksualitet og solidaritet samt den verden vi lever i. 
Ligesom kunsten kan science fiction skubbe til grænser og udfordre tænkemåder, og det er det, udstillingen ønsker at sætte fokus på. 

Floating Art 2019 – Cry Me a River er en fabulering over det politiske, sociale og klimatruede landskab, der præger verden og har langstrakte konsekvenser ind i fremtiden. Udstillingen undersøger menneskets fremtid og fællesskabet som vejen frem – rammet ind af et science fiction univers, der giver ubegrænset rum for anderledes tænkning og alternative løsninger.

Resumé
Cry Me a River er en fabulering over menneskets fremtid, hvor fællesskabet er den eneste vej frem. Den skumfødte Venus figur indgår i et sci-fi univers på den våde planet Venusmira, der er opkaldt efter, og tager form som, den tvekønnede havsnegl Miamira alleni. Modsat galaksens andre planeter har Venusmira en flydende, organisk form i konstant forandring. Efter jordens undergang forsøger Venus at lede eksistenserne på Venusmira mod en ny samfundsorden. Planeten overlever kun, hvis alle er forbundet. Men kolonier begynder langsomt at udspringe fra fællesskabet, ligesom truslen fra resterne på jorden konstant truer den fredelige planet. 

Titlen til Floating Art 2019 er inspireret af popsanger Justin Timberlakes sang fra 2002 Cry Me a River. 

Koncept

“Science fiction is not predictive; it is descriptive”

- Ursula K. Le Guin 

Konceptet til Cry Me A River er et sci-fi narrativ, som inviterer til, at kunstnere og publikum tænker med og færdiggør fortællingen. Historien er bygget op omkring tre tider for at nedsætte en skræmmende tanke om, at de klimaforandringer, der leder til jordens undergang allerede er sket én gang, og at historien blot gentager sig selv: Det er menneskets skæbne, som der skal handles på nu, hvis vi og resten af planetens liv skal overleve. Og det kan vi kun gøre sammen. De tre tider, som kunne udgøre tre bøger, er bundet op på tre planeter: 

Planeten Venus (fortid), planeten Jorden (nutid) og planeten Venusmira (fremtid). 

Udstillingen er tredje bog, som er en fortælling, der foregår i fremtiden for at give os et andet blik på nutiden. 

Den græsk-mytologiske kærlighedsgudinde Venus er den gennemgående figur. 

Venus er én af de mest anvendte figurer og afbildede kroppe i kunsthistorien, som de fleste måske bedst kender fra kunstneren Sandro Botticellis maleri ’Venus fødsel’ eller den berømte Venus skulptur ’Venus af Willendorf’, der blev skabt for omkring 24.000 år siden. Den mytologiske fortælling beretter om, hvordan Venus’ far, guden Saturn, i en kamp kastrerede sin tyranniske far og smed dennes genitalier i havet. Ud af blandingen af blod, sperm og havvand opstod Venus af havskummet ved kysten og gik på land.  

Cry Me a River genskriver den patriarkalske og lidt primitive fortælling, vi også kender fra biblen, hvor kvinden opstår af manden og indsætter i stedet et queer orienteret alternativ, hvor mænd kan være gravide og føde børn. Dette er inspireret direkte af søheste, hvor hunsøhesten lægger æg i hansøhesten, som bærer og føder ungerne. 

Science fiction omhandler oftest det ydre rum og aliens samt frygten for det fremmede, men mange af science fiction genrens karakterer er hentet direkte fra havet som fx søknælere (rejer) og Phronima parasitten, som Alien-filmene har hentet inspiration fra. Vi kender stadig ikke til 91 pct. af de forskellige arter, der lever i havet. Dem vi kender, viser os helt andre sanseapparater og måder at kommunikere på, som påfuglerejen der har op til 16 celler i øjet til at læse lys og hermed farver med - modsat menneskets tre. Eller delfiners evne til at ’se’ gennem ekkolokalisering, hvor de ’læser’ ekkoet i lydbølger fra de objekter, der er tæt på dem. Det er således i vores egen biologiske baghave, at vi kan finde inspiration til andre måder at forstå og sanse verden på.  

Havets dyr viser os også en åbenhed over for alternative seksualiteter, køn og kroppe, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad man kan betegne som ’naturligt’. Cry Me a River tager udgangspunkt i disse gennem de flerkønnede væsener, der findes i fortællingen. 

Vi er desuden slet ikke så forskellige fra havets univers endda.
Opstået fra havet, er menneskets formødre en form for alien-formskiftere, der for mellem 360 og 380 millioner år siden smed gællerne og vandrede op på land. Vand er en essentiel del af menneskets væren. Vi modnes i fostervand, ligesom vores krop består af op til 70 pct. vand. Vi er alle omvandrende kroppe af vand. Det deler vi med dyrene og de flercellede planter på jorden. Vand er det - der trods vores mange forskelle - binder os sammen på tværs af lande, kulturer og kroppe. Og som vi alle er afhængige af for at overleve. Vandets overlevelse er derfor vores. 

I en tid hvor fællesskaber lukker sig om sig selv og befolkningsgrupper ekskluderes, viser vandet os potentiale til, hvordan vi igen kan samles og tænke et solidarisk samfund. I havet er der ingen grænser eller murer. Her foregår alt i én samlet verden, hvor forskellighed ikke italesættes, men blot får lov til at være. 

Cry Me a River anvender således mytologien til at fortælle om fortiden og menneskets synder, mens klimaforandringerne anskues fra nutiden - og fremtiden findes i fællesskabet og vandets potentiale. Hvis fremtiden skal bestå, er vi tvunget til at anskue verden på en anden måde end hidtil. Dette kan sci-fi, kunsten og havet hjælpe os med.  

Den historiske Venus, bliver på den måde et fossil fra fortiden, der bringes ind i fremtiden for at vise, hvordan kunsten kan genskrives og er relevant i alle tider samt dets vigtige potentiale til ubegrænset rum for anderledes tænkning og alternativ verdensanskuelse. 

En længere udgave af den mytologisk inspirerede fortælling, som årets kunstnere kan hente inspiration i, kan downloades HER.

Cry Me a River facts
Cry Me a River kan lyde som en fantasifuld fortælling langt fra virkelighedens verden. Men udstillingen gør blot opmærksom på det, der er lige foran os. Jorden er en levende organisme, der reagerer på det, den bliver udsat for. Pluto har et hjerteformet hav fyldt med giftig is. Og man mener, at Venus engang havde have, der fordampede da planetens temperatur steg. Ligesom alle væsenerne i fortællingen er inspireret af faktisk eksisterende dyr i havet og svampeformer: Svampen Kløvblad (Schizophyllum commune) har 23.328 forskellige køn.

Tak til:
Cry Me a River er dedikeret til og inspireret af Astrida Neimanis litterære værker om vand (Bodies of Water) samt sci-fi forfatteren Octavia Butler (Lilith’s brood). Også tak til Louis Scherfig for inspiration og samtaler. 
Tak til havet og dets dyr for den største inspiration til væsener i fortællingen og Justin Timberlake

Selective open call

  • Kurator - Floating Art
Mette
Woller

Vejle Kunstmuseum

Kunst skaber dialog mellem mennesker og inde i mennesker. Kunstmuseet kan, med sin unikke samling der taler til både unge og ældre, nye og erfarne kunstinteresserede, spille en rolle i samfundsdebatten og i de besøgendes identitetsskabelse.

Museet er førende indenfor grafik og værker på papir, med en unik samling på omkring 20.000 værker af slagsen. Det er den næststørste samling af grafiske værker i Danmark, og den unikke position skinner igennem på hele museet.

Læs mere om Vejle Kunstmuseum, udstillingerne og praktisk information her.

Adresse:
Flegborg 16-18
7100 Vejle

Åbningstider:
Tirsdag-søndag kl. 11-17
Mandag lukket, dog åbent 2. påskedag og 2. pinsedag

Museet er lukket: 24., 25., 26. og 31/12 samt 1/1