Dronning Gunhild var berejst

PRESSE

Dronning Gunhild var berejst

Presse

Dronning Gunhild,Kulturmuseet Spinderihallerne, moselig, Haraldskær
Vejles kendte moselig var på imponerende rejse gennem jernalderens Europa. Det viser hendes hår som netop har været under forskernes lup

Nationalmuseet har igen haft den videnskabelige kikkert i retning af Vejle-området. Sidste sommer var det Egtvedpigens liv og færden, forskerne kiggede på, og nu har Nationalmuseet set nærmere på Haraldskær-kvinden, som i Vejle er kendt som Dronning Gunhild. Moseliget fra jernalderen, som ligger i sin montre i Kulturmuseet Spinderihallerne, var før sin død for over 2.000 år siden på en lang rejse. Forskerne mener, at hun har været så langt sydover som det nuværende Midttyskland eller Tjekkiet. Det kan også have været den vestlige del af Skotland, hendes rejse gik til. Det viser undersøgelser af hendes 50 cm lange hår, som forskerne har undersøgt for stoffet strontium. Det findes i jordskorpen og kommer ind i kroppen og håret gennem mad og vand. Forskellige steder i Europa er der forskellig forekomst af strontium, og derfor fortæller håret en historie om, hvor et menneske har spist og drukket.

”Det er spændende resultater, Nationalmuseet er kommet frem til”, siger VejleMuseernes forskningsleder Mads Ravn, som selv er arkæolog.

”Vi har tidligere troet, at jernaldermenneskene ikke flyttede sig ret meget, at de blev i de små landsbyer, som f.eks. lå spredt omkring Vejle. Landskabet heromkring var præget af store moser og sumpe, og vi har troet, at jernalderfolket blev her på deres gårde. Den nye forskning viser, at vi skal tænke anderledes: De rejste tusindvis af kilometer, krydsede bjerge og floder og må have gennemgået store strabadser for at rejse så langt. Det er jo foregået til fods eller måske til hest”, siger Mads Ravn.

Jyske Gunhild
Sidste sommer offentliggjorde Nationalmuseet nyheden om, at Egtvedpigen, som stammer fra bronzealderen 1.000 år før Dronning Gunhild, sandsynligvis ikke var fra det nuværende danske område, men måske var rejst hertil fra det, der nu er Sydtyskland. Men det gælder ikke for Dronning Gunhild. Forsker Karin Frei, som står bag undersøgelserne, har udover håret også taget prøver af Dronning Gunhilds tænder, som jo dannes i barndommen.

”Tænderne fungerer som en slags arkiv over, hvad hun har spist og drukket, da hun var 3-7 år, og analyserne viser, at hun med stor sandsynlighed opholdt sig i Jylland i den periode”, siger Karin Frei. Det betyder, at Dronning Gunhild sandsynligvis var en jysk kvinde, som, da hun var ca. 40 år, tog på en lang rejse. Da hun kom tilbage til sin hjemegn, sluttede hendes liv kort efter.

”Vi tror, at hun blev ofret og lagt i mosen ude vest for Vejle”, siger Mads Ravn fra VejleMuseerne.

Det er i arkæologien et kendt fænomen, at man ofrede mennesker i jernalderen, nærmere bestemt i århundrederne før Kristi fødsel.

Fra moselig til menneske
De nye informationer om Dronning Gunhilds lange rejse vil VejleMuseerne i fremtiden inkludere i fortællingerne om hende i Kulturmuseet Spinderihallerne, og de er med til at gøre fortællingen om hende mere personlig.

”Jo mere, vi ved om hendes liv, i jo højere grad ser vi hende som et rigtigt menneske, som har smilet og sovet, arbejdet, spist og drukket, måske født børn – som har været et helt menneske ligesom os, men bare i en ganske anden tid”, siger Mads Ravn, som glæder sig til at finde ud af endnu mere.

”De videnskabelige metoder udvikles hele tiden, og vi håber, at vi kan finde ud af endnu mere om hende, hvis det f.eks. kan lade sig gøre at udtage dna fra hendes hår”, siger Mads Ravn, som også har planer om, at gæster skal kunne stå ansigt til ansigt med jernalderkvinden.

”Vi har planer om at få lavet en model af hendes hoved. Ligesom retsmedicinere gør det, kan eksperter inden for arkæologiske rekonstruktioner frembringe hendes hoved og ansigt, og så bliver hun for alvor til et levende menneske for os”, siger Mads Ravn.

Flere spørgsmål til et lig
Dronning Gunhild blev i 1835 fundet i Haraldskær Mose vest for Vejle, da to tørvegravere var i gang med arbejdet. Hun var holdt nede i mosen med trækroge, og mærkerne efter dem kan man stadig – 2.000 år efter – tydeligt se på hendes knæ. Man troede først, at hun var den norske sagndronning Dronning Gunhild, som ifølge fortællingerne skulle være blevet lokket til Danmark for at blive gift med vikingekongen Harald Blåtand, men som – stadig ifølge sagnet – blev dræbt, da hun ankom. En af Danmarks første arkæologer, J.J.A. Worsaae fra Vejle, aflivede dog den historie og slog fast, at hun stammede fra jernalderen, dvs. 1.000 år før vikingetiden. I 175 år lå Dronning Gunhild, som hun vedholdende blev kaldt, i sin kiste i Sct. Nicolai Kirke i Vejle, inden hun i 2013 blev placeret i Kulturmuseet Spinderihallerne.

Nu mangler forskerne bare at besvare spørgsmålet: Hvorfor? Hvorfor rejste hun, og hvorfor kom hun tilbage? Var hun med på de togter mod Grækenland og Romerriget, som nogle skriftlige kilder fortæller om? Rejste hun sydpå for at indgå ægteskab eller andre alliancer på vegne af sin stamme i Jylland? Var det handel? Der er stadig mange spørgsmål for forskerne at besvare.

 

Her kan du læse Nationalmuseets pressemeddelelse.

 

 

Museum second column

Museum second column information

Kulturmuseet Spinderihallerne
Spinderigade 11
7100
Vejle