Sønderbro

Sønderbro

Story Group

Sønderbro, Foto Vejle Stadsarkiv
Formentlig den største af å-broerne

Broen har formentlig været den største af å-bro­erne.

Vejles første bro hen over åerne er for­mentlig Sønderbro, der i forskellige ud­gaver har bragt vejlenserne tørskoet over Sønderå lige siden middelalderen. Det har formentlig også været den største af “å-broerne”. I midten af 1700-tallet ved vi eksempelvis, at den var over 33 meter lang.

Sønderbro blev blandt andet brugt af mange handelsfolk, når de kom ind til Vejle for at sælge deres varer og dyr.

I 1743 var broen så nedslidt, at Vejle fik lov til at kræve bropenge og dermed fik råd til at bygge en ny bro. Derefter skul­le folk, der rejste på hest og ikke var fra Vejle, betale 1 shilling for at komme ind i Vejle. De skulle også betale for deres får eller svin. I 1802 var broen dog igen i så dårlig stand, at man besluttede at opføre en stenbro i stedet. Stenbroen, som er fra 1804, var kortere og blev opført mere øst­ligt end den gamle træbro. I 1907 fik den desuden påbygget fortov i begge sider.

Både under Første Slesvigske Krig (1848-50) og Anden Slesvigske Krig (1864) blev Vejle indtaget via Sønderbro. I 1864 hav­de de danske soldater barrikaderet broen med store bundter af grantræer, mens de stod vagt i de nærmeste bygninger. Det lykkedes nu alligevel fjendens soldater at komme ind i Vejle.

Sønderport

Ved Sønderbro stod Sønderport, hvor hand­lende, der ville sælge varer i Vejle, skulle betale afgift af deres varer. Den første port, som vi kender til, brændte ned i 1595, men det har sikkert ikke været den oprin­delige Sønderport. I tidens løb blev Søn­derport ombygget flere gange og den har tilsy­neladende altid bestået af en lille enetages bygning med en port i midten.
 
I 1791 var der i den ene ende af bygningen vejerbod, hvor varerne blev vejet, mens der i den anden ende var toldbod og bolig til byens hyrde. I begyndelsen af 1800-tallet var der også en port ved Sønderåens havn, fordi det ikke var samme slags afgift, der skulle betales af varer fra søvejen og va­rer fra landevejen. Toldbetjente gik des­uden vagt døgnet rundt, for at forhindre smugleri.

Sønderport var også det naturlige sted for at holde ubudne gæster og sygdomme ude, eksempelvis som i 1654, hvor der var udbrudt pest i landsbyerne Højen og Urlev. Vejlenserne oprettede da et vagt­mandskab, der holdt vagt ved Sønderport og Nørreport, så ingen fremmede kunne komme ind i byen og smitte indbyggerne. Vejle slap da også med skrækken.

Sønderå og Vejles Åer

Indtil midten af 1850’erne var åerne med til at markere Vejles bygrænse.

Indtil midten af 1850’erne var åerne med til at markere Vejles bygrænse. Ville man ind til byen, skulle man over en af åerne. Sydgrænsen var markeret af Sønderåen, der indtil 1826 ligeledes fungerede som byens havn. Nord for byen løb Grejs Å, hvorfra vejlenserne i 1200-tallet ledte en ny å ned til en Vandmølle øst for byen. Åen blev kaldt Mølleåen og løb ud i Søn­deråen. På bredden øst for byen fik Møl­leåen en dæmning, der skulle forhindre, at åen skred ud. Det er den gade, der hedder Dæmningen i dag.

For at vandmasserne i Mølleåen ikke skulle blive for voldsom­me, havde Vejle to åer som aflastningsløb. I en bue nord og vest om den gamle mid­delalderby løb Midtåen og længere mod vest, efter engene, løb Omløbsåen.

I dag er dele af Mølleåen gravet fri og man kan stadig se noget af Omløbsåen, mens Mid­tåen er lagt i rør og er blevet overdæk­ket. Men man kan se, hvor den har løbet, idet den er markeret med bølger i fliserne lige før Torvegade krydses af Flegborg og Vissingsgade.

Gammelhavn

Indtil begyndelsen af 1800-tallet blev Sønderåen brugt som Vejles havn.

Det kan være svært at forestille sig i dag, men i 1500-tallet var havnen meget større end den nuværende Sønderå. Dengang nåede fjorden helt ind til foden af den holm, hvorpå Vejle lå og hvor Sønderbro markerede bygrænsen. Der, hvor Codan­hus, og bygningen bagved i samme stil, ligger i dag, var der i 1500-tallet et stort vandbassin, hvor der var plads til at flad­bundede 18-20 meter lange skibe kunne lægge til og laste deres varer. 

I 1600-tallet var der stadig plads til store skibe, men ikke til, at de blev lastet eller losset. I stedet lagde de til ude i fjorden og lasten blev fragtet til og fra Vejle ved hjælp af små både. Ændringen kan skyldes, at ski­bene blev mindre fladbundede, men det kan også skyldes, at havnen sandede til. I 1645 blev der eksempelvis klaget over, at skibene kun kunne komme ind til og ud fra Vejle, når det var højvande.

De dårlige tilsejlingsforhold blev efter­hånden en stor hindring for Vejles handel og industri og i 1826 besluttede man der­for at bygge en ny havn med større plads. Derefter blev de tidligere havnearealer le­dige og gaden Gammelhavn blev anlagt.

Fattiggården på Gammelhavn

Fra fattiggård til arbejdsanstalt.

I 1845 blev der indrettet fattighus på Gam­melhavn i en bygning, der tidligere havde været pakhus for Købmand Niels Smidt. Bygningen lå lige ned til Sønderåen, der, hvor Lido Biograferne ligger i dag. Her kunne vejlensere bo, hvis de var så fattige, at de ikke selv havde råd til at betale for livets opretholdelse. Men der var strenge regler for, hvordan fattiglemmer­ne skulle opføre sig, blandt andet måtte de ikke tale el­ler synge højt og de måtte kun forlade fattiggården, hvis de fik lov. Desuden skulle de arbejde for at tje­ne til deres ophold.

Fattiggården bestod af tre bygninger, det vil sige en bygning med selve fattig­gården, en med kontor og inspektørbolig og en med sygeafdeling. I 1933 blev fat­tiggården ændret til arbejdsanstalt, men allerede i 1938 blev den revet ned, da Dæmningen blev forlænget fra Kirkega­de til Sønderbrogade. Sygeafdelingen fik dog lov til at stå og blev brugt til at huse husvilde indtil 1953.

Linnemanns jomfrukloster

Her kunne ugifte borgerlige kvinder over 40 år bo gratis.

Ved siden af fattiggården indrettede køb­mand Andreas Diechmann Linnemann i 1856 et såkaldt jomfrukloster. Her kunne ugifte borgerlige kvinder over 40 år bo gratis, hvis de havde “trang og værdig­hed”. Hvis de blev gift, mens de boede i jomfruklosteret, skulle de flytte ud den næste flyttedag. 

Huset havde plads til fem kvinder, der hver fik en toværelses lejlig­hed med køkken, loftsrum og have. Kvin­derne havde også hver et pæretræ, hvorfra kun de måtte plukke pærerne.

Jomfruklo­steret blev revet ned, da der skulle bygges parkeringspladser på området i 1957.

Hafniaskibet, resterne af et gammelt hollandsk handelsskib

I 1978 byggede forsikringsselskabet Haf­nia Haand i Haand og Vejle Kommune kontorhuset Hafniahus i det såkaldte Fi­skergadekvarter mellem Søndergade og Dæmningen. I bygningen havde Vejle kommune administrationslokaler, indtil en selvstændig administrationsbygning blev bygget i Skolegade.

I 1980 blev Hafnia­hus udvidet med en bygning kaldet Haf­niahus II, der skulle ligge helt ned til Søn­derå. Det er den bygning, der i dag hedder Codanhus. 

Da man begyndte at grave ud til fundamentet den 11. november, stødte man på resterne af et gammelt skib. Det viste sig at være et 18-20 meter langt hol­landsk handelsskib fra 1570’erne. Vi ved ikke, hvordan det er havnet på bunden af Vejles gamle havn, men et gæt er, at det er gået til under branden i 1595, hvor også Sønderport brændte.

Skibet har sandsyn­ligvis været i Danmark, fordi de danske købmænd handlede meget med Holland i 1500- og 1600-tallet. Skibsfund af denne type og med samme fine detaljer er sjæld­ne i Danmark.

Hotel Australia og Lido Teatret, Vejles første højhus.

I slutningen af 1940’erne købte entrepre­nør Bertel Nielsen de fleste ejendomme på Gammelhavn, blandt andet ved hjælp af kommunal ekspropriering, rev dem ned og byggede et nyt byggeri med 127 lej­ligheder, 46 kontorer, 22 butikker, biogra­fen Lido Teatret og det høje hvide Hotel Australia.

Lido Teatret blev indviet den 14. maj 1955 og var Vejles tredje biograf, men til gengæld den største med plads til 887 biografgængere. Gulvet var beklædt med marmor, væggene med mahognipa­neler og langs væggene stod der sofaer i rødt plysbetræk. Lido Teatret lukkede i 2006 og i januar 2007 genopstod Lido i form af Lido Biograferne på Søndertorv. Hotel Australia blev indviet den 1. april 1957 og var da, med sine 40 meter over gadeniveau, Vejles første højhus og det største hotel i provinsen.

Bygningens fun­dament blev skabt ved at hamre 500 gran­stammer ned i jorden og ovenpå lægge en jernbetonklods, som hele bygningen blev bygget på. Hotellet rummede 108 værel­ser og kunne reklamere med restaurant, konditori, bar, musik og dansant. 

Museum second column

Museum second column information

Kulturmuseet Spinderihallerne
Spinderigade 11
7100
Vejle