vm-loop
læs højtvm-speaker

Folkefesten bliver en nyfortolkning af de folkefester, der var populære i Jelling både før og efter Genforeningen i 1920. Særligt børn og unge er i fokus og inviteres til at give deres bud på, hvilken betydning grænser vil få for vores fremtidige identitet. Vi kan dog garantere, at der er noget for alle aldersgrupper.

Folkefesten i Jelling bliver flyttet til april 2021

Der bliver stadig en festlig markering af 100-året for Genforeningen i Jelling. Bare ikke sidst i april 2020, som det ellers var planlagt.

Grænser og national identitet før, nu og i fremtiden...

En moderne folkefest om fremtiden med rødder i historien 

Jellings historie er født ud af krydsfeltet mellem national identitet og grænser i bredeste forstand. Monumentområdets to store høje og to runesten er fra vikingetiden og står som symboler for grænsen mellem hedenskab og kristendom. I 1841 med nationalismens opblomstring oprettedes lærerseminarium i Jelling for at uddanne nationalt sindede lærere til at virke for danskheden i hertugdømmet Slesvig. Fra 1864-1920 var Jelling en grænseby mellem kongeriget Danmark og Slesvig og inviterede til store folkefester. 

Alle danskere har i dag den store Jellingsten med Kristusfiguren i passet som markør for tilhørsforholdet til Danmark, når en politisk grænse krydses. I 1994 blev monumentområdet i Jelling optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.



VejleMuseernes Dilemmaspil

Den vellykkede folkeafstemning om grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland i 1920 er stadig den dag i dag en utrolig sjælden og unik begivenhed i Europa. Det huskes i dag som et af de mest berømte øjeblikke i Danmarkshistorien, men optakten til grænsedragningen foregik dog langt fra problemfrit.

VejleMuseerne inviterer til et spændende Dilemmaspil, hvor du kan genleve afstemningsforløbet. Bliv klogere på de problematikker, som datiden stod overfor, hvordan det dengang blev løst, og få et indblik i datidens nationalidentitetsfølelse.

Arrangementerne

VejleMuseerne er gået sammen med en lang række lokale aktører om at give oplevelser og anledning til at reflektere over, hvorledes grænser og identitet hænger sammen med nationalstatens udviklingshistorie, grænsedragninger og -konflikter både i og uden for grænseregionen. 

Temadag: ”Der må være en grænse – om sprog og rummelighed” på Brandbjerg Højskole.

Formidlingskonference: ”Nationens og historiens grænser – grænser og national identitet i Historieundervisningen” på HistorieLab ved UCL.

Musik: Vejle Musikskole optræder med bands. Trioen Zenobia spiller koncert for børn og senere for voksne. Sigurd Barrett fortæller og synger om Genforeningen for børn. Koret fra Jaruplunds danske skole optræder. Kristian Lilholt giver koncert med showet ”LAND”, arrangeret af Jelling Musikfestival. Der er fællessang med Jakob Bonderup, Engelsholm Højskole.

Fortællinger: KL.XX – LIVE optagelser af et podcast, hvor der også bydes på historisk quiz og fortællinger fra før og nu ved Dansk Centralbibliotek i Flensborg. Desuden kommer deres bogbus. Museum Sønderjylland fortæller historien i deres Genforeningsbus. Byvandring med fortællinger on the spot om de sønderjyske seminaristers skæbne. Jelling Asylcenter inviterer til rundvisning og det personlige møde.

Dramatisering og satirespil: Vikinger fra Hedeby og Jelling indtager pladsen. Christian X kommer ridende med følgeskab af Grænseforeningens kulturmødeambassadører. Kongen interviewes af chefredaktøren for Flensborg Avis og overrækker præmier til skolekonkurrencen ”Fremtidens Mindesten”. Det lille Teater i Flensborg spiller satirestykket ”Rødkål og Sauerkraut”. VejleMuseerne inviterer til at deltage i et dilemmaspil. Studerende fra UCL har 5-7 stationer med bud på aktive mindesmærker ved, at børn og unge prøver kræfter med Folkefestens tema.

Paneldebatter ved Grænseforeningen: ”Synåle, kniple- og strikkepinde som kampmidler” – en debat om design og tekstiler i forhold til grænser og national identitet, samt tre workshop med broderi, knipling og strikning. ”Grænsebegreb under forandring” med to paneler: ”Udfordring for samarbejde over grænser” samt ”Mindretal og grænser”.

Sport: Jelling forenede Sportsklubber: Gymnastikopvisning samt to workshop for børn og unge i gymnastik, dans og spring. Jelling Sportsrideklub afholder ringridning og ridning for børn.

Udstillinger: Grænseforeningen: ”Fra folkesag til venskabsbesøg” – om lokalforeningerne i Vejle kommune 1888-2020. Museum Sønderjyllands Genforeningsbus.

Film: Fredag aften vises filmen ”I krig og kærlighed” i Byens Bio. Introduktion af Peter Yding Brunbech, HistorieLab. Billetter efter først til mølle princippet.

Velkomst: Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen. Konferencier: Arne Mariager.

Mad og drikke ved Jelling kro, Byens Hus, cafeer m.m.

Se det samlede program for Genforeningen 2020 på www.genforeningen2020.dk/arrangementskalender

Genforening 2020

Folkefesten arrangeres af Grænseforeningen kreds 20, HistorieLab og UCL Jelling, Kongernes Jelling, Jelling Musikfestival, Jelling Lokalhistoriske Arkiv, VejleMuseerne, Brandbjerg Højskole og Vejle Kommune.

Folkefesten afholdes med støtte fra Kulturministeriet og Folketingets pulje til Genforeningsjubilæet 2020, Region Syddanmarks Kulturpulje, Sparekassen Jellings Fond, Nordea Fonden, Foreningen Plan Danmark, Grænseforeningen og Vejle Kommune.

Kultur­museet Spinderi­hallerne

Kulturmuseet Spinderihallerne fortæller danmarkshistorien set fra Vejle – fra oldtiden til i går. Det er et museum, hvor ingen siger ”fingrene væk”. Her må du gerne røre og opleve med hele kroppen!

læs mere