vm-loop
læs højtvm-speaker

Her bor landsbyens bonde. Bonden passer alle dyrene og sørger for, at der står korn og grøntsager på markerne.

Overbygård er en rekonstruktion af en gård fra en lille jernalderlandsby, der blev udgravet af arkæologer i Nordjylland. Selve landsbyen bestod blot af 10 huse. I jernalderen havde disse huse ligget halvt nedgravet i en bakkeside. Seks af gårdene bestod hver af et hovedhus og et udhus, der var bygget sammen, og havde fælles indgang. Tilsammen udgjorde de selvstændige gårde. Gulvene i husene var gravet en meter dybe.

De fleste jernalderhuse har døre i begge langsider, men i huset fra Overbygård var der kun en dør i den ene langside, fordi den anden side var nedgravet i bakkeskråningen. Indgangen til huset var formet som en overdækket bred skrånende gang. Helt inde ved den egentlige dør, var der gravet et dybt hul. Måske en kælder, som nødvendigvis må have været dækket til, for at man kunne komme ind og ud.

Udhusene lå i vinklen mellem hovedhus og den brede skrånende gang. Også den var forsænket.

 

Illustration: Margrethe Kruse Ellegaard