Værts­hus og kridt­piber

Den største fundgruppe i udgravningen på Rådhustorvet er 2,6 kg stumper af kridtpiber fra perioden 1660-1700.

Sammen med piberne er fundet fundamentrester fra et hus.  Arkæologerne ved ikke, hvem der har boet i huset, eller hvad der er foregået der, men et kvalificeret gæt er, at der har været en form for udskænkningssted, hvor 1600-tallets vejlensere har kunnet få sig en pibe tobak og et krus øl. Dette underbygges af, at alle stumperne fra kridtpiberne er fundet inden for husets fundamenter og nærmest ingen uden for.

Sammenholdt med fund af skår fra importeret drikkeglas og stentøjskrus i det samme område, står man tilbage med billedet af, at rygningen og udskænkningen har forgået inden for i huset og ikke afspejler en aktivitet uden for huset.

Når du står på Rådhustorvet i dag foran døren til toilettet, så vil du se, at der er nogle af stenene der skiller sig ud fra de nye og de genbrugte brosten. Det er sten fra fundamentet til huset, som er blevet taget op i forbindelse med udgravningen, da de ikke kunne blive liggende i jorden. Stenene blev nummereret og målt ind for at man kunne lægge dem tilbage på plads i niveau med den nye brolægning. Det eneste der er gjort med dem er, at de er blevet skåret over for at få en jævn trædeflade. Dermed er husets historie blevet bevaret i det moderne torv.

Kridtpiben

En kridtpibe er ikke lavet af kridt, som navnet ellers antyder, men er fremstillet af kridtler, der efter formgivningen bliver brændt i en ovn. Den består af et hoved, en hæl og en stilk. Piberne blev fremstillet særlig i England og Holland og eksporteret til store dele af Europa og Amerika, efter tobaksrygningen havde holdt sit indtog. Der har også været produktion af kridtpiber i Danmark, dog ikke i lige så stort omfang.

Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen eller ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som fortæller os hvilken by og hvilket værksted, der har fremstillet dem. Alle piberne, som blev fundet ved udgravningen på Rådhustorvet, kan spores tilbage til værksteder i den hollandske by Gouda og formen på hovederne indikere at de alle er blevet produceret i sidste halvdel af 1600-tallet.

Piben fungerer i store træk som almindelige piber gør i dag – dog har materialet den ulempe, at det er ret porøst og nemt har kunne knække. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert. 

I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken er en forholdsvis eksotisk vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. 

Hoved

Pibehovedet er den del af piben, der kan bruges til den mest snævre datering. Selvom der hverken er dekorationer eller mestermærker til stede, kan formen på hovedet altid give en typologisk datering. Pibehovedet er ofte dekoreret med et takket stempel langs mundingens rand, en såkaldt milling, og forekommer på de fleste piber produceret i Holland i 1600- og 1700-tallet. Milling ses sjældent på piber, der er produceret i England efter begyndelsen af 1700-tallet.

Generelt gælder tommelfingerreglen, at jo mindre pibehovedet er, jo ældre er piben. Årsagen til de små hoveder skyldtes prisen på tobak, som til at starte med var en dyr vare. Prisen på tobak faldt i takt med, at der blev importeret mere tobak - samtidig med at der også blev dyrket tobak i Europa. De tidligste piber kunne rumme en mængde tobak, som svarer til en lille cigaretstump, mens der i pibehovederne fra 1700-tallet kunne være en mængde tobak svarende til tre almindelige cigaretter.

Hæl og mestermærker

Kridtpiben har ofte en hæl. Hælen er den cirkelrunde cylinder under hovedet. Arkæologerne kan foretage dateringer ud fra hælens udformning og størrelse, men der er en del usikkerheds-elementer ved denne metode.

Hælen kan dog være forsynet med et mestermærke. Mestermærkerne er små, indstemplede og medaljonformede relieffer, der kan give vidnesbyrd om, hvilken pibemager eller by piben kom fra. Særlig udbredt var denne tradition i de hollandske værksteder. Allerede fra begyndelsen blev kridtpiberne påført et mestermærke.

Der findes bevarede lister over medlemmer af særlige pibemagerlaug i Holland, og på den måde ved arkæologerne hvilke værksteder, der benyttede de enkelte mestermærker. Ved udgravningerne på Rådhustorvet har arkæologerne fundet 21 hele eller dele af kridtpibehoveder med bevaret hæl. På 14 af disse hæle er der bevaret mesterstempler. Fælles for alle disse stempler er, at de stammer fra værksteder i den hollandske by Gouda. Stemplerne viser alt fra en malkepige til byvåben og en mureske. De mange forskellige stempler fortæller, at der er importeret piber fra mindst 11 forskellige værksteder i Gouda. 

Stilk

Den største fundgruppe af kridtpibestumper er stilke, hvilket ikke er mærkeligt da det er den største del af selve piben. Stilkene kan være dekorerede med forskellige typer og kombinationer af rullestempelsdekorationer.

Disse dekorationer er ikke i sig selv et daterbart element, da samme type dekoration ses på piber fra både 1600- og 1700-tallet. Der er dog én dekorationstype, som lader til at være et fænomen, der kun optræder på pibestilke fra 1600-tallet – nemlig forskellige typer af støbt reliefdekoration. Dekorationen kan enten ses på hele stilken eller blot placeret langs støbesømmen på stilken.

Reliefdekoration kan også ses på 1700-tals piber, men her er det oftest hovedet, som er dekoreret, mens stilken forbliver udekoreret. På Rådhustorvet har arkæologerne fundet adskillige stilke med dekoration. Mange af disse rullestempler minder om hinanden eller afviger kun minimalt. Der er også fundet 2 stykker stilk med støbt dekoration i form af franske liljer placeret med 4 liljer i hvert vindue.