Hvordan blev skatten fundet?

Tre indleveringer

De første mønter, fra det, der skulle vise sig at blive den største skat fra middelalderen, der nogensinde er fundet på Vejleegnen, blev fundet allerede i marts 2017. Et ældre ægtepar, der gik tur i skoven ved Uhrhøj, fandt fire mønter, liggende på stien mellem kviste og blade, som de indleverede til Vejlemuseerne.

Som del af et større klimatilpasningsprojekt i området var der blevet anlagt en række regnvandsbassiner og en ny sti, efter at der i 2016 var et større jordskred. Arkæologerne formoder, at jordskredet har forstyrret skatten, og det efterfølgende gravearbejde har spredt den yderligere, så enkelte mønter er skyllet frem, når det har regnet meget.

Halvandet år senere, i august 2018, blev endnu en enkelt mønt fundet og indleveret, og i starten af oktober 2019 blev der indleveret yderligere en mønt, ligeledes fundet på en tur gennem skoven. Det var nu tydeligt, at der ikke bare var tale om tilfældigt tabte mønter, men om noget større!

På jagt med metaldetektor

Vejlemuseerne fik hurtigt en aftale med den sidste finder om at få vist fundstedet, og museet sendte en arkæolog i felten med metaldetektor og graveske. Efter lidt søgen dukkede de første mønter frem, og nu var der et spor at følge. Så gik det stærkt, og det ene signal afløste det andet på metaldetektoren. Flere steder væltede mønterne bogstavelig talt op af jorden. Det var slet ikke muligt at grave på alle signalerne, så arkæologen måtte blot følge bippene op ad stien, indtil de stoppede. Ind i siden af skrænten var der et stærkt signal.

Fundet af skatten… eller noget af den!

Der blev gravet forsigtigt ind i skrænten, og da der dukkede både mønter og skår op fra den kande, skatten har været begravet i, blev der tilkaldt endnu en arkæolog. Jordklumpen med, hvad arkæologerne på det tidspunkt troede indeholdt resten af skatten, blev gravet fri og fragtet til Konserveringscenter Vejle. Efterfølgende blev arealet gået over med metaldetektor, og de mange løse mønter indsamlet.

Det bliver ved og pludselig er der guld!

For at være sikker på at få alle mønter med, blev en af museets frivillige detektorfører kontaktet. Han udvidede søgeområdet og konstaterede hurtigt, at skatten var mere spredt og meget større end først antaget. Efter et stykke tid dukkede den første guldmønt op og inden længe en til.

Desværre betød det, at nogle lyssky typer fik guldfeber, og i nattens mulm og mørke blev der røvergravet en række huller i området. Det vides ikke, om de fik noget med sig, men sagen blev politianmeldt.

Det tunge skyts

Det blev nu en kamp mod tiden for at få resten af skatten fundet før yderligere røvergravninger. En fem tons gravemaskine blev bragt ind, og der blev foretaget en kontrolleret gennemgravning af hele arealet. For hver 10 cm blev fladen afsøgt med detektor ned til ca. ½ meters dybde. Efterhånden som arbejdet skred frem, voksede skatten støt op til ca. 2750 sølvmønter og otte guldmønter.