vm-loop
læs højtvm-speaker

Rembrandt møder fire danske samtidskunstnere, i en kunstnerisk samtale om at finde vej i en uoverskuelig verden, i Vejle Kunstmuseums nye store særudstilling.

Selvom verden er gået i stå pga. coronavirus, og det fysiske kunstmuseum er lukket, holder vi gryden i kog og gør det muligt for dig at fordybe dig i udstillingens univers digitalt.

Navigeringer er mere aktuel end nogensinde! Den handler nemlig om, at vi som mennesker ikke længere dominerer og har kontrol over de økologier og den klode, vi lever på.

I udstillingens digitale univers kan du opleve fire billedkunstnere, der sætter spørgsmålstegn ved vores vante forestillinger om verden, i en kunstnerisk samtale med Rembrandts portrætter og 1600-tallets søkort.

(Teksten fortsætter under billederne)

Samtalen er optaget 26/3-2020. Linket åbner i Soundcloud.

Essay: En udstil­ling, der ligger hen i mørke

Michael Kjær, der er en af folkene bag kunstudstillingen Navigeringer, gør sig tanker om en udstilling, der pludselig har fået uhyggelig relevans, på en måde som ingen havde forestillet sig.

læs mere

"Udstilling i Vejle bekræfter, at ikke alt forvandler sig til gråtoner i mørket"

★★★★★

- Jyllands-Posten

På kanten af en verden i forandring

Hvor kommer vi fra? Hvor er vi? Hvor skal vi hen? Det er spørgsmål, vi er vant til at stille os selv, når vi skal finde vej i verden - konkret og eksistentielt. Og det er kernen i den nye, store særudstilling Navigeringer, der åbnede 7. marts på Vejle Kunstmuseum og åbner til efteråret på Holstebro Kunstmuseum.

Navigeringer - på kanten af en verden i forandring er en udstilling, der undersøger, hvordan verden, som den er skabt ‘i menneskets billede’, måske er ved at gå under. Dette opleves særligt tydeligt i makroskala i de globale klimaforandringer, men også i mikroskala i udviklingen af kunstig intelligens. Vores nutid er præget af disse grundlæggende udfordringer, der kalder på nye måder at navigere i verden på.

Vi kan alle blive i tvivl om, hvor vi skal hen, og hvordan vi kommer dertil. Udstillingens tema har dybe rødder i både historiske måder at se verden på og i vores liv i dag. Vores nutid er præget af store udfordringer, der kalder på nye måder at navigere på. I dag kan verden ikke længere blot forstås som spejlinger af menneskets forestillinger. Særligt klimakrisen, vores digitale liv og den hastige udvikling af kunstig intelligens fremmer kræfter, der overskrider menneskets individuelle kontrol.

Vejle Kunstmuseum og Holstebro Kunstmuseum har på den baggrund inviteret fire nutidskunstnere til at byde ind med nye kunstneriske vinkler på de forandringer, der præger verden i dag. Hver især har kunstnerne Rikke Benborg, Kristoffer Ørum, Gry Bagøien og Ferdinand Ahm Krag skabt kunstneriske miljøer, der reflekterer over, hvordan vi som mennesker måske kan navigere i en fremtid, som stadig befinder sig i mørke.

Billeder: 

    1. Ferdinand Ahm Krag - Rouge Planet - 2019
    2. Rikke Benborg - Procesfoto
    3. Gry Bagøien - Lemuria - 2020
    4. Kristoffer Ørum - Signal_Krebs - 2020

Disse ‘miljøer’ bliver sat i scene gennem en præsentation af, hvordan det vestlige menneske kulturelt set har opfattet og navigeret i verden siden oplysningstiden. Siden 1600-tallet har det vestlige menneske grundlæggende opfattet verden i et spænd mellem ‘verden omkring os’ og ‘verden i os’. Dette spænd er måske ved at briste i vores tid. I udstillingen spejles de nye kunstværker derfor i 1600-tallets videnskabelige og kunstneriske nyskabelser, der i sin tid banede vejen for oplysningstiden.

Rembrandts indre mørke

Som bagtæppe for samtidskunstnernes værker er sammensat et historisk miljø, der består af to historiske hovedelementer: Det ene er Hendrick Donckers søkort De Zee-Atlas ofte Water-Werelt fra 1669, hvor tidens største teknologiske nyskabelser inden for søfart gjorde det muligt at opmåle og aftegne den ydre verden, som mennesket havde erobret. De smukke håndkolorerede ark repræsenterer den mest oplyste navigationsviden, man rådede over på den tid.

På samme tid fokuserer en af 1600-tallets største kunstnere Rembrandt van Rijn i sine kobbertryk på et møde mellem lys og mørke, der spejler et menneskeligt indre. Det kommer til udtryk i et udvalg af Vejle Kunstmuseums raderinger af Rembrandt (1606-1669), suppleret med indlån fra Statens Museum for Kunst, der også har en samling af Rembrandts raderinger. Hvor søkortene oplyser den omgivende verden ved at opmåle og kortlægge den, så åbner Rembrandts kunst for et indre mørke af umålelige dimensioner.

I udstillingsperioden afholdes flere foredrag og offentlige omvisninger, og et særligt tilrettelagt undervisningsforløb tilbydes til skoler og ungdomsuddannelser.

Stærk, faglig fundering

Navigeringer - På kanten af en verden i forandring er knyttet sammen med et forskningsprojekt af postdoc Michael Kjær fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. I forbindelse med udstillingen udgives en antologi med både kunstneressays og fagfællebedømte artikler.

Samarbejdet mellem kunstmuseerne i Vejle og Holstebro løfter udstillingen op på et højere kunstfagligt og formidlingsmæssigt niveau via de kunsthistoriske og kulturhistoriske ressourcer, museerne tilsammen råder over. Samtidig giver det udstillingen et længere liv til glæde for et større publikum på tværs af Jylland.

Udstillingen er blevet mulig at realisere takket være generøs støtte fra en række fonde: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, Knud Højgaards Fond, 15. Juni Fonden, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Statens Kunstfond og Ny Carlsbergfondet, der har støttet Michael Kjærs forskningsprojektet, som udstillingen fagligt hviler på.

Navigeringer - På kanten af en verden i forandring kan ses på Vejle Kunstmuseum i perioden 8. marts til 16. august 2020 og på Holstebro Kunstmuseum fra 26. september 2020 til 17. januar 2021.

Fonde og sponsorer der har støttet udstillingen

Vejle Kunst­museum

Kunst er inspiration! Det er vitaminer og krydderi til livet. Det er smukt. Sjovt. Spændende. Og ikke mindst udfordrende!

læs mere