Johan Keller
Grundlæggeren af Den Kellerske Åndssvageanstalt
Idioterne bliver et problem
I 1840’erne begyndte den danske lægestand så småt at fatte interesse for de åndssvage. Gruppen havde tidligere været anset som værdigt trængende, men i løbet af 1800-tallet begyndte man at udskille gruppen fra andre trængende. Hvor de åndssvage tidligere blot havde haft behov for økonomisk hjælp, så blev de nu et problem for tiden, da de gik imod samfundets forståelse af hvad et menneske skulle kunne og være. På den måde var de forkerte og skulle derfor indsamles og helbredes for deres sygdom.
”Åndssløve og lettere idiotiske børn”
Teologen Johan Keller (1830-1884) overtog i 1850’erne en privat døvstummeskole i København. Keller havde længe interesseret sig for læregerningen og var fortaler for en ny talemetode for døvstumme børn. Døveområdet var nyt i tiden og Københavns Kommune kom gentagnede gange ved en fejl til at sende åndssvage børn til Keller.
Keller fattede interesse for børnene og udvidede i 1865 skolen med en afdeling for ”åndssløve og lettere idiotiske børn”. To år senere blev idiotanstalten en selvstændig enhed.
Idiotanstalten får vind i sejlene
I takt med at samfundet begyndte at se de åndssvage som et problem, der skulle interneres indtil de var blevet helbredt, så fik idiotanstalten hurtigt vind i sejlene. Keller oprettede filialer flere steder i København og inddelte de åndssvage i forskellige kategorier afhængig af deres behandlingsbehov.
Med tiden blev det dog tydeligt for både Keller og lægestande at de åndssvage ikke kunne behandles. De var født svage i ånden og det kunne man ikke gøre noget ved. Hvor man tidligere havde haft brug for at Keller behandlede de åndssvage, så fik samfundet nu brug for et sted at opbevarede de defekte.
Derfor fik Keller i 1880 statsstøtte til at oprette åndssvageasylet Karens Minde i Kongens Enghave. Her kunne de åndssvage idioter bo under gode forhold langt væk fra det resterende samfund.
Død og efterfølger
I 1884 døde Johan Keller pludseligt og hans søn Christian Keller måtte droppe sin lægepraksis for at overtage faderens livsværk.
Christian endte med at blive Nordens mest indflydelsesrige åndssvagelæge og byggede i 1899 Nordeuropas største åndssvageanstalt i Brejning.