vm-loop
læs højtvm-speaker

Frem til 27.10 kan I se en spændende væveudstilling på Randbøldalmuseet.

Vores Vævninger er en taktil udstilling af kunsthåndværk fremstillet på væveværkstedet på Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBOS), i Hellerup.

IBOS er et nationalt kompetence- og rehabiliteringscenter for blinde og svagsynede, og væveværkstedet har en lang tradition med at undervise i traditionelle håndværk.

Udstillingen formidler håndværket både for seende og blinde, ved at vise den blindes metoder, med hjælp af taktilitet og tilgængelighed.

Museets gæster kan opleve hvordan der arbejdes med synskompenserende hjælpemidler og hvordan man kan kompensere for et manglende syn med sine hænder og fingre, når man udfører vævehåndværket.

Vores Vævninger er en taktil tekstiludstilling med brugstekstiler i klassiske mønstre og teknikker fremstillet af kompetente blinde og svagsynede vævere.

Derfor er det naturligvis en udstilling der gerne må berøres!

I udstillingen kan man røre ved mange forskellige vævede prøver, hvor tekstilernes forskellige overflader og strukturer kan føles. Hvert tekstil har en følbar plade, der med nåle viser den anvendte væveteknik, en metode der dagligt bruges på værkstedet.

Formidlingen af håndværket bliver belyst gennem en film, ’Hænder bliver øjne’, hvor Tove Papp-Lindkvist følger vævernes arbejde igennem et stykke tid. Filmen viser arbejdet ved væven, hvor de enkelte processer bliver belyst gennem hænder i arbejde.

Til udstillingen er der lavet en trykt folder med bindingstegninger af enkelte af de udstillede tekstiler, så andre også kan få glæde af de anvendte opskrifter.

Al grafikken i Vores Vævninger er lavet på punktskrift, svulmepapir og print, så udstillingen er tilgængelige for blinde og svagsynede

Udstillingen vises fra 1. juni til 27. oktober på Randbøldalmuseet. Museet er sommeråbent tirsdag til søndag kl 10-16 indtil 31.08 og derefter åbent i weekenderne indtil sidst i oktober - og der er gratis adgang.

Udstillingen er arrangeret af Vævelauget Randbøldal.

Randbøldal­museet

Randbøldalmuseet er et rigtigt familiemuseum, hvor børn og voksne kan lære om gamle dages produktion af papir og klæde. Og i de udendørs vandeksperimenter kan alle boltre sig i timevis og afprøve vandets kræfter.

læs mere