
Tidsskriftet Tings Tale
Vi omgiver os med tusindvis af ting og samlinger, men vi giver os sjældent tid til at lytte til, hvad de fortæller os. I det tværfaglige tidsskrift Tings Tale tager eksperter det materielle på ordet og lytter til tingenes tale.
Tings Tale er en platform, hvor ’museumsforskning’ eller ’forskning på museer’ kan komme ud i et videnskabeligt format, skabt i samarbejde mellem Museerne i Fredericia, Museum Kolding, Museum Horsens, Museum Vestfyn, Glud Museum, Konserveringscentret i Vejle og Vejlemuseerne. Tidsskriftet udgives af forlaget Nord Academic.
Tings Tale 07 er nu på gaden.
Vi omgiver os med tusindvis af ting i vores dagligdag – fra ydmyge tandbørster til kompliceret teknologi. Men vi lytter sjældent til, hvad tingene fortæller os, og vi tænker heller ikke over, hvad de betyder, og hvorfor de er her. I Tings Tale tager eksperter ting, genstande og samlinger på ordet, lytter til tingenes tale og giver os kulturhistoriske perspektiver og indsigter.
I Tings Tale nr. 07 ser vi nærmere på heksedukken – et symbol, der forbinder fortidens traumer med nutidens fascination af heksejagt. Vi samler trådene mellem to kilder for at belyse 1700-tallets Holstebro, puster nyt liv i meterstore propagandaballoner fra Anden Verdenskrig og rører ved medicinhistoriske genstande for at skabe nye perspektiver. Vi åbner også en af Danmarks største privatsamlinger af flint, Blankholmsamlingen, der har været glemt siden 1996, og så undersøger vi, om det giver mening at sammenligne samlinger på tværs af museerne.
Bidragydere: Maria Østerby Elleby, Mirja Piorr, Bo Ejstrud, Yvonne Shashoua, Jørgen Walseth, Lovisa Henriksson, Simone Grytter, Amalie Suurballe Schjøtt-Wieth, Ane Signe Green, Josefine Rahbek Stromark, Elias Witte Thomasen, Felix Riede, Susanne Krogh Jensen, Pia Christensson, Inge Bucka Mejlhede, Thomas Meldgaard, Kathrine Thorsgaard Pedersen og Tanja Probst-Dendenroth.
Henvendelse omkring køb og abonnement kan rettes til forlaget Nord Academic.
Tidsskriftet kan også købes i museumsbutikken på Kulturmuseet i Vejle.
Artikeloversigt | Alle numre af Tings Tale
Om tidsskriftet
Målet med tidsskriftet er stadig at ”bringe nye perspektiver og indsigter ved at tage udgangspunkt i den udsagnskraft, der er i ting, genstande og samlinger”. Hovedbudskabet i dette tema er, at tingene og samlingen er vigtige for nutiden og for fremtiden, fordi de tager uudtalte, tavse ’stemmer’ med ind i fremtiden, fordi der i genstandene gemmer sig indkapslet viden som fremtidige teknologier og teorier endnu ikke har erkendt på trods af nutidige forsknings- indsamlings- og kassationsstrategier.
Budskabet er også, at det er i detaljen, at nye erkendelser opstår. The devil is in the details. Vi er forpligtet til at gemme ting til fremtiden, på trods af kortsigtede, politiske modestrømninger i nutiden om, hvad der er rigtigt og forkert. Der er mange stemmer, der skal med ind i fremtiden, stemmer som endnu ikke har talt, fordi ny teknologi, eller nye teorier ikke har hørt dem endnu. Det kan Tings Tale hjælpe med til.
Tidsskriftet er vokset ud af en forskerklynge, der siden 2014 har eksisteret i Trekantsområdet, dele af Sydvest- og Midtjylland samt Sønderjylland og Vestfyn. Forskerklyngen skabte et større fagligt forum, hvor man kunne diskutere forskningstemaer, relevante for museumsfolk, historikere, konservatorer, arkivfolk, arkæologer, etnologer, etnografer og kunsthistorikere.
Målet var at inkludere alle og at sparre med ligesindede og lære af erfarne folk. Sammen uden mure kunne vi mønstre en kritisk masse, som ellers er svær at finde på de lokale museer. Ud af de mange faglige diskussioner opstod tanken om ”Tings Tale”. Museum Fredericia, Vejlemuseerne, Museum Kolding, Museum Horsens, Museum Vestfyn, Glud Museum og Konserveringscentret i Vejle tog tanken videre og står sammen om udgivelsen i samarbejde med forlaget Nord Academic. De første numre af tidsskriftet blev udgivet af Aarhus Universitetsforlag.
Tidsskriftet udkommer årligt.
Tings Tales redaktion består af:
- Karsten Merrald Sørensen, Museum Fredericia
- Vibeke Kaiser-Hansen, Museum Fredericia
- Mads Ravn, Vejlemuseerne
- Rasmus Skovgaard Jakobsen, Vejlemuseerne
- Louise Felding, Vejlemuseerne
- Michael Nobel Hviid, Museum Kolding
- Merete Bøge Pedersen, Horsens Museum
- Johan Møhlenfeldt Jensen, Museum Vestfyn
- Lise Ræder Knudsen, Konserveringscenter Vejle
- Clara Bratt Lauridsen, Konserveringscenter Vejle





