
Midgårdsbrønden
Pontus Kjermann, 2001
Pontus Kjermanns vandkunst er et rundt, lavt bassin. I midten troner et fabeldyr, en stejlende blanding af en hest og et menneske på en stor granitsten. Rundt om stenen finder vi tre markante bygninger fra middelalderens Vejle: Et af byens første rådhuse, Sct. Nicolai Kirke og Sønderport. Den gamle bykerne er markeret som aftegninger i bassinbundens flisebelægning, og bykernen er omgivet af vand. En kæmpestor slange, som kan tolkes som Midgårdsormen, et af de uovervindelige fabeldyr fra den nordiske mytologi, har lagt sig truende om byen Vejle.
Pontus Kjermann er født i Göteborg i 1954. Han tog til Danmark for at blive uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi fra 1979 til 1985). Han debuterende på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1981 og har siden udstillet adskillige anerkendte steder. Siden 1985 er han lektor på Billedhuggerskolen med speciale i gips. Herudover har han udført talrige udsmykningsopgaver i ind- og udland. Han er medlem af Kunstnersamfundet og Corner (2004).
Børn og historie:
“Jeg har prøvet at forestille mig, hvordan børn i Vejle skal lære deres bys historie at kende. (…) Som i en drøm lader jeg Vejle, med nogle af de mest markante bygninger fra middelalderen, rejse sig op ad vandet ved foden af Jellingestenen,” siger Pontus Kjermann.
Runestenen er uden runer
Stenen er et billede på de to Jellingstene, før de fik indhugget billeder og runer i slutningen af 900-tallet. Disse runer er særlig vigtige, fordi det er her, Danmark bliver nævnt for allerførste gang på dansk grund. På Haralds sten står der endvidere, at Harald Blåtand ”gjorde danerne kristne”, og derfor bliver Haralds sten også kaldt for Danmarks dåbsattest. Når der i skulpturen ikke er runer eller billeder på stenen, er det fordi den skal forestille at være fra før Danmark blev født som nation. På resten af gågaden er der også henvisninger til Jellingstenen, da der i brolægningen er skrevet runer herfra.
Det stædige Hestemenneske
Hestemennesket er Pontus Kjermanns eget fabeldyr, der vogter over Vejle by. Det er samtidig symbolet på Vejles stædighed til at rejse sig efter alle de ulykker, der har ramt byen igennem tiden. Ulykkerne er symboliseret i de årstal, der står på slangens krop. Hestemennesket er dermed også et symbol på Vejles overlevelse som by. På den originale Jellingsten er der et billede af Midgårdsormen i kamp med et fabeldyr, der har hestehoved og menneskekrop, ligesom Hestemennesket. Derfor kan skulpturen også tolkes som en kamp mellem Hestemennesket og Midgårdsormen, der har omringet Jellingstenen og spyr vand op på den. Midgårdsormen symboliserer derfor det onde.
Slangen om byen
Slangen skal forestille Midgårdsormen, der ligger omkring Midgård, det vil sige der, hvor menneskerne bor og i dette tilfælde Vejle. Midgårdsormen repræsenterer det onde, og derfor er der skrevet årstal på dens krop, hvor Vejle har været truet af krig, ildebrand eller andre ulykker. Slangen repræsenterer også de åer og vand, som omringer Vejle. Vandet kan være farligt, for eksempel ved oversvømmelser, men det har også bragt velstand til byen, blandt andet gennem Vejle Vandmølle og handel.
De tre løveunger
De tre løveunger, der rider rundt på fisk, er løverne fra Danmarks rigsvåben. De er endnu ikke blevet voksne, fordi skulpturens handling foregår før Danmark bliver til, men de forsøger at holde Midgårdsormen på afstand.
Tre markante bygninger
Midgårdsormen har omringet Jellingstenen og en middelalderby, der skal forestille Vejle. Det kan man se ud fra de tre bygninger, der forestiller Sønderport, Sct. Nicolai Kirke og Vejles Rådhus i det gamle Sortebrødrekloster. På gulvet, i det ene ende af klosteret, står en lille statue af Maria med Jesusbarnet, som man kan forestille sig blev forladt under reformationen.
Englekatten
Måske er skulpturen ved drikkefontænen moren til de 3 løveunger i Midgårdsbrønden.
Skulpturen er en drikkevandsfontæne, der forestiller en bevinget løvekvinde eller englekat, der læner sig op af en stor bautasten eller runesten. På stenen sidder en plade med en sol. Det er en kopi af en plade fra omkring år nul, fundet i en grav i Agersbøl. Risten neden for stenen har et mønster, der er kopieret fra et andet gravfund fra perioden 375-600, det vil sige før Jellingstenen fik runer i slutningen af 900-tallet. På Jellingstenen bliver Danmark nævnt for første gang på dansk grund, og derfor foregår Midgårdsbrønden og Englekattens handling før Danmark bliver dannet.
Bænken
Over for Midgårdsbrønden er der en bænk. Her sidder et par og holder i hånd. Parret kan meget vel være Hestemennesket fra Midgårdsbrønden og Englekatten, dengang de måske var et ungt forelsket par. Sæt jer på bænken og nyd livet!








