Verdens største brak­teat: Hvem var tvillinge­-kongerne?

Verdens største. Intet mindre. 

Brakteaten fra Åsum i Skåne har med sine imponerende diameter på 123 mm siden 1882 været den største kendte nordiske guldbrakteat. Den er fundet uden øsken til ophængning og vejer 100,3 g.

Øskenen på Vindelev-brakteaten sidder stadig på plads, og er helt exceptionel stor og luksuriøst udformet. Det er med til at give X10 en kampvægt på 123,7 g – hele 23,4 g mere end den skånske konkurrent.

Brakteatens fascinerende motiver med heste og tvillinge-konger fortæller en spændende historie, som vi dykker ned i, i det følgende.

(Artiklen fortsætter under billederne)

X10:

X10 er desværre krøllet så godt og grundigt sammen, at den er svær at rette ud uden at ødelægge.

Man kan se mange af stemplerne, der dekorerer hængesmykkets bort (den udsmykkede kant) i koncentriske rækker omkring det inderste runde billedfelt.

Motivet i midten er dog meget svært at se, men det lader til at være et billede af to tvillinge-figurer, formentlig helt magen til billedet på X20, der ikke er krøllet nær så meget sammen. Denne brakteat er desværre skilt ad i tre stykker (X12, X20 og X22) da den blev pløjet op af marken.

(Artiklen fortsætter under billeder og faktaboks)

X20:

Storebror og lillebror

X20 er også meget stor. Den er 114 mm i diameter og den samlede vægt, inklusiv stumperne, ligger på 74,83 g. Selv om det inderste motiv er ens, er der en del forskelle, når man ser på dekorationen af de to brakteaters borter.

På X10 ses mest geometriske figurer, og en enkelt række profiler af menneskeansigter. På X20 ses inderst en række lidt anderledes menneskeansigter, herefter en række små hestehoveder, og yderst en slange, der ser ud til at have et hoved i hver ende, der gaber op mod den store prydtrekant, hvor øskenen er sat på.

De små hestehoveder har en påfaldende lighed med dekorationer fundet i et andet berømt stort skattefund med rideudstyr fra Sösdala i Skåne, der stammer fra første halvdel af 400-tallet.

Slanger, der gaber mod øskenen, kendes fra andre brakteatfund (her i blandt på Åsum-brakteaten), også i udgaven med en slange med hoved i begge ender. I græske og romerske kilder kaldes dette fabeldyr for en amfisbæna.

Centerbilledet på X10 og X20 er formentlig helt ens.

Langs kanten ses efterligninger af latinske bogstaver. Hovedmotivet er to ens ansigter i profil med samme retning. I håret har de hver et diadem med en pandejuvel. Mellem hovederne svæver et symbol med tre ben, en såkaldt triskele. Figurerne er kappeklædte.

Motivet er kraftigt inspireret af romerske møntbilleder med portræt af kejseren iført hans værdighedstegn: diadem på hovedet og klædt i hans særlige kappe, der angiver hans rolle som øverste leder af legionerne. Kejserens kappe blev fæstnet med en luksuriøs cirkulær broche ved skulderen. På brakteaten er det blevet til ikke bare to – en til hver – men til hele tre kejser-brocher til deling.

Centermotivet med de to kongelignende tvillinger er faktisk ikke helt ukendt fra tidligere brakteatfund. Der er fundet to fra omegnen af Odense og tre i en stor guldskat fra Broholm ved Gudme-egnen på Sydøstfyn.

Motivet regnes som et af de tidligste brakteater overhovedet, hvor vi altså befinder os i tiden omkring midten af 400-tallet.

Netop Gudme anses for at have været centrum for en tidlig kongemagt i jernalderen, og måske et sted hvor mange af de populære brakteatmotiver første gang blev opfundet. Der er dog ikke enighed blandt forskerne om hvor grænsen til kongeriget i Gudme lå. Måske dækkede det ikke engang hele Fyn?

Med det nye fund kan man også diskutere, om tvillingebrakteaterne blev opfundet i Gudme eller Vindelev, og hvor den mægtigste kongeslægt mon boede. Hvis man skal dømme ud fra størrelse, så overstråler Vindelevbrakteaterne let deres fynske modstykker.

Guder eller konger?

En anden diskussion i forskningen, som de nye tvillingebrakteater bringer på banen, handler om tolkningen af brakteaternes motiver generelt, og om tolkningen af tvillingemotivet mere specifikt. Der er en lang tradition for at tolke brakteaterne som gudebilleder eller illustrationer af myter, hvor de menneskelignende figurer med andre ord skulle forestille tidlige versioner af de nordiske guder, som vi kender bedst fra langt senere nedskrevne kildetekster.

Andre forskere mener dog at der ikke er grundlag for at tolke alle figurerne som guder, men at der i stedet som regel er tale om billeder af høvdinge og konger.

Billederne kan i denne tolkning stadig forstås som religiøse motiver, men nærmest billeder af ritualer og ceremonier, der involverer samfundets øverste lag. På den vis kan brakteaternes billeder også anskues som høvdingenes eller kongernes propaganda, ligesom Romerrigets mønter var propaganda for kejseren.

De to fornemme figurer på tvillingebrakteaterne kan således enten tolkes som guder eller jordiske herskere.

Tvillinge-guder er ukendte i vikingetidens og middelalderens nordiske mytologi. Men hvis vi går længere tilbage i tiden, er der faktisk spor efter forestillinger om tvillinge-guder både i Syd- og Nordeuropa.

Grækerne og romerne dyrkede to tvillingeguder, samlet kaldet Dioskurerne, der var specielt knyttet til heste. Romernes navne på de to brødre var Castor og Pollux, der stadig i dag er navnet på de to klareste stjerner i stjernetegnet Tvillingerne.

Ifølge den romerske forfatter Tacitus dyrkede den germanske stamme Nahanarvalerne, bosat et sted i det nuværende Polen, tvillingeguder som de kaldte Alcis, og som Tacitus mente var de samme som netop romernes Castor og Pollux.

På den anden side er der også skriftlige kilder, der nævner jordiske tvillingekonger som et fænomen blandt forskellige germanske stammer fra Nordeuropa.

Den romerske historiker Dio Cassius nævner således hvordan Kejser Marcus Aurelius indgik en alliance med vandalerne, der blev ledet af to kongebrødre i fælleskab, Raos og Raptos.

Den senere langobardiske historiker Paulus Diaconus fortæller en historie om en konflikt mellem to andre germanske stammer, langobarderne og vandalerne nok en gang, der begge var ledet af kongebrøde: Langobarderne af Ibur og Aio, vandalerne denne gang af Ambri og Assi.

'Hengest og Horsa'

De nok mest berømte kongebrødre omtales af den engelske historiker Bede Venerabilis, i hans historie om invasionen af jyder, saxere og anglere fra den anden side af Nordsøkysten omkring 450 e.Kr., efter at Romerne havde forladt Britannien.

Invasionen blev ledet af de to brødre Hengest og Horsa. Navnene betyder henholdsvis ”hingst” og ”hest”.

Hvilken tolkning – guder eller konger – der er mest sandsynlig, er svær af afgøre alene ud fra billederne.

At X20 er dekoreret med en række af hestehoveder kan både vise i retning af tvillingeguder knyttet til heste, eller ditto tvillingekonger, som Hengest og Horsa.

Det er måske også nok sandsynligt, at hvis man i det nuværende danske område i 400-tallet har dyrket tvillingeguder med tilknytning til heste, så har det været nærliggende at opfattet jordiske tvillingekonger som en form for afspejling af dem, eller interessant for eventuelle tvillingekonger at dyrke denne forbindelse i propagandaøjemed.

Man kan ikke være sikker på om Hengest og Horsa er virkelige historiske figurer – de er sagnkonger omtalt i en kilde der er 300 år yngre end begivenhederne den forsøger at skildre. Vi kan gætte på, om det er dem der ses på tvillinge-brakteaterne.

Hvis ikke det er gudebilleder. Eller måske nogle helt andre tvillingekonger fra en naboegn og fra den samme tid, hvor Hengest og Horsa angiveligt skulle have invaderet Britannien.

🔲

LÆS OGSÅ: