vm-loop
læs højtvm-speaker

Syfilis var meget udbredt i 1500-1600-tallet. I starten blev symptomerne nærmest båret med stolthed, men efterhånden gik alvoren op for de smittede og resten af samfundet.

Coronavirus optager os alle og sætter dybe spor i kulturen og samfundet – og det har tidligere epidemier også gjort. I vores digitale udstilling ser vi på, hvordan tidligere epidemier har påvirket os.

(Hvis du har problemer med at læse teksten i infographic'en, findes der en ren tekstversion nederst på siden)

Syfilis - infographic
Bruger du screenreader eller har du problemer med at læse teksten i infographic'en? Find en ren tekstversion nederst på siden.

Kultur­museet i Vejle

Oplev hvordan den verden vi kender i dag, blev skabt.

Om Kulturmuseet

Tekstversion

Syfilis kom sandsynligvis til Europa da Christoffer Columbus vendte hjem fra sin tredje rejse til Den Ny Verden i 1495. Med sig havde besætningen syfilis. Sygdommen smittede via seksuel kontakt og blev hurtigt udbredt i hele Europa. I begyndelsen døde man hurtigt af sygdommen, men med tiden blev der skabt en form for flokimmunitet, sådan at flere overlevede smitten.

Prostituerede, lejesoldater og den adelige elite var hårdt ramt af syfilis. I disse tre grupper var seksuel kontakt almindeligt og særligt blandt eliten blev seksuelle forbindelser anvendt til at skaffe sig selv eller sin familie nye titler, godser eller profitable embeder. Det var eksempelvis tilfældet ved Henrik 8’s og Christian 4’s hoffer.

Symptomerne på syfilis er pletter og bylder forskellige steder på kroppen. I begyndelsen blev de båret med stolthed, da pletterne viste at man havde held med det modsatte køn. Senere blev symptomerne dog anset som bevis på moralsk forfald og man forsøgte derfor at behandle sygdommen ved blandt andet at smøre kviksølv på den smittedes hud.

Mange mener at syfilis indirekte skabte moden med at gå med paryk. Sygdommen kunne nemlig i visse tilfælde medføre skaldethed, hvilket skete for den franske solkonge Ludvig 14 som bare 17-årig. Han startede derfor moden med at gå med paryk – en mode som også ikke-smittede personer efterlignede.

Syfilis kom til Europa i en periode hvor samfundet var under opbrud og mange følte et pres på hævdvundne traditioner og tidligere tiders verdenssyn. Derfor anså flere syfilis som et billede på verdens forfald og tidens toneangivende personligheder, som f.eks. Martin Luther og Jean Calvin, definerede sygdommen som Guds straf til en kættersk befolkning.

I begyndelsen af 1900-tallet opstod der løbende nye behandlingsmetoder og da penicillin blev opdaget i 1940’erne havde man endelig et effektivt behandlingsmiddel mod syfilis. I dag konstateres der hvert år ca. 100 nye tilfælde af syfilis i Danmark.

Helt kort

  • Colombus’ besætning havde syfilis med hjem fra Den Nye Verden i 1495

  • Prostituerede, lejesoldater og især den adelige elite var hårdt ramt af syfilis

  • I begyndelsen blev syfilis-pletter båret med stolthed, da de viste at man havde held med det modsatte køn