Klumme: Vi er alle sammen blevet karikaturer i Corona
Danske Bladtegnere har under pandemien i både morsom og seriøs streg afbilledet den virus, der har hærget både klode og kongerige. En ny udstilling, ‘Smittende humor’, giver ind- og overblik. Denne klumme er en opvarmning og indgang.
Af Felix Thorsen Katzenelson, Danske Bladtegnere
"Vi er alle sammen blevet til karikaturer af os selv”. Det var min kollega der sagde det tilbage i starten af pandemien. Jeg har tænkt på det siden, for det er rigtigt. Uden kulturens fernis, uden almindeligt arbejde, uden sport, uden fester og alt det der engang føltes almindeligt, hvad var der så tilbage? Jeg ved det ikke, men jeg genkender meget af det i de tegninger som Danske Bladtegnere nu udstiller.
Jeg har aldrig selv følt mig så meget som en satirestreg som det her forår, og der sidder sikkert stadig lidt kruseduller i hjørnerne af min personlighed. Det er jo blandt meget andet det bladtegnerne altid har gjort, udstillet hvor langt ude de fleste af os er, og under Corona har der været øjeblikke hvor vi pludselig gik rundt ude i virkeligheden og lignede noget nogen havde fundet på. Med kilovis af toiletpapir under vores arme og frygten malet i vores øjne blev nedlukningen skudt i gang med et karikeret brag, og der har ikke manglet udskejelser siden.
Det er den ene ting bladtegnerne viser os, hvordan vi ser ud. Men de kommer også med bud på hvordan Corona selv ser ud. Den efterhånden ikoniske røde virus bliver til en festligfarlig bargæst, forlygterne inden en ulykke, søminerne i et oprørt hav, banditten i supermarkedskøen og en djævel på den udsattes skulder. Det viser os at Corona ikke bare er tal på kurver eller viruspartikler i kroppen, den usynlige fjende tegnes frem så vi kan forstå og grine af den.
Karantænedrømme
Danske Bladtegneres udstilling er også et stykke arkivarbejde, der viser os hvordan vi kollektivt reagerede på en verdenskrise. Selvom vi stadigvæk står i covidmudder til halsen, så føles foråret allerede nu som en historisk periode man kan granske. Vi kan muntre os over hvordan vi troede lockdown skulle bruges på at strikke den tehætte og male det portræt vi længe havde tænkt skulle klares, man troede stuen skulle være atelier slash galleri og soveværelset en rosenbladsblød honeymoon suite.
I stedet blev stuen til kontor, og soveværelset til kontor, og køkkenet, og badeværelset. Og man holdt zoommøde fra toiletsædet mens børnene fik onlineundervisning på altanen, surdejen var ved at brænde på i varmluftsovnen og man fik ondt i ryggen af bruge sin ellers dejlige FDB-stol seks timer hver dag. Gudskelov har tegnerne ikke foreviget mig i min krumryggethed, alligevel er karantænens forvandling fra drøm til mareridt et gennemgående motiv i tegningerne.
Magtens afmagt
I en magtesløs tid er magthaverne vigtigere end nogensinde før, og deres gøren og laden må og skal der holdes øje med. Donald Trump var i de fleste danske øjne allerede lidt en blanding af kanonkonge og international cirkusklovn, men latterligheden nåede alligevel nye højder med udtalelser om hvilke uduelige slags hjemmebryg man kunne indtage for mirakuløst at slå ned virussen ned. Dumhed smitter, og præsidenten måtte da også selv lægge sig i sygesengen for en stund.
Vores egen store moder Mette Frederiksen undgår heller ikke kuglepennens lattermilde brod. Med socialdemokratisk jernnæve agerer hun tegnet kaptajn, regent og hasardspiller. Bredt fejrer folket hendes dømmekraft, men en bladtegner ser selvmodsigelserne slå gnister i hende og regeringen. Maskeringsforbud måtte træde til side for et påbud, afstanden skulle holdes alle andre steder end på studentervognen og kulturen styrtblødte penge mens dens minister synes der var vigtigere ting at tale om.
Latterens medicin
På mange måder har de danske bladtegnere altså gjort hvad de altid gør, det er bare alle os andre der endelig helt og holdent lignede de satiretegninger vi nok altid har været. Bladtegnerne ved godt at latteren ikke er en kur mod virussen, men den kan afhjælpe nogle af de andre symptomer denne tid har bragt med sig: Idioti, magtfuldkommenhed, ensomhed og manglende empati.
De fire sætter sig ikke i lungerne, men i hjernen og hjertet, og dem kan man godt grine sig af med, i hvert fald for en stund. Også selvom alle tegningerne ikke har latterbrølet som endemål, så findes der ikke en dansk bladtegner uden glimt i øjet. Eftertænksomhed er uundgåeligt i mødet med Danske Bladtegneres udstilling.
Så bliv ikke bange hvis du ser dig selv, rammet ind og sort på hvidt, som den karikatur du er. For det er os allesammen der er latterlige, og heldigvis er der nogle bladtegnere der altid er klar til at minde os om det. Hvis jeg var præsident, ville jeg ikke lade folk drikke desinfektion og lade løgnens virus sprede sig, jeg ville ordinere en sund omgang hån, spot og latterliggørelse. Man kan nemlig godt beholde mundbindet på og stadig nyde maskefaldet.