Den korte historie om Kolera

Coronavirus optager os alle og sætter dybe spor i kulturen og samfundet – og det har tidligere epidemier også gjort. I vores digitale udstilling ser vi på, hvordan tidligere epidemier har påvirket os.

(Hvis du har problemer med at læse teksten i infographic'en, findes der en ren tekstversion nederst på siden)

Tekstversion

Kolera var den store sundhedstrussel i midten af 1800-tallet, og epidemier var almindelige. Ubehandlet har sygdommen en meget høj dødelighed. I 1853 døde 4700 ud af 7200 smittede i København, 10 % af indbyggerne, under den store epidemi. Også i Vejle frygtede man med rette kolerabakterien. Verdens ældste bevarede koleralort er leveret af en dansk patient under koleraepidemien i 1853.

1800-tallets Danmark var præget af ændringer. Landbrugslandet oplevede en industrialisering, og mange flyttede fra land til by for at arbejde. Der opstod en stor fattig, men selvbevidst, arbejderklasse. Der var dog langt fra lige vilkår for alle.

Koleraen stammer formentlig fra Indien. Herfra bredte den sig i starten af 1800-tallet via de gamle handelsveje til Europa. Hurtigt fandt den vej til resten af verden. I 1853 fik den fat i Danmark med en voldsom epidemi i København, som også spredte sig til mange af købstæderne. Vejlenserne slap i første omgang med skrækken.

Nyhederne om koleraens rasen i København i 1853 bekymrede i Vejle. Da der også kom kolera i Århus og Fredericia fik skrækken for alvor fat. Koleraforordningens bestemmelser om forebyggelse af smitte trådte i kraft, og der blev oprettet sygelazaretter. Man frygtede sommerens varme og fugtige koleravejr.

Koleraudbruddene kostede mange liv. Noget måtte gøres! Da man fik mistanke om, at smitten var vandbåren, satte man i det meste af Europa, og i Vejle, gang i en sanitær revolution. Målet var at lave sunde byer ved at kloakere og skaffe adgang til rent drikkevand for alle.

Vejle voksede og industrien blomstrede. Brønde, vandløb og rendestene flød imidlertid med skident vand fra byens virksomheder, dyrehold og tætboende indbyggere. I 1867 førte Vejles nyoprettede kommunale vandforsyning endelig rent vand fra en kilde i Grejsdalen til byen gennem nedgravede støbejernsrør.

Folk fik påbud om at vaske sig flere gange dagligt, lufte ud og at undgå “åndsanstrengelse, især ængstelse eller nattevågen”. De syge skulle selvfølgelig isoleres. Brændevin, bræk- og afføringsmidler blev anbefalet som en god kur. Hjalp det ikke, kunne man prøve med bræk- og afføringsmidler. I bedste fald var det virkningsløst. I værste forværrede det sygdommen, som giver op til 1 liter afføring i timen. Får man ikke den samme mængde væske ind, som der kommer ud, dør man hurtigt af væskemangel.

Koleraen havde en social slagside. De fleste smittede kom fra arbejderklassen, og boede i de tætbefolkede industribyers usle arbejderboliger. Vandforsyningen, kloakering og hygiejnen var dårlig, og koleraen havde optimale vilkår for at brede sig. Det var en smittemæssig “perfekt storm”. I udlandet gav man lægerne skylden for de mange døde, og reagerede med lægelynchninger og uro. Så slemt var det ikke i Danmark.

Helt kort:

• Kolera-epidemier var almindelige i 1800-tallet. Sygdommen havde meget høj dødelighed.
• Sygdommen giver op til 1 liter afføring i timen, og man dør derfor af væskemangel.
• Kloakering og adgang til rent drikkevand fik bugt med sygdommen i Europa.