Den korte historie om Spedalskhed

Coronavirus optager os alle og sætter dybe spor i kulturen og samfundet – og det har tidligere epidemier også gjort. I vores digitale udstilling ser vi på, hvordan tidligere epidemier har påvirket os.

(Hvis du har problemer med at læse teksten i infographic'en, findes der en ren tekstversion nederst på siden)

Tekstversion

Spedalskhed var en af middelalderens mest smitsomme sygdomme. Bakterien kunne leve ubemærket i næsten et årti, før den smittede fik symptomer. Derfor regner man med at næsten alle middelalderens mennesker var smittet med spedalskhed. Ofte nåede sygdommen dog ikke at bryde ud, da den smittede døde af noget andet først.

Spedalskhed fik store konsekvenser for den enkelte, særligt hvis man var genetisk disponibel til at få sygdommen. Når sygdommen brød ud fik man ofte indfalden næse, arret hud og krogede hænder. Med tiden udviklede man også blindhed, tabte lemmer og fik vejrtrækningsproblemer.

Den eneste kur man kendte til i middelalderen var isolation. I begyndelsen var det et tilbud, men fra midten af 1400-tallet og frem blev det et krav. De syge blev på livstid tvangsisoleret på Skt. Jørgensgårdene, som der fandtes 35 af på landsplan. Helt isoleret var de ikke, da dem, som kunne, skulle tigge til dagen og vejen.

Et studie af skeletter fra danske kirkegårde har vist at mindst en fjerdedel af den danske middelalderbefolkning havde symptomer på spedalskhed. Dertil skal lægges alle dem, som døde før sygdommen brød ud og derfor endnu ikke ved dødstidspunktet havde udviklet symptomer.

Man frygtede særligt spedalskhed i byerne, hvor folk boede tæt og derfor havde svært ved at komme på afstand af de smittede. Når de spedalske kom indenfor byens mure for at tigge, skulle de bære en klokke for at advare andre. Derudover så man sygdommen som djævelens værk: Raske mennesker var ikke kun bange for at blive smittet, men også for djævlens onde magi.

I 1542 beordrede kong Christian 3. at alle Skt. Jørgensgårde skulle nedlægges, da spedalskheden var forsvundet. Det skyldtes sandsynligvis en kombination af at isolationsstrategien virkede, samt at en anden sygdom skabte immunitet i befolkningen: Kvægtuberkulose bredte sig, og gjorde folk mindre modtagelige overfor spedalskhedsbakterierne.

Helt kort

• Næsten alle var smittet med bakterien – men mange døde af andre årsager, inden symptomerne viste sig.
• I Danmark blev de syge tvangsisoleret på livstid på de 35 Skt. Jørgensgårde. De som kunne, skulle tigge til dage og vejen.
• En anden sygdom - kvægtuberkulose - gjorde folk mindre modtagelige overfor bakterien, og derfor forsvandt spedalskheden.