vm-loop
læs højtvm-speaker

Syfilis, seksuelle bedrifter og en skæbne­svanger planetær kon­junktion

Syfilis hærgede særligt Europa i 1500- og 1600-tallet, og mens forskerne i dag er relativt enige om, at sygdommen kom med Columbus’ skibe fra Den Nye Verden i 1490’erne, så havde renæssancens mennesker andre teorier om smittens ophav, og om hvad den fortalte om den smittede.

Af: Rasmus Skovgaard Jakobsen, museumsinspektør, VejleMuseerne

Syfilis i Europa 

De fleste forskere i historiske epidemier er enige om, at syfilis kom med de opdagelsesrejsende fra Den Ny Verden til en fuldstændig uforberedt europæisk værtsbefolkning.

I Sydamerika har man fundet syfilis på knogler mange år før europæerne overhovedet begyndte at tænke på at sejle mod vest, og befolkningen havde derfor udviklet en relativ immunitet mod i al fald den dødelige del af sygdommen. Den immunitet kom også til at gælde i Europa 200 år efter Christoffer Columbus’ første rejse til Den Ny Verden, men inden fandtes en periode, hvor sygdommen havde en ganske høj dødelighed, nemlig renæssancen i 1500- og 1600-tallet. 

Særligt pletter i panden var efterstræbte og blev kaldt for Venus' krone...

Syfilis og maskulinitet 

På trods af renæssancens store fokus på fromhed og dyd, så fandtes der, særligt blandt samfundets absolutte elite, et ganske udsvævende liv, hvor seksuelle forbindelser blev anvendt til at skabe netværk og alliancer med andre magthavere. På den måde kunne man skaffe gods, titler eller profitable embeder til sig selv og slægten. Det var eksempelvis en taktik, som blev anvendt ved den engelske kong Henrik 8.s hof, men også ved Christian 4.s hof i København foregik noget lignende. 

Seksuel kontakt blandt eliten var almindelig, og den adelsmand, som lykkedes med sin strategi, blev derfor hurtigt et uofficielt forbillede blandt sine standsfæller. Dette ideal blev eksempelvis fremvist med skamkapslen, som både beskyttede mandens penis mod slag, men også tydeligt betonede størrelsen på den pågældendes ædlere dele – en størrelse, som dog nok i flere tilfælde ikke var helt virkelighedstro.

I begyndelsen fik symptomerne på syfilis den samme funktion. Når smitten spredte sig via blodbanerne i kroppen, fik den smittede nemlig en række pletter over hele kroppen. Disse pletter blev blandt visse grupper anset som bevis på ens seksuelle bedrifter. Særligt pletter i panden var efterstræbte og blev kaldt for Venus' krone med henvisning til den romerske gudinde for kærlighed og skønhed. 

(Artiklen fortsætter under billederne.)

Billeder - 1: Portræt af Henrik 8. (1540) af Hans Holbein. 2: Portræt af Christian 4. (1638) af Abraham Wuchters.

Den skæbnesvangre konjunktion mellem Jupiter og Saturn  

Da det begyndte at gå op for renæssancens magtelite, at syfilis måske ikke var så godt, som først antaget, ændrede man syn på sygdommen. Ganske vist fortsatte de europæiske hoffers seksuelle netværk, men nu fremviste man ikke længere stolt tegn på sygdommen, men skjulte dem i stedet. Samtidig fremkom særligt mange teologer med teorier om, at syfilis var Guds straf over en syndig befolkning. 

Andre mente dog, at det ikke var Gud – i al fald ikke direkte – som forårsagede sygdommen. I stedet var det en ganske uheldig konstellation mellem planeterne Jupiter, Saturn og Mars, samt en række stjerner, som havde rodet rundt i kosmos og dermed skabt sygdommen. 

Jupiter og Saturn havde i november 1484 mødt hinanden i stjernetegnet Skorpionen...

Et skæbnesvangert møde 

At planeternes bane havde skabt syfilis, kom blandt andet frem i en række videnskabelige publikationer fra omkring år 1500, som blev illustreret af den verdensberømte kunstner Albrecht Dürer, hvilket helt sikkert var med til at udbrede teorien.

Den planetære teori gik ud på, at planterne Jupiter og Saturn i november 1484 havde mødt hinanden i stjernetegnet Skorpionen – i al fald var det sådan, det så ud fra jorden. Skorpionen er forbundet med kønsorganerne, og da Mars og Saturn året efter også mødte hinanden i det stjernetegn, så blev det for renæssancens lærde sikkert og vist, at der ville ske noget med menneskets kønsliv. 

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Billede: Albrecht Dürer (1496)
Billede: Albrecht Dürer (1496)

Renæssancens verdenssyn 

I dag betragtes astrologi ikke som en videnskab, men i renæssancen var man helt sikker på, at stjernerne kunne påvirke både individers og rigers skæbner. Himlen var et urværk skabt af Gud, som gennem konstellationerne kunne skabe forskellige hændelser på jorden, der var universets centrum.

Således var den berømte danske videnskabsmand Tycho Brahe ansvarlig for de kongeliges horoskoper og lagde eksempelvis Christian 4’s horoskop. Intet var tilfældigt i renæssancen og ej heller sygdom, så når verden blev ramt af en epidemi, som eksempelvis syfilis, så var det enten Guds eller stjernernes måde at straffe menneskene på. 

Fra pest til kolera

Se alle

Læs også

Se alle

Billede øverst: Tycho Brahe i samtale med den svenske konge (Vitold Muratov, Wikimedia Commons).