Ska' du med på Daisy!
Navnet Crazy Daisy er nærmest synonymt med begrebet provins-diskotek. Læs historien om et Vejle-diskotek, der fik vokseværk.
Af Rasmus Skovgaard Jakobsen, museumsinspektør
De fleste vejlensere som gik i byen i 90’erne og 00’erne husker helt sikkert Daisy i Vejle Midtpunkt. Det var stedet hvor man kunne møde det modsatte køn, synge med vennerne fra gymnasiet og drikke en øl til overpris! Men det var også en virksomhed, som hurtigt blev Danmarks største diskotekskæde, med et spirende iværksættermiljø, der avlede kendte virksomheder såsom CULT og JustEat.
Danmarks største diskotekskæde begyndte i Vejle
Crazy Daisy blev oprettet i 1991 af Claus Krøyer og Carsten Mikkelsen. Det første år var stedet blot en bar, men allerede i 1992 udvidede man med et toetagers diskotek, som hurtigt blev byens mest populære dansested. Populariteten fik ejerne til at drømme om udvidelser til andre byer og på bare fem år kom 15 nye Crazy Daisy’er til verden.
Hele filosofien bag Crazy Daisy koncernen var at gæsterne skulle have en god oplevelse, hvilket var en af årsagerne til virksomhedens succes. Derudover lykkedes det Krøyer og Mikkelsen at skabe et medarbejdermiljø med plads til nytænkning og mulighed for at man hurtigt kunne avancere, hvis man havde de rette evner.
Hvis en medarbejder ønskede at åbne et diskotek i en naboby, så fik man lov til det. Derimod kunne udeforstående, som ikke var oplært på en af koncernens diskoteker, ikke få lov til at bruge Crazy Daisy navnet, som senere blev suppleret med Buddy Holly konceptet.
Alkohol og koffein
Crazy Daisy var i 90’erne og starten af 00’erne en kæde bestyret og ledet af unge kreative ildsjæle, som havde fingeren på pulsen i forhold til dansk mainstreamkultur. Kombineret med en ledelse der gav plads til nye ideer og iværksætteri, så blev Crazy Daisy arnestedet for en række store, kendte nutidige virksomheder.
En af dem er CULT, som blandt andet sælger CULT Energy, CULT Shaker, Mokaï og mange flere. Virksomheden blev oprettet af Brian Sørensen i begyndelsen af 90’erne, mens han var medejer af Crazy Daisy i Aarhus på færgen M/F Broen.
Sørensen opdagede hurtigt, at gæsterne blev trætte omkring kl. 04 om natten. Broen holdt dog åbnet til kl. 05 og for at få gang i festen igen, så fik han ideen til CULT-drikken, som er en koffeinholdig alkohol.
CULT brandet er senere blevet et af de bedst sælgende i Danmark og kan i dag købes i alt fra diskoteker over supermarkeder og til tankstationer.
Online pizzalevering
En anden iværksætter, som trådte sine barnesko på Crazy Daisy, var Jesper Buch, som senere stiftede det online pizzaudleveringsfirma JustEat. Buch arbejdede som afrydder og bartender på Crazy Daisy i Kolding. Her mødte han sin partner i JustEat Henrik Østergaard og sin første investor, medstifter af Crazy Daisy, Carsten Mikkelsen.
Buch solgte senere sin andel i JustEat for et trecifret millionbeløb og er i dag en af Danmarks kendteste iværksættere og fast medlem af dommerpanelet i DR’s iværksætterprogram Løvens Hule.
Sørensen og Buch er to af de mest kendte iværksættere som opstod i miljøet omkring Crazy Daisy, men langt fra de eneste. Eksempelvis har flere solarier en tidligere Crazy Daisy iværksætter bag sig, ligesom hjemmesiden dating.dk har rødder til den vejlensiske diskotekskæde.
Crazy Daisy i Vejle lukkede i 2007 og lever i dag videre gennem det vejlensiske bar- og diskoteksnetværket NOX, som tidligere har haft afdelinger i hele landet, men i dag er begrænset til Jylland og Fyn.
◼️
FAKTA: Tre historiske steder at gå i byen i Vejle
Restauranterne i Skyttehusgade 42
Skyttehusgade 42 har lagt navn til flere etablissementer gennem tiden, såsom Sevilla, Café du Sport, Skovbrynet, Sommerlyst, Apollo og Tyrolerlandsbyen. Sidstnævnte blev pigtrådstempel i 1960’ernes Vejle.
Romantica på Dæmningen
Med sine plysstole og kulørte drinks var danserestauranten Romantica på Dæmningen 34 et oplagt sted for romantik. Det lukkede i 1984 og blev i stedet til Rainbow Club.
Moulin Rouge i Orla Lehmannsgade
Restauranten og forlystelsesstedet Røde Mølle åbnede i 1929 og lukkede i 1990. Møllen var det fineste og længstlevende etablissement i Vejle.
Moulin Rouge er omdrejningspunktet i Kulturmuseets faste udstilling om fest og fritidsliv i 1880-1980.