En adelig heks

Troldfolk og deres medvidere 

I 1617 udgav det danske rigsråd med Christian 4. i spidsen en række love, som skulle forbedre befolkningens fromhed og religiøse moral. Årsagen var et Europa i kaos, hvor religiøse modsætninger havde skabt splid og borgerkrig. Den eneste løsning, som samtidens magthavere kunne se, var at forstærke troen, så man kunne modstå alle Djævelens mange påfund. 

En måde at forstærke troen på var ved at fjerne djævelens håndlangere internt i riget og til det behøvede man lovgivning. Den kom i 1617 med forordningen om Troldfolck och deris Medvidere. Forordningen medførte en eksplosion i antallet af hekseprocesser. Langt størstedelen af de dømte var kvinder, og kun én af disse var adelig, nemlig Christence Kruckow (1558-1621). 

Jalousi og ofringen af et voksbarn 

På grund af Kruckows adelige ophav blev hendes sag ført ved rigets højeste retsinstans, det kongelige retterting. Trolddomssagen mod Kruckow bestod af to hændelser med 35 års mellemrum. Den første hændelse stammede fra hendes tid i huset hos Ejler Brockenhuus og hans anden hustru Anne Bille i 1590’erne. Af jalousi over at Brockenhuus ikke havde giftet sig med Kruckow, skulle hun have forgjort parrets ægteskab med en række heksekunster. 

Blandt andet skulle hun have målt brudesengen med en snor, som hun senere sendte til en anden heks, der forheksede brudenatten. Kruckow skulle også have ladet Anne Bille drikke en kop mælk med en djævelsk edderkop i, samt svøbt tre kors i papir og lagt det under fru Annes seng. 

Sidst, men ikke mindst, skulle Kruckow have ofret et voksbarn på højalteret i Aastrup kirke og senere begravet det sammen med sine medsammensvorne. 

Alt sammen for at ødelægge Anne Bille og Ejler Brockenhuus’ ægteskab. 

Rendestensvand og en gal præstekone 

I 1610’erne blev Kruckow igen anklaget for trolddom, denne gang i Aalborg, hvor hun var flyttet til. 

Her var den væsentligste anklage mod hende, at hun efter et skænderi om noget rendestensvand, havde forbandet præstens kone, hvorefter denne var blevet vanvittig. Derudover havde hun gentagende gange valgt ikke at følge præstens formaninger om at undlade at tage piger, som havde fået børn udenfor ægteskabet, ind i sit hus. Hun omgav sig derfor ifølge præsten med syndere. 

Alle disse anklager førte i 1621 til, at rettertinget dømte Kruckow til døden. På grund af sit adelige ophav blev hun dog halshugget, da det blev anset for en mere ærefuld henrettelse end bålstraffen. 

Kruckows angreb på ægteskabet 

Der kan findes flere forklaringer på at Kruckow, som den eneste danske adelige, blev dømt for trolddom. 

En forklaring er at hun i 1621 ikke havde nogen mandlige slægtninge til at tale hendes sag, sådan som de havde gjort da hun første gang var blevet anklaget for trolddom i 1597. 

I 1621 var de enten døde eller så syge, at de ikke kunne støtte hende og da Kruckow som kvinde ikke selv kunne føre sin sag ved rettertinget, var hun prisgivet. 

En anden forklaring kan være at mens Kruckow selv var lavadelig, så var rettertinget højadeligt og de følte derfor ingen standssympati over for hende. 

Nyere studier af blandt andet Michael Nobel Jakobsen har dog givet en tredje forklaring på hendes skæbne. 

Alle anklagerne mod Kruckow bunder nemlig i forsøg på at ødelægge ægteskaber, og dermed også den lutherske husstand, hos de infiltrerede. 

I forhold til sagen om Anne Bille og Ejler Brockenhuus, så forsøgte Kruckow ifølge vidnerne at ødelægge ægteparrets husstand indefra ved at forhekse fru Annes fertilitet. Noget som åbenbart skulle have virket efter hensigten. Og i sagen mod den aalborgensiske præstekone, som blev vanvittig, skulle Kruckows forbandelse have ødelagt selveste Guds repræsentants hushold. 

Endvidere havde Kruckow gjort nar af Guds ordning ved at have inviteret frafaldne kristne ind i sit eget hushold, samt ignoreret myndighedernes påbud om at ændre sig. 

Kernen i det lutherske samfund 

Baggrunden for at myndighederne valgte at henrette Christence Kruckow kan altså have været, at hun forbrød sig mod samfundets allerhelligste grundsten, husstanden. 

For at forstå hvorfor samtiden så så alvorligt på netop husholdet må vi vende os mod lutherdommens fader, reformatoren Martin Luther. 

I sin store katekismus fra 1529 skrev han, at ”Ægteskabet er en salig og Gud velbehagelig ordning”. Citatet understreger reformatorernes store fokus på forældrene og husstanden, som noget helt specielt. Forældrene – altså ægteparret – havde Gud sat ”ved siden af sig selv”, og de havde derfor en hellig pligt til at skabe og understøtte det sande kristne fællesskab på jord. 

I dette billede spillede husmoderen, altså kvinden, en særlig rolle, i det hun godt nok var underlagt sin husbonds autoritet, men overfor husstandens øvrige medlemmer (børn og tyende), var autoritetsmæssigt sidestillet med husbonden. 

Det var husbond og husmoders religiøse pligt at opdrage husstandens medlemmer i den rette kristendomsforståelse. Ægteskabet var derfor kernen i renæssancens lutherske samfund, og samfundets sidste værn mod Djævelen. 

Det var den kerne, som Christence Kruckow havde forbrudt sig mod, og det var derfor at hun blev halshugget en sommerdag i juni 1621. 

Litteratur:

Nobel Jakobsen, Michael (2016): ”En adelig troldkvinde anskuet gennem Luthers sociallære”. I 'Herregårdshistorie 11', Britta Andersen, Marie Kirstine Elkjær og Rasmus Skovgaard Jakobsen red. Auning: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet. Side 30-43