Deforme fod­knogler og ned­brudte kranier: Arkæo­logiske spor efter spedalsk­heden

Af: Esben Klinker Hansen, arkæolog, Vejlemuseerne

Spedalskhed er en sygdom, som forårsages af bakterien Mycobacterium leprae. Smitten sker ved indånding af bakterien, kontakt via huden eller indtrængen gennem slimhinder. 

De tidligste spor efter sygdommen i Danmark og Sverige finder vi i tidlig romersk jernalder, i tiden 0-100 e.Kr. Undersøgelser af det skandinaviske skeletmateriale peger på at sygdommen var udbredt omkring år 400, men det er først i middelalderen, altså fra ca. 1050-1500, at spedalskhed får en rigtig stor udbredelse. 

For at bekæmpe udbredelsen af sygdommen, oprettede man allerede tidligt i middelalderen de såkaldte Skt. Jørgensgårde, der var spedalskhedshospitaler, som ofte lå i udkanten af byerne. 

Her forsøgte man at isolere de syge for at mindske spredningen af smitte. Datidens læger var nemlig reelt magtesløse over for sygdommen, selvom man også i Danmark, i nogle tilfælde, har forsøgt at kurere den med kviksølv.  

Isolation og kvægtuberkulose  

Noget tyder på, at isolationen fungerede efter hensigten. Jesper L. Boldsen er en af de førende forskere i spedalskhed i Danmarks middelalder. Hans undersøgelser af skeletter fra middelalderen peger på, at spedalskheden næsten var forsvundet i større byer allerede i 1300-tallet. I de mindre byer og på landet forsvandt sygdommen i begyndelsen af 1500-tallet. 

Det er ikke sikkert, at isolationen af de spedalske er den eneste årsag til at sygdommen forsvandt i Danmark. Flere forskere mener, at den øgede udbredelse af tuberkulose og kvægtuberkulose i løbet af middelalderen betød, at befolkningen blev ”vaccinerede” eller i hvert fald mere modstandsdygtige over for spedalskhed. 

I hvert fald forsvandt spedalskhed efter år 1500, hvilket blandt andet kan ses ved, at kong Christian 3. i 1542 beordrede at alle Skt. Jørgensgårde skulle nedlægges, da der var så få spedalske. 

Vi kender ikke til, at der har været en Skt. Jørgensgård i Vejle, men det har der været i Kolding og Horsens, hvortil Vejle sandsynligvis sendte sine syge.  

Spedalskhedstegn på skeletter 

Hvor mange mennesker i byen og på landet havde egentlig spedalskhed? Der er navnlig de sidste 10-20 år blevet udført mange undersøgelser af skeletter fra Danmarks middelalder. Sygdommen efterlader nemlig synlige forandringer på menneskers knogler i 15-50% af sygdomstilfældene. 

De tydeligste forandringer ses i kraniets ansigt, ved næseåbningens kant, hvor knoglevævet nedbrydes, men også i ganen og overkæben mellem fortænderne og næseåbningen ses der nedbrydning. Også hånd- og fodknogler deformeres og nedbrydes. Lægbenene kan blive fortykkede og danne ekstra knoglebelægning. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Når et antal skeletter fra en bestemt kirkegård undersøges for disse forandringer, er vi i stand til at sige hvor udbredt sygdommen har været. Metoden til undersøgelse og udregning er dog ikke helt ligetil og nogle knogleforandringer, navnlig i benene, kan i stedet skyldes andre sygdomme. 

Udbredelse i byerne 

Ikke desto mindre ser vi, at sygdommen har sat sine tydelige spor i middelalderens befolkning, for en del mennesker har faktisk været smittede. 

Ved udgravning af en meget tidlig kristen kirkegård i Ribe, blev der fundet op mod 450 skeletter fra perioden 800-tallet til engang i slutningen af 1000-tallet, altså fra vikingetiden til den tidlige middelalder.  

Her viste det sig, at samlet set 10% af skeletterne havde tegn på spedalskhed. Ser man udelukkende på skeletterne fra vikingetiden, er andelen 24%. 

Ved udgravningen af en middelalderkirkegård i Lille Skt. Mikkelsgade i Viborg, viste det sig at ca. 20% af individerne havde tegn på smitte, og ved udgravningen af en middelalderkirkegård i Ole Worms gade i Horsens, viste undersøgelsen af 400 skeletter, at op mod en fjerdedel var smittet med spedalskhed.

Udbredelse på landet 

Det var ikke kun i middelalderens byer at spedalskheden fandtes. Ved udgravning og undersøgelse af skeletter fra middelalderkirkegårde ude på landet, finder man ofte spor efter sygdommen. 

Ved udgravning af en kirkegård fra den tidlige middelalder ved Lisbjerg Kirke uden for Aarhus, havde 19% af skeletterne tegn på spedalskhed. Af de mere end 500 skeletter fra middelalderen, som blev udgravet i Sejet tæt på Glud i Hedensted kommune, viste 11 % af skeletterne sig at have spor efter spedalskhed. 

På Øm Kloster uden for Skanderborg, viste mellem 10 og 50% af skeletterne sig at have spor. Undersøgelser af senmiddelalderlige skeletter viser færre spedalske og efter ca. 1500 ses sygdommen stort set ikke.

(Artiklen fortsætter under billedet)

En ret stor del af befolkningen i middelalderen, ofte 10-20%, har altså haft spedalskhed. Her må man dog huske på, at sygdommen udvikler sig langsomt og det er derfor ikke sikkert, at alle smittede har nået at udvikle synlige, ydre tegn. 

Mange smittede er gået i graven af helt andre årsager og mange har kunnet skjule skavanker eller har ganske enkelt ikke været klar over, at de var smittet. Det var altså langtfra alle smittede, som endte på Skt. Jørgensgården.

Spedalskhedsvinduer i kirkerne 

Sygdommen har også sat sig andre spor. I nogle af vore gamle sognekirker fra middelalderen finder vi de såkaldte spedalskhedsvinduer. Det var små åbninger, beregnet til at nadveren kunne rækkes ud til de spedalske, der var forment adgang til kirken.

På den måde kunne de syge alligevel deltage i den kirkelige handling. Her på Vejleegnen kender vi til tre spedalskhedsvinduer i sognekirker. I Hvirring kirke, mellem Vejle og Skanderborg, findes i korets sydmur et lille vindue, der sidder ret lavt, kun lidt over en meter over kirkens sokkel. Vinduet ses tydeligt, men selve åbningen er dog tilmuret i dag. Selve åbningen har kun været omkring 13 centimeter bred, altså lige akkurat nok til at man kunne række nadveren ud. 

Gårslev kirke syd for Vejle har også et spedalskhedsvindue, ligesom Smidstrup kirke mellem Vejle og Fredericia også har et. Fælles for alle er, at spedalskhedsvinduet sidder i kirkekorets sydmur og ret lavt.

Måske sad vinduerne lavt af hensyn til de forkrøblede spedalske?