Julenostalgi fra Vejle
Her får du historien om en helt særlig julegris og en teenage-nisse på 93 år. To mekaniske julevenner, der har en særlig plads i mange vejlensiske julehjerter.
Vejle har en lang tradition for at pynte butiksvinduer op til jul.
I dag er hele gågaden pakket ind i lyskæder og plastik-gran fra ende til anden, men tidligere skulle der ikke helt så meget til for at få byens børn til at trykke de decemberkolde næser flade mod butiksruderne og mærke juleglæden helt ned i tåspidserne.
Julegrisen og nissen var berømte for deres tilbagevendende julebesøg i Vejles butiksruder. De spredte julestemning og efterlod et smil på læben - både blandt børn og voksne. I dag er de gået på pension, og med deres fortællinger kan vi sammen mindes en juletid, hvor mundbind, afstand og håndsprit ikke var en del af traditionen.
(fortsættes under billedet)
Hele Vejles julegris
Den mekaniske julegris var i mange år et tilbagevendende højdepunkt i juletiden for mange vejlensere. Grisen stod i Tulip Slagteriudsalg i Nørregade og plirrede med øjnene til de børn og voksne, der kom forbi. Da tøjbutikken M. Knudsen overtog Tulips lokaler i 1972, fik de grisen med i købet.
Hvert år i juletiden kom grisen frem på sin faste plads i hjørnevinduet, hvor mange børn igennem tiden har stået og trykket næsen flad mod ruden for at se den. Den ældste erindring om grisen er fra en af M. Knudsens kunder, der blev født i 1920. Hun kunne huske grisen fra sin barndom, hvor hun i juletiden tit stod med sin mor i hånden og kiggede på den gennem vinduet.
Igennem årene hos M. Knudsen har grisen fået nyt nissetøj og luffer, der skjuler de smuldrende klove. Man kunne næppe tænke sig et bedre sted at havne for sådan en gammel slagtergris end i en tøjbutik, når man nu manglede juleklæder.
Da M. Knudsen lukkede forretningen i 2008, kom grisen på museum!
En frisk og frejdig teenage-nisse på 93 år
Den gamle nisse fra 1928 var i mange år en kær julegæst hos manufakturforretningen Katrine Christensen i Nørregade. Hvert år kom den frem til jul og skabte glæde hos den yngre del af den vejlensiske befolkning indtil forretningen ophørte i 1967.
Den mekaniske nisse er udstyret med et urværk, der har kunnet få hovedet til at nikke. Man skulle så trække den op med den store nøgle, der hænger på dens arm.
Selvom nissen er over 90 år, holder han sig utroligt godt. Nu bliver nisser jo generelt ret gamle, men når man har fast arbejde med at nikke hver december, kan det godt sætte sine spor.
(fortsættes under billederne)
Julegrisen og nissen har altid fint selskab af andre ældre juleting fra museets gemmer. Blandt andet gamle juleklipperier, juleplatter og en nissemand, der er lavet ud af gamle sokker.