Prostitution, øl og fisk

Af Helle Kathrine Lundum Sindberg, historiker

Kvinderne med de sort-røde huer

I middelalderen kunne man altid genkende de prostituerede. Eller det burde man i hvert fald kunne, mente Kong Hans. Med Hans’ forordning af 1496 blev det derfor påbudt, at de prostituerede kvinder i danske byer skulle bære en særlig påklædning. Tøjet måtte ikke være dyrt, og det skulle være af den slags lærred, hvoraf man kunne købe en alen til en skilling.

Desuden skulle de prostituerede ifølge forordningen bære en bestemt hue på hovedet, som skulle være farvet halvt sort og halvt rød:

"...og foreskrevne kvinder ej have […] bedre lærred end [en] alen til en skilling […] og skulle de have på deres hoved et […] klæde og en hue, som skal være halv sort og halv rød"

- Den danske rigslovgiving 1397-1513, 169

Da de prostituerede kvinder blev betegnet ”almindelige kvinder” er det en nærliggende tanke, at prostitution var et almindeligt erhverv i middelalderen.

Det er imidlertid svært at finde regnskaber eller lignende, der beretter hvor meget (eller lidt) disse såkaldte almindelige kvinder tjente. Men uanset hvilken betaling og levestandard de har haft, må de prostituerede medregnes som erhvervsdrivende kvinder i danske middelalderbyer.

Brygning, tapning og skænkning

Udover at overleve ved prostitution, kunne kvinder fungere som erhvervsdrivende på andre måder.

Allerede i den tidlige købstadslovgivning fra højmiddelalderen findes kvinder omtalt som ølkoner og kroholdersker. I Danmark var det i middelalderen et kvindeerhverv at brygge øl, og autoriserede ølkoner kunne desuden få lov at sælge det dansk-producerede øl.

Der blev i ølsalgslovgivningen skelnet imellem tre typer af erhvervsdrivende kvinder: Kroholdersker, ølkoner og bodekvinder. De sidstnævnte måtte holde deres handel til varer såsom foder til dyr, husholdningsredskaber, lærred til tøj, fødevarer, salt og andre fornødenheder. Men de måtte ikke sælge øl fra deres boder:

”[bodekvinder] må ingenlunde sælge øl i deres boder”

-Danmarks Gamle Købstadslovgivning, §37

Ølkoner måtte derimod godt sælge det øl, som de selv eller andre havde brygget, sålænge der ikke var tale om det finere og dyrere tyske øl.

Det tyske øl måtte kun sælges af borgere, der havde fine gæster eller købmænd boende. Men det hjemmelavede danske øl måtte sælges af ølkoner, både indendørs og udendørs.

Hvis salget foregik indendørs, kunne der være tale om øltapning og udskænkning hos kroholdersker. Kvinderne der erhvervede sig som kroholdersker solgte øl efter de mål, der var blevet fastsat af byrådet i den enkelte kroholderskes by.

Reglerne om øllets mængde og kvindernes fortjeneste på salget kunne derfor være meget forskellig, alt efter hvor ølglade byrådets medlemmer var.

Fisk hver fredag

I middelalderen fandt både prostitution og øldrikning sted, selvom det måske ikke stemte overens med tidens religiøse idealer.

Den katolske kirke var den dominerende, og uanset om middelaldermenneskene fulgte dens påbud eller ej, gav religiøse begivenheder struktur på det liv, der blev levet i middelalderen. Eksempelvis påbød kirken i middelalderen, at almindelige mennesker, prostituerede eller ej, skulle faste ugentligt hver fredag - samt alle 40 dage før påske.

På fastedage var det ikke tilladt at spise kød, og derfor var efterspørgslen på fisk stor. Det gavnede de såkaldte fiskeblødersker, hvis arbejde bestod i at sælge friske eller tørrede fisk.

Den generelle opdeling i middelalderens fiskehandel bestod i, at mænd fangede fiskene, hvorefter kvinder rensede, tilberedte og solgte fangsten. Fiskebløderskerne konserverede deres fisk ved at tørre eller salte dem. Når konserveringen var klaret, tog kvinderne til markedet for at sælge fiskene.

Men selvom fredagens handel gik næsten helt i fisk, kunne kvinder også sælge andre ting.

I senmiddelalderen dukkede betegnelser såsom kræmmersker, høkersker og de førnævnte bodekvinder op. Helt overordnet var sælgende kvinder i danske middelalderbyer generelt små erhvervsdrivende, der ikke tjente en formue, men kunne sælge et hav af forskellige produkter, fra gryder, lys og korn til øl og fisk.

En kvindes alder betød ikke noget

For at kunne ernære sig som småsælgende kvinde i middelalderen, skulle visse krav overholdes afhængigt af hvad kvinden solgte og hvem hun solgte til. For at ernære sig ved ølsalg skulle man eksempelvis være autoriseret ølkone. Men dengang betød kvinders alder ikke noget i forhold til handlekraft.

Det allervigtigste for kvinders handlekraft i middelalderen var deres civilstatus. En kvindes alder havde eksempelvis ikke betydning for om hun måtte sælge eller afhænde sin jord, det afgørende var at hun var gift eller enke:

"En Dreng kan ikke sælge eller paa anden Maade afhænde sin Jord, før han er 15 Vintre gammel, en Pige aldrig, før hun er blevet gift. En Enke kan baade bortsælge og mageskifte sin Jord, men dog således, at den, der er hendes nærmeste Frænde og raader for hendes Giftemaal, er til Stede."

- Skånske lov §46

Uanset deres civile status, har de handlende kvinder i middelalderen ikke haft nogen høj økonomisk status. Men både gifte kvinder og enker kan have fungeret som prostituerede, ølkoner og fiskeblødersker.

De småhandlende kræmmersker og bodekvinder har været synlige på torve og markeder, og de har ageret aktivt i handelslivet i danske middelalderbyer. Kvinder har altså været aktive samfundsborgere i middelalderen.

Litteratur:

Danmarks Gamle Købstadslovgivning, bind 1 (1951)
Erik Kroman, Det danske sprog- og litteraturselskab, København

Den danske rigslovgivning 1397-1513 (1989)
Aage Andersen, C.A. Reitzels Forlag, København

Skaanske lov og Jyske lov (1963)
Erik Kroman og Stig Iuul, Gads Forlag, København