vm-loop
læs højtvm-speaker

Pest­forordningen af 1625

Danmarks første sundhedslov

Af: Rasmus Skovgaard Jakobsen, museumsinspektør, VejleMuseerne

Op gennem 1500- og 1600-tallet blev Danmark gentagende gange ramt af en række pestudbrud. Nogle ramte hele landet, mens andre var mere regionalt begrænset.

I et forsøg på at sikre samfundet mod nye udbrud opstillede Christian 4. en række retningslinjer for, hvordan man skulle forholde sig til pesten. Dermed havde Danmark den 15. januar 1625 sin første sundhedslov: Pestforordningen.

Mange af de tiltag, der blev brugt dengang for små 400 år siden, er stadigvæk de samme redskaber, som vi i nutiden anvender i vores forsøg på at stoppe globale epidemier.

Guds straf  

Pestforordningen begyndte med at betone, at det var Guds vilje, når pesten raserede landet:  

Vi Christian den Fjerde, med Guds nåde Danmarks, Norges, Vendernes og Goternes konge, hertug i Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve i Oldenborg og Delmenhorst osv. bekendtgør for alle, at ganske vist ved vi godt, at al menneskelig forsigtighed er fuldstændig nytteløst, når der er udbrudt pest, dysenteri, eller Guds vrede viser sig på lignende måde. 

Der var i samtiden en forestilling om, at alt, hvad der skete i samfundet, var bestemt af Gud. Så når pesten spredte sig, så var det fordi, Gud var utilfreds med menneskene, og derfor var den første og bedste medicin anger, bøn og fromhed: ”Når nu sygdommen med sikkerhed viser sig i den nærmeste egn, skal der først og fremmest ske bøn og gudspåkaldelse for at afvende Guds vrede og straf.

Faktisk var den tanke så dybt lejret, at selvom vi senere skal se, at man gjorde meget for at isolere potentielt smittede personer, så skulle de stadig gå i kirke. Dermed øges smitterisikoen med nutidens øjne betragteligt. 

 

Kriseberedskabet 

Selvom pesten blev anset som Guds straf, så betonede pestforordningen, at det var ukristeligt ikke at forsøge at gøre noget ved epidemien. Så længe man huskede sin gudsfrygt, mens man bekæmpede smitten. Først og fremmest skulle alle købstæder oprette et kriseberedskab, der blev ledet af sognepræsten og overvåget af byrådet.

Beredskabet bestod af en pestmester, sjælesørger, gravere og ligbærere. Pestmesteren var ofte byens bartskærer, der udover at være byens barber også var byens kirurg. Derudover skulle hver by bygge et pesthus nær en kirkegård med et rum til syge og et til folk i karantæne. Havde byen ikke råd til at bygge et rigtigt hus kunne man nøjes med et skur: ”Hvor byerne har ringe formue, skal der i stedet indrettes et skur eller to efter byens omstændigheder. 

(Artiklen fortsætter under billederne)

Billeder - 1: Kroning af Christian IV i 1596. 2: Byldepest. 3: Portræt af Christian IV (1638) af Abraham Wuchters. 4: Dødedansen i Egtved Kirke. Kalkmaleriet betoner, hvordan døden tog både høj og lav.

Bekæmpelsesstrategi 

Det første man skulle gøre, når pesten kom til byen var bøn og gudspåkaldelse. Derefter skulle det hus eller det område, hvor udbruddet blev opdaget, isoleres. Da man mente, at pesten smittede via luften, så skulle pestmesteren som led i sin behandling ryge det befængte hus, så den dårlige luft kunne forsvinde. Var et hus kommet i karantæne, måtte dets beboere ikke forlade det.

Her opererede Pestforordningen dog med et socialt hierarki, da forordningen betonede, at rige borgere gerne måtte forlade deres hus, også selvom der var pest i det: ”Herskabet [må] ikke tvinges til at blive hos de syge”. 

For at inddæmme smitten, samt for at stoppe en eventuel eksport af smitte til andre landsdele, så skulle al sejlads stoppes til og fra det pestbefængte område, og grænserne til området lukkes. Endvidere stoppede centrale funktioner i det pågældende område, hvormed også landsbyens eller byens rum blev direkte påvirket af pesten.

Det skete eksempelvis under pestudbruddet i Kolding i 1654, hvor byens markeds- og torvedage blev forbudt, og al gennemrejsende trafik skulle dirigeres uden om byen. 

 

Fromhed som statsanliggende 

Når de syge var blevet isoleret måtte ingen besøge dem, på nær deres allernærmeste. Havde man besøgt et pestbefængt hus, var man underlagt en slags tvungen frivillig karantæne, hvor lovgivningen dikterede, at man skulle ”afholde sig fra andet selskab og samkvem (undtagen i kirken).

At kirkegang stadig var påtvunget, kan undre, da man i 1600-tallet i høj grad var klar over, at pesten smittede via personkontakt. Det var jo derfor, at man isolerede hele kvarterer, byer og landsdele.  

Alligevel blev denne regel fraveget, når det gjaldt de ugentlige gudstjenester. Baggrunden for det skal findes i samtidens syn på verden. Man var fra kongens gyldne gemakker til den fattige tiggerskes utætte hytte overbevist om, at enden var nær, og Dommedag stod for døren.

De gentagende pestudbrud blev set som varsler om de sidste tiders snarlige fremkomst, og den eneste måde man kunne udskyde denne dag på, samt være forberedt når Kristus snarligt ville skille fårene fra bukkene, var ved fromhed. Derfor var fromhed den eneste måde at stoppe pesten på og var i 1600-tallet et helt centralt statsanliggende. 

Fra pest til kolera

Coronavirus optager os alle og sætter dybe spor i kulturen og samfundet – og det har tidligere epidemier også gjort. I vores digitale udstilling ser vi på, hvordan tidligere epidemier har påvirket os.

Læs mere

Læs også

Se alle