Computerspil og massakrer - og lidt om tegneserier...
Det er en gammel sang, at computerspil er farlige for børn og unge. For hvis man både kan se andre blive skudt, og samtidig være den der aktivt skyder, hvor langt er der så til, at man gør det i virkeligheden?
Af Rasmus Skovgaard Jakobsen, museumsinspektør
Den columbinske teori
I 1999 dræbte Eric Harris og Dylan Klebold 13 personer på Columbine High School. De brugte begge mange timer på skydespillet Doom, og den amerikanske psykiater Jerald Block koblede hurtigt de to morderes interesse for skydespil sammen med selve massakren.
Blocks pointe var, at computerspil kan skabe afhængighed på samme niveau som alkohol og stoffer. Og ligesom at en narkoman reagerer med vrede, nervøsitet og mindreværd, hvis han eller hun bliver holdt fra sit stof, ligeså er det ifølge Block med computerspil. Netop i sagen med Harris og Klebold var de faktisk blevet begrænset i deres adgang til computere. Og det skulle så ifølge Block have ført til den forfærdelige massakre.
Blocks tilgang blev også anvendt i sagen mod terroristen Anders Breivik, der i 2011 myrdede 146 mennesker i Norge. Her fokuserede anklageren blandt andet på Breiviks World of Warcraft figur, som blev vist frem i retten.
Den columbinske teori er faktisk blevet så populær blandt både anklagere og forsvarere, at man i visse tilfælde har argumenteret for, at den anklagede ikke kunne holdes ansvarlig for sine egne handlinger, fordi de var blevet afhængige af et computerspil. Særligt spilserien Grand Theft Auto - hvor man kan slå tilfældige ned på gaden og foretage drive-by shootings - er blevet anset for at være særligt degenererende.
Opdragelse til terror
Kritik af nye medier er ikke noget nyt, men har eksisteret lige så længe, der har eksisteret populærkultur. Hvilket er længe! Eksempelvis minder nutidens kritik af computerspil om den kritik, som tegneserier mødte i 1950’erne.
Faktisk blev der nedsat et udvalg af den socialdemokratiske undervisningsminister Julius Bomholt. Baggrunden for kritikken var Tørk Haxthausens bog Opdragelse til Terror fra 1955. I bogen argumenterede Haxthausen for at tegneserier “frådser ganske uhæmmet i sanseløs brutalitet og sadisme.”
Ifølge Haxthausen hæmmede tegneserier børns læsefærdigheder, forkrøblede og udtørrede deres fantasi - og ikke nok med det, så blev børn kriminelle og voldelige af at læse tegneserier.
Mediepanik
Det er ikke kun kritikken af tegneserier, som minder om computerspilsdebatten. Også da cowboyromaner (50'erne), fjernsynet (60'erne) og senere VHS (70-80'erne) kom til, fandt man de samme argumenter om voldsskabelse og forråelse.
Argumenter, som ikke længere har den samme vægt som tidligere.
En stor del af frygten for computerspil kan forklares ved begrebet mediepanik. Altså at nye medier bliver beskyldt for alskens dårligdomme. Almindeligvis vil en sådan panik falme i løbet af et par årtier, men selvom computerspil har haft kommerciel gang på jorden siden midten af 1980’erne, så høres kritikken stadig.
Hvorfor det er sådan, er svært at sige, men det bunder muligvis i, at computerspil først for alvor er blevet allemandseje fra 2010’erne og frem. Godt hjulpet på vej af smartphones, som nu gør, at alle kan spille, hvor de vil, hvad de vil og hvornår de vil.
Eller måske venter kritikerne bare på, at en ny type medie tager over efter computerspillene og bliver populær hos ungdommen nu til dags...
⬛