Skulpturen 'Det pressede hjerte'
Foto © Foto: Mikkel Kaldal

Det skal du opleve i Vejle

Vejle, en by der byder på unikke kulturelle og historiske oplevelser og seværdigheder, har meget at tilbyde for både den kunstinteresserede og den historisk nysgerrige sjæl. Fra fascinerende kunst til bevægende historiske fortællinger og spændende arkæologi, her er en guide til, hvad du skal opleve i Vejle og Trekantområdet.

Kunst og arkitektur

Vejle Kunstmuseum

Vejle Kunstmuseum er et sandt mekka for kunstelskere. Museet favner bredt med værker fra både klassiske og samtidskunstnere, der tager fat på aktuelle samfundsspørgsmål. Her kan du opleve værker af mange forskellige danske og internationale kunstnere. For de mindste byder oplevelseszonen SANSEVÆRK på kunstneriske opdagelser gennem leg med alle sanserne.

Ikke mindst er museet vært for to særudstillinger i 2025, FRUGTBAR og NEPTUNE'S LAB 29°.

Fjordenhus og byens kunst

Fjordenhus, skabt af den verdenskendte kunstner Olafur Eliasson, er et must-see for enhver med interesse for arkitektur. Dette imponerende bygningsværk kan opleves sammen med Vejle Kunstmuseums guide eller på egen hånd. Med skulpturguiden i hånden, kan du tage på en spændende kunstnerisk byvandring.

Lige i nærheden: Trapholt i Kolding

Et besøg til Vejle kan med fordel udvides med en tur til Trapholt i Kolding. Dette museum for moderne kunst, kunsthåndværk og design er kendt for sin unikke arkitektur og smukke beliggenhed ved Kolding Fjord.

Historie og arkæologi

Kulturmuseet i Vejle

Kulturmuseet i Vejle kan du blive klogere på, hvordan vores moderne verden blev til. Museet byder på møder med Haraldskærkvinden, et af de bedst bevarede moselig, og fortællinger om de første landsbyer i jernalderen. Du kan også dykke ned i udstillingen om nattelivets historie, eller tage familien med til de spændende særudstillinger DE FØRSTE KONGER og UNDER KRIGEN.

Sct. Nicolai Kirke og Vejles historiske bykerne

Skt Nicolai Kirke er Vejles ældste bygning fra middelalderen. Et habilt stenkast fra kirken lå byens kloster, der hvor rådhuset ligger nu. Under Rådhustorvet og Kirkegade har arkæologer fundet utallige skeletter. Måske kan I selv finde de 23 indemurede kranier i kirkens nordre mur?

På bakkedraget i Vejles sydlige del står byens smukke, gamle vindmølle. Fra møllens rundgang er der en imponerende udsigt over Vejle by, Vejle Fjord og Vejle Ådal.

Lige i nærheden: Kongernes Jelling

Ikke langt fra Vejle finder du Kongernes Jelling, et museum der på interaktiv vis fortæller historien om vikingetiden og kongerne Harald Blåtand og Gorm den Gamle. Her kan du udforske de to store høje, se de berømte Jellingsten og få et indblik i vikingernes verden.

 

Ud i naturen

Fjorden og ådalen

Vejle ådal er et af landets smukkeste naturområder, og rummer en perlerække af små og store oplevelser for både kulturinteresserede voksne og nysgerrige børnefamilier.

Besøg Harald Blåtands Ravningbro, nyd Robert Jacobsen og Jean Clareboudts monumentale landskabsskulptur i Tørskind Grusgrav, leg med vandeksperimenter på Randbøldalmuseet og kom tæt på dyrene og fortiden i Vingsted jernalder.

Inde i byen: Økolariet

Økolariet er fyldt til randen med bæredygtighed og samfundsrelevant naturvidenskab. Ingen andre steder i Danmark findes der et sted, hvor alle mennesker på en sjov og spændende måde kan få indblik i, hvordan vi menneskers handlinger er med til at forme fremtidens verden på godt og ondt.

Vi ses i Vejle

Uanset om du er til kunst, arkitektur eller historie, byder Vejle på oplevelser, der beriger og inspirerer. Gør dig klar til en rejse gennem tid, kultur og kreativitet i denne fascinerende del af Danmark.