vm-loop
læs højtvm-speaker

Trompetist og komponist, Anne Efternøler, er kendt på den skandinaviske scene som en af de mest kreative og spændende trompetister i Norden i dag.

Med sin kvartet, Anne Efternøler & Lige Børn, udforsker hun en, på papiret, temmelig umulig kvartet-instrumentering bestående af en trompet og tre kontrabasser. For, hvis lige børn leger bedst, hvorfor så ikke sætte tre verdensklasse kontrabassister stævne og skabe et univers hvor en kombination af fri improvisation og stramme kompositoriske greb danner ramme for kvartettens udfoldelse?

I selskab med den amerikanske stjernebassist Thomas Morgan og de to danske bas-helte Anders AC Christensen og Richard Andersson udgav Efternøler, i efteråret 2022, den anmelderroste plade Anne Efternøler & Lige Børn, som undersøger og går på opdagelse i begreber som puls, tid, friktion og stilstand.

For Anne Efternøler er en komponist drevet af det umulige. ”Jeg elsker tanken om, at man i kunsten kan ophæve enhver konvention eller naturlov og bare beslutte, at det her må man godt. Det er enormt frisættende…”.

Anne Efternøler & Lige Børn eksperimenterer og flirter med utopier, men går aldrig på kompromis med den gode melodi og det rene klare udtryk. En ligetil kvartet som leger med alt det skæve.

Anne Efternøler: Trompet / Thomas Morgan: Kontrabass / Anders Christensen: Kontrabass / Richard Andersson: Kontrabass

Koncerten er arrangeret af Jazz i Trekanten og støttet af Vejle Kommunes Kulturpulje.

Vejle Kunst­museum

Brug et par inspirerende timer på Vejle Kunstmuseum.

Besøg Vejle Kunstmuseum