Premiere på kortfilmen 'Artist?'
Torsdag den 7. november kl. 20, lægger Vejle Kunstmuseum hus til premierevisningen af kortfilmen ARTIST? af Lasse Hvidtfeldt.
Filmen handler om en ung kunstnerspire, der brænder for at skabe kunst. Hun søger at få adgang til en udstilling i kunstens hellige haller på et kunstmuseum. Det skal vise sig at være vanskeligere end som så….
Kom og se med, når instruktør Lasse Hvidtfeldt viser sin kortfilm, der er optaget på Vejle Kunstmuseum, offentligt for første gang og fortæller lidt om arbejdet bag.
Filmholdet
Kortfilmen er produceret af 4 unge og ambitiøse filmskabere fra hele landet, der har fundet sammen gennem film. Kortfilmen er skrevet og instrueret af vejlenseren Lasse Hvidtfeldt, der tidligere har vundet priser for kortfilm i ind- og udland, bl.a. prisen for bedste film til ungdomsfilmfestivalen NUFF i Tromsø, Norge.
Alle instruktørens tanker er omsat til interessante og udtryksfulde billeder og lyd af fotograf Viktor Janning Andersen og lydmand Mikkel Andersen, med karakterer og historie fortolket og udøvet af Andrea Grønlund Mogensen, Yvonne Andersen og Tina Grønlund.
Sammenspillet mellem filmholdets forskellige ansvarsområder har skabt en unik og tankevækkende kortfilm, som er krydret med fantastisk musik af Folkeklubben.
Kortfilmen er lavet med hjælp fra Vejle Kunstmuseum, i form af lån af lokaler der passer til filmens overordnede stil. Derudover har Lunderskov Efterskole, hvor de tidligere nævnte holdmedlemmer alle har gået, hjulpet til med teknisk støtte.
Skuespillere
Skuespiller Andrea Grønlund Mogensen, i rollen som den håbefulde unge kunstner, er en ung spirende skuespiller fra Aarhus. Med stor skuespillererfaring, trods sin unge alder.
Skuespiller Tina Grønlund, fra Aarhus, i rollen som mor til den spirende unge kunstner.
Tina er aktiv autodidakte skuespiller med erfaring fra ca. 50 produktioner i kortfilm, spillefilm, Tv Serier og reklamefilm.
Skuespiller Yvonne Andersen i rollen som kunstudvælger/skrankepave. Yvonne er en af Vejles mest aktive autodidakte skuespillere med knap 60 kortfilm i rygsækken og adskillige andre skuespillerpræstationer i diverse genre.
Arrangementet er gratis og åbent for alle, der har lyst til at deltage.