vm-loop
læs højtvm-speaker

02.02.19 - 22.03.20

Denne særudstilling kunne opleves på Kulturmuseet fra februar 2019 til marts 2020.

Tidligere særudstilling om jernalderens guldofringer på Kulturmuseet.
Se Hjarnøskatten, og mærk det kaos, der ramte verden, da solen forsvandt!

I 500-tallet blev der ofret store mængder guld i det nuværende Danmark.

Hjarnøskatten, der udstilles for første gang, er netop et skattefund fra 500-tallet, da askeskyer fra vulkanudbrud i år 536 og 540 førte til en lille istids kulde, som vendte op og ned på den kendte verden og skabte kaos. 

De mange guldofringer i den periode kan have været en desperat befolknings løsning på det kaotiske mørke, som skabte sult, kulde, fejlslagne afgrøder og øget dødelighed blandt mennesker og dyr.

Flere øjenvidneskildringer fra de kaotiske år, hvor menneskene led under voldsomme klimaforandringer med mørke, kulde og angst er nedskrevet allerede i år 536 e. Kr. Andre fortællinger har overlevet fra mund til mund og er først blevet nedskrevet meget senere.

Når solen forsvinder

Solen er blevet tilbedt til alle tider i håb om en bedre morgendag. 

Hvis solen forsvinder, mister menneskene grundlaget for det daglige liv, og de vender sig mod religion som løsning på kaos. Guld & Kaos byder på nogle af de mest ikoniske eksempler på soltilbedelse gennem tiden, bl.a. solsten fra Bornholm og hvirvelhjul og billedsten fra Gotland.

Ragnarok og Fimbulvinter

Træd indenfor, og få fortællingen om Fimbulvinteren og Ragnarok kendt fra den nordiske mytologi. Stil skoene på reolen, sæt dig godt tilrette på hynderne, og nyd fortællingen sammen med en solformørkelse – men pas på, for måske lurer Fenrisulven på dig i mørket! Der er lagt op til afslappet og lærerig oplevelse for store og små.

Få et indblik i Vølvens Spådom, der er en myte om verdens skabelse, undergang og genskabelse fra den nordiske mytologi. Vi regner med, at den først er nedskrevet i middelalderen, men har været fortalt fra mund til mund i mange århundreder før. Læs udvalgte vers om verdens undergang – Fimbulvinter og Ragnarok. Måske henviser versene til noget af det, jernalderfolket oplevede i 500-tallet.

Tolkninger af guldhornene

På guldhornene, der også er fra yngre jernalder, er der en levende billedverden, som både er fascinerende og svær at fortolke. 

Arkæologerne opfatter guldhornenes inskriptioner og figurer som et billedsprog, men tænk, hvis vi kunne knække koden til det!

I udstillingen Guld & Kaos kan du se nærmere på en kopi af guldhornene, få forskellige fortolkninger af dem gennem tiden og selv vurdere, hvad du tror, billederne betyder. Måske kan du knække koden?

Arrange­menter

Se alle

Hjarnøskatten

Det begyndte med to amatørarkæologers fund af et par små guldsmykker og endte med en udgravning af en guldskat på 32 stykker, som rummer helt nye fortællinger.

Læs mere
Brakteat x2
Brakteat x55
Hele Hjarnøskatten

Kultur­museet i Vejle

Oplev hvordan den verden vi kender i dag, blev skabt.

Læs mere