Våbenofring udgraves: Følg arkæologens arbejde
Kom helt tæt på de fantastiske jernaldervåben fra Løsning Søndermark, når en af Vejlemuseernes arkæologer udgraver live på Kulturmuseet i Vejle.
I jernalderen for 1.500-2.000 år siden, gravede en fyrsteslægt våben nok til en mindre hær i huse ved Løsning, Hedensted, mellem Vejle og Horsens. Sammen med de mange våben blev også nedgravet en utrolig kostbar ringbrynje, rester af en romersk hjelm og andre genstande, der viser at stedet har været beboet af en magtfuld slægt igennem århundreder. Den måde krigsudstyret er gravet ned på, viser at der er tale om ofring til de højere magter.
Et af de stolpehuller, som våbnene og ringbrynjen blev nedgravet i, er optaget i præparat, dvs. gravet op sammen med den omkringliggende jord. Det er udgravningen af denne store jordklump på over 200 kg, som kan følges helt tæt på i efterårsferien.
Arbejdet med at udgrave våbnene foregår i hele museets åbningstid kl. 10-17 fra lørdag d. 10 oktober til onsdag d. 15. oktober.