Vævelaugets sommerudstilling: På begejstringens bølge - Vævekunst i farveleg
Lige siden mennesket erstattede dyrehuden med den spundne uld, har væven og vævekunsten haft en betydelig plads i vores samfund. I nyere tid som industri, men altid som kunsthåndværk.
Sideløbende med sin væveuddannelse har Hanne vævet mange stykker stof i forskellige farver og mønstre. Ideen til et pudeprojekt opstod og i samarbejde med sin søster Karin er de blevet til 21 skønne puder. Begejstringen har drevet projektet, hvorfor Hanne kalder projektet for ”På begejstringens bølge”.
Resultatet er puder, hvor man fornemmer farvernes styrke i sammenspil med komplicerede vævemønstre. Vævekunst kræver at man er dedikeret i den årelange læringsproces, der skal til for at mestre håndværket.
Farver skabes i et sammenspil mellem en flade og solens lys. Farver kan formidle følelser, temperamenter og stemninger.
Naturen viser os farvernes regelsæt og i regnbuen ser vi det fulde farvespekter. Vi sætter farver på alt fra tøjet vi bærer til puderne vi hviler hovedet på.
Jørgens billeder, som er fra en serie han kalder Colour Collage, byder Hannes puder op til dans. De leger med mønstre og farver, men med forskellige redskaber; væven, trenden, garnet og skytten - lærredet, akrylen, spartlen og pen.
Bag udstillingen står:
- Hanne Dorte Liltorp Iversen, Vævehåndværker
- Karin Margrethe Liltorp, Montage
- Jørgen Kristiansen, Billedkunstner, undervist i billedkunst, håndværk og design
Udstillingen kan ses i Randbøldalmuseets åbningstid, og når vævelauget holder åbent i værkstedet
Randbøldalmuseet
Randbøldalmuseet byder på spændende og udfordrende oplevelser for hele familien. Her kan børn og voksne opleve historien om gamle dages produktion af papir og klæder.
Besøg Randbøldalmuseet