Et lille kim: Olivia Holm-Møller
Olivia Holm-Møller gik sine egne veje og malede alt fra det nære og hverdagslige til abstrakte og spirituelle landskaber
I udstillingen Et lille kim: Olivia Holm-Møller, kan du fordybe dig i kunstner Olivia Holm-Møllers billeder, grafik og ord.
Holm-Møller (1875-1970) er en usædvanlig modernistisk kunstner i dansk kunsthistorie, der gik sine egne veje og malede alt fra hjemmets nære rammer, til spirituelle landskaber.
Et lille kim dykker ned i et udvalg af Olivia Holm-Møllers kendte og mindre kendte værker fra Vejle Kunstmuseums egen samling. Fælles for værkerne er en sanselig, nysgerrig nerve og opmærksomhed på forbindelsen mellem vores indre og ydre verden, som Holm-Møller altid formåede at væve ind i sine værker, hvad enten hun malede, lavede grafik eller skrev digte.