KROPUMULIG KROPUTROLIG
Udstillingen Kropumulig Kroputrolig sætter antikke kropsidealer i moderne kunstnerisk omfavnelse
Menneskets krop er fantastisk og helt utrolig. Til tider også lidt umulig. De fleste mennesker bestræber sig på at følge de fremherskende skønheds- og kropsidealer, men de færreste tænker nok over, at idealerne har rødder helt tilbage i den græske antik. Udstillingen er en undersøgelse af den universelle menneskelige tilstand det er at leve i sin krop på godt og ondt.
I det gamle Grækenland, for mere end to tusind år siden, blev der skabt monumentale marmorskulpturer, der siden er gået over i verdenshistorien som noget af den vestlige verdens største kunst.
De monumentale skulpturers fremstilling af oldgamle skønhedsidealer er en rammesætning for nye vinkler på, hvad krop, køn og idealer kan være.
'Kropumulig Kroputrolig' er ikke en historisk udstilling om den græske oldtid. Det er undersøgelse af den universelle menneskelige tilstand det er at leve i sin krop, på godt og ondt. De gamle skulpturer udfordres og iscenesættes i en sanselig og legende scenografi, der inviterer til at gå på opdagelse, både i de fysiske rum og i ens egen krop og sjæl.
Med et tidshop frem til i dag har Vejle Kunstmuseum inviteret fire kunstnere til at gå i dialog med oldtidens krops- og skønhedsideal.
Udstillingen viser nye værker, skabt specielt til udstillingen, af Mia Mai Graabæk, Søren Thilo Funder og Sarah Trahan, samt en nyerhvervet værkserie af Lærke Posselt.
Værkerne stiller på hver sin unikke måde spørgsmål til, hvordan vi forholder os til vores krop i dag, og hvordan kropskultur i samfundet påvirker vores måde at arbejde og leve på.
Vejle Kunstmuseum har indlånt afstøbninger af antikke skulpturer, fra nogle af landets bedste samlinger: Statens Museum for Kunst, Antikmuseet, Thorvaldsens Museum og Kunstmuseum Brandts.
Tak
Udstillingen er støttet af: