Kørners Kunstkonkurrence 2021
33 værker, skabt af gymnasieelever fra hele landet, udvalgt af John Kørner, Billedkunst- og desinglærerforeningen, Kastrupgaardsamlingen og Vejle Kunstmuseum.
I 2021 modtog Kørners kunstkonkurrence rekord mange værker fra landets billedkunst- om designelever inden for konkurrencetemaet AFTRYK. Mange unge havde udnyttet muligheden for at udtrykke sig kunstnerisk om, hvilket aftryk Corona sætter på deres liv. Kørners Kunstkonkurrence er en årlig konkurrence for landets billedkunst- og designelever i gymnasiet om at få udstillet deres værk på Vejle kunstmuseum og Kastrupgaardsamlingen.
Konkurrencen for de unge gymnasieelever blev skabt af en af Danmarks største kunstnere John Kørner (også kendt fra tv-serien Kunstnerkolonien i Skagen), i samarbejde med undervisningsministeriet og Billedkunst- og Designlærerforeningen, BDF. Konkurrencen er ham magtpåliggende:
”Det, der er på vej nu, er den nye generation af kunstnere. For mig er det afgørende, at de unge mennesker bliver bevidste om kunst, at de reflekterer. Ikke alle skal være kunstnere. Men det er vigtigt at forstå hvad kunst er og kan. Det ser vi f.eks. ved, at de unges værker er meget personlige udtryk, for den verden de lever i lige nu”, siger John Kørner.
Trine Grøne fra Vejle Kunstmuseum supplerer:
”For os som Kunstmuseum er det meget vigtigt også at være et forum for de unge kreative mennesker. Jeg er imponeret over den passion og skaberkraft, der lyser ud af de unges egne kunstneriske udtryk, som er af imponerende høj kvalitet. De unge lever i og udtrykker sig gennem et visuelt univers og deres syn på verden skal frem”
Kørners kunstkonkurrence, der er vokset stærkt i de 6 år den har eksisteret, var ikke en realitet uden drivkræfter fra Undervisningsministeriet og Billedkunst- og Designlærerforeningen. Konkurrencen har til formål at udfordre, udvikle og udstille værker fremstillet af billedkunst-og designelever i Danmark og på den måde vise omverdenen, hvordan billedkunst og design er fag, der er med til at danne gymnasieelever i Danmark. Interessen for konkurrencen blandt underviserne og de unge er da også eskaleret med raketfart med nærmest en fordobling i antallet af deltagende værker hvert år - i år deltog således ca. 730 elevværker fra ca. 50 forskellige billedkunst- og designhold fra 26 gymnasier i landet.