vm-loop
læs højtvm-speaker

12.05.21 - 14.11.21

Denne udstilling kunne ses på Vejle Kunstmuseum i sommeren og efteråret 2021.

En af Danmarkshistoriens vigtigste kunstsamlere var slagtermester. Max Wørzner skabte en enestående samling, og blev nær ven med de unge kunstnere, der senere dannede CoBrA.

Krig og kunstsamling

I tiden før og under 2. Verdenskrig skabte slagtermester Max Wørzner fra Vejle en enestående samling af ny og banebrydende kunst.

Han havde en stor interesse for kunst, købte værker efter hvad der talte til hans hjerte. Samtidig opbyggede han et nært og personligt venskab med mange af de unge kunstnere.

Det var en tid præget af uro, frihedsberøvelse og lukkede grænser. Krig og krise tvang de unge kunstnere til at søge og finde inspiration nye steder, og resultatet blev fødslen af en ny kunstretning:

Den abstrakte ekspressionisme.

Kunstnerne fandt inspirationen mange steder: Krigens indgriben i deres liv. Myter og sagn. Eksotiske, fremmedartede masker. Psykoanalytikeren Sigmund Freuds tanker om ‘det underbevidste’.

Resultatet blev abstrakte, farverige værker, der var skabt med stor ekspressivitet, der oftere gengav kunstnernes sindstilstand og drømme, end den virkelige verden.

Kunst for kød

Max Wørzner fik, som en af de første, øjnene op for den nye kunst. Han var en mand, der ikke lod sig påvirke af, at kunstnernes radikale udtryk hverken faldt i god smag i de etablerede kunstkredse eller hos den brede befolkning.

Han købte ofte værkerne direkte af kunstnerne – nogle gange endda inden malingen på lærredet var tørt. En del af betalingen bestod tit af kødpakker, som var en overdådig luksus for de fattige kunstnere.

Fremtidens fortællinger

Mange af de unge kunstnerne blev senere en del af CoBrA-bevægelsen (1948-1951). Med Asger Jorn i spidsen var de fortalere for, at kunsten skulle fungere som en samlende enhed for folket efter krigen.

Tanker og idéer fra dengang er stadig til inspiration for kunstnere den dag i dag.

Kunst for kød tager os med på en rejse tilbage til tiden før og under 2. Verdenskrig. Netop nu, i 2021, står vi på tærsklen til en lignende historisk periode, hvor vi på én gang kan begynde at se frem mod lysere tider, men samtidig lever i en hverdag, der stadig er hårdt påvirket af krisen.

Endnu engang, begynder vi at opdage, hvad det er kunsten kan i en krisetid.

Kunstnere i udstillingen:

  • Asger Jorn
  • Else Alfelt
  • Robert Jacobsen
  • Sonja Ferlov Mancoba
  • Carl-Henning Pedersen
  • Richard Mortensen
  • Henry Heerup
  • Svavar Gudnason
  • Egill Jacobsen
  • Ejler Bille
Tak til...

Vejle Kunst­museum

Brug et par inspirerende timer på Vejle Kunstmuseum.

Besøg kunstmuseet

Billede øverst: Asger Jorn, Påtrængende væsener, hvis Existensberettigelse bevises ved deres Existens, 1939