Jellingprojektet – et kongeligt monument i dansk og europæisk belysning
Projektet tager afsæt i Jellingmonumenterne og deres enestående karakter. Monumenterne i Jelling – de to runesten rejst af kongerne Gorm og Harald, de vældige høje og Jelling Kirke – blev i 1994 optaget på UNESCO’s liste over verdens særligt bevaringsværdige historiske mindesmærker.
I 2008 modtog Nationalmuseet en generøs bevilling fra Bikubenfonden på 23,3 millioner kr. til gennemførelsen af ”Jellingprojektet – et kongeligt monument i dansk og europæisk belysning”.
Projektet tager afsæt i Jellingmonumenterne og deres enestående karakter. Monumenterne i Jelling – de to runesten rejst af kongerne Gorm og Harald, de vældige høje og Jelling Kirke – blev i 1994 optaget på UNESCO’s liste over verdens særligt bevaringsværdige historiske mindesmærker.
Udpegningen er udtryk for monumenternes centrale betydning ikke blot i et dansk perspektiv, men på verdensplan som et af de væsentligste mindesmærker fra vikingetiden overhovedet. Den videnskabelige interesse for monumenterne kan følges tilbage til slutningen af 1500-årene. Alligevel kan der, som de seneste års arkæologiske undersøgelser har vist, stadig føjes overraskende nyt til den viden, vi har om stedet og de begivenheder, der fandt sted her.
Delprojekt ved Vejlemuseerne: Jernalderen og vikingetiden i Jelling og omegn
v. museumsinspektør Charlotta Lindblom
Jelling er en af vikingetidens centrale lokaliteter, men forskerne har længe stået på næsten bar bund, når vikingetiden her i øvrigt skulle beskrives. Indtil for få årtier siden var der ud over selve monumentkomplekset ingen andre arkæologiske fund fra vikingetiden omkring Jelling. Vikingetiden er i det hele taget ikke særlig stærkt repræsenteret i denne del af Østjylland. Gravfundene er få, og det samme gælder skattefundene. Den guldring, som sagnkongen Frode Fredegod hængte op på Jelling Hede som tegn på de sikre tilstande i riget, har endnu ikke fundet et modstykke i et skattefund fra Jelling.
Først i 1986 afslørede undersøgelser i forbindelse med nybyggeri spor af et gårdsanlæg og en tilhørende veludstyret grav fra ældre jernalder umiddelbart syd for Jelling. Disse fund førte til en beslutning om at gennemføre arkæologiske prøvegravninger ved alle byggeområder inden for kommunen, og der kan i dag tegnes et billede af en kontinuerlig bebyggelse i og omkring Jelling fra tiden omkring Kristi fødsel frem til den ældste fase i vikingetidens monumenter.
Jelling har uden tvivl haft mere end blot lokal betydning. Hensigten med projektet er ved hjælp af en kortlægning af de fortidige (jernalder) og samtidige bebyggelser, fund og anlæg også uden for Jelling sogn at belyse på de regionale forudsætninger bag etableringen af Jellingkomplekset. Det primære undersøgelsesområde vil omfatte Tørrild herred og de nærmeste sogne mod syd og nord, mens den tidsmæssigt ramme strækker sig fra ældre jernalder til vikingetid/ældre middelalder. Tidsdybden vil være størst i Jellings nærmeste opland, hvor de enkelte lokaliteter behandles mere indgående.
Projektets publikationer
Adamsen, C. & Lindblom, C. 2014. Vikingetidens jagthunde. Skalk 2014/1. 3-5.
Adamsen, C. & Lindblom, C. 2014. Seletøjsbeslaget fra Lille Lihme. Flintøksen 2014/1. 6-7
Dengsø Jessen,M; Holst,M.K; Lindblom,C; Bonde,N & Pedersen, A. 2014: A Palisade fit for a King: Ideal Architecture in King Harald Bluetooth´s Jelling. Norwegian Archaeological Review, s. 1-23.
Lindblom, C & K. Balsgaard Juul. 2018: Jelling før Gorm. SKALK, nr. 3, 2018.
Lindblom, C. 2014. Harald Blåtands palisade i Jelling. I LokalHistorie fra Sydøstjylland s. 7-18. 2014.
Lindblom, C. 2014. Jelling – fund og kulturlandskab i det lokale område. Vikingetidens aristokratiske miljøer – Netværk og kommunikation (H. Lyngstrøm & L.C.A. Sonne, red.) København 2014. 21-32.
Lindblom, C. 2019. UNESCO and World Heritage Management in Jelling – Opportunities and Challenges. In Analecta Archaeologica Ressoviensia; a joint endeavour undertaken by the University of Rzeszów and the Leibniz Institute for the History and Culture of Eastern Europe (GWZO), vol. 13.
Lindblom, C. 2020. The royal monuments in their regional setting. In Viking Encounters “Proceedings of the Eighteenth Viking Congress. 2020.
Lindblom, C. Jelling in context. In prep. Publiceres i PNM. Publications from the National Museum Studies in Archaeology & History. Copenhagen.
Lindblom, C & Dengsø Jessen M. In prep. Jelling before Jelling. Publiceres i PNM. Publications from the National Museum Studies in Archaeology & History. Copenhagen.