vm-loop
læs højtvm-speaker OBS: Arrangementet er afviklet

Skyen er en totalinstallation i krydsfeltet kunst og teknologi, som bliver et nyt permanent vartegn i Spinderihallerne.

Skyen er også en manifestation af den art-tech dagsorden, som over tid er blevet bygget op i FabLab, Spinderihallerne og sidst, men ikke mindst takket være Kultur & Sundheds Art Tech Tuesday programmer i 2021.

Skyen vil fremover være åben for både det kunst- og teknologiinteresserede publikum ligesom den vil indgå i FabLabs aktiviteter for skoler og uddannelser.

Det har det været kunstner Jacob Remins ønske at skabe et fysisk rum til kritisk refleksion og dialog over internettets og ny teknologis rolle i vores liv.

Til indvielsen kan du møde kunstneren bag Skyen, Jacob Remin og du kan gense og genhøre nogle af de medvirkende kunstnere og forskere fra Art Tech Tuesday Programmerne. Der bliver selvfølgelig lidt godt til halsen og til ganen og vi slutter af med en Cloud Concert v/ jacob Remin og en inviteret gæste-performer.

Alle er meget velkommen og arrangementet er gratis.

I sin endelige form vil Skyen svæve 4.5 m over jorden og fylde et rum på ca 7 x 5 m. Værket består af hundredvis af svævende micro-computere, udstyret med tusindvis af lysdioder og forbundet med myriader af netværkskabler. Skyen har sit eget netværk, og er programmeret til at reagere på forskellig slags data; vejret, lys, bevægelse og signaler fra mobiltelefonerne i vores lommer.

Skyen er sponsoreret af Statens Kunstfond, 15. Juni Fonden, Det Obelske Familiefond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, samt Spinderihallerne.

Med Art Tech Tuesday ønsker vi at fremme en bevægelse, som er åben, nysgerrig og spørgende. Hvor det ikke handler om at finde løsning og svar, men om at gøre verden større.

Art Tech Tuesday er udviklet i et samarbejde mellem AI Innovation House, Vejle Kommune, Vejle Bibliotekerne, Vejle Musikteater og Vejlemuseerne.

Du kan følge Art Tech Tuesday på Facebook og LinkedIn.