Interview: Parafraser og Grafisk værksted Vejle

Grafisk Værksted Vejle kom med en god idé til Vejle Kunstmuseum: At udstille parafraser af udvalgte værker på kunstmuseet. Vejle Kunstmuseum takkede ja, for det er samtidig relevant at præsentere byens borgere for de dygtige kunstnere, der arbejder i og beriger Vejle som by. 

En parafrase er en kunstners egen version af en anden kunstners værk. Parafraser findes på tværs af kunstarter, i musik, i litteratur og i billedkunst. Et af parafrasens karaktertræk er genkendelighed: det kan være i motiv og formsprog, i farvevalg og / eller forskellige elementer, der optræder i inspirationsværket og parafraseværket. 

Resultatet var en mangfoldig udstilling af 17 kunstnere, der kunne ses på Vejle Kunstmuseum indtil 18/4 2022.

Herunder følger interviewet med kunstnerne Annette Zierau (AZ), Kurt Ejvind Nielsen (KEN) og Hansine Kirkegaard Nielsen (HKN).

Artiklen forsætter under billedet

< > Swipe for at se parafrasen og originalen

Udstillingen Parafraser på Vejle Kunstmuseum består af 17 kunstneres egne versioner af 17 værker fra kunstmuseets permanente udstillinger. Fortæl om det værk fra kunstmuseets samling I valgte at parafrasere: Hvad fangede og inspirerede jer ved værket? Hvorfor valgte I lige netop dén kunstner? 

HKN:
Mit valg faldt på Trine Boesens maleri, Bouncing on clouds. Jeg oplevede en umiddelbar genkendelighed i Boesens måde at sample elementer ind i værket, hvilket er tæt på min egen kunstneriske praksis.

Trine Boesen arbejder meget med kontraster mellem natur og industri, hvilket jeg også selv gør, derfor blev jeg inspireret til at forholde mig til nye sammenstillinger af elementer. Trine Boesens værk har en fin balance mellem ro og kaos og en fin balance i farverne.

Kaos og ro hænger sammen – det ene kan ikke være der uden det andet, hvilket jeg har forsøgt at tage med i min egen parafrase. 

KEN:
Jeg er primært maler og tegner og dyrker croquis-tegning meget. Derfor var kroppen som tema et oplagt emne for mig.

Mit valg blev Petra Kleists fotografi af kunstner Maja Malou Lyse. Jeg havde mange tanker om fotografier sat op i forhold til de sociale medier. Hvordan opfatter man kroppen i dag? Der er mange tabuer i forhold til frihed.

Maja Malou Lyse er en spændende kunstner, fordi hun bruger sin egen krop. Hun afsøger grænser: Hvad kan og må man i dag, i forhold til at vise kroppen? Er der censur i dag? Jeg tegner tit croquis, og har valgt at gengive fotografiet som håndtegning i farver. 

AZ:
Jeg er fan af John Kørner og har været meget betaget af hans store krigsmalerier.  De talte til og rørte mine sanser.

John Kørner beskæftiger sig med dystre emner, der er sørgelige og ofte tabuiserede, men uden at motivet trænger sig for voldsomt på, fordi Kørner ofte arbejder semi-abstrakt med sine motiver. Hans værker rejser spørgsmål om, hvad medfører problemer.

Kørners grafiske serie Warproblems inspirerede mig til at binde an med et meget vanskeligt og tabu-belagt emne: dødsvold mod kvinder. Der er ofte berøringsangst og skam forbundet med at tale om det emne. Hvordan kunne et så svært emne gribes kunstnerisk an? Kørners grafiske serie Warproblems inspirerede mig til mange skitser og undersøgelser.                                      

Artiklen forsætter under billedet

< > Swipe for at se parafrasen og originalen

Hvordan har I gjort den valgte kunstners værk til jeres eget? Hvilke valg måtte I træffe undervejs? 

HKN:
Jeg afsøgte mange grene i mange retninger, og eksperimenterede med mange forskellige teknikker. Det involverer f.eks.  at tegninger bliver efterbearbejdet digitalt på computeren og derefter måske igen tegnes videre på, i hånden.

En måde at forbinde og adskille min parafrase fra Trine Boesens værk er for eksempel fluesvampen som element, hvor jeg har valgt at gengive den sorte svamp. I mit værk indgår også et busskur, der i folkemunde kaldes champignonen. Igen har kontrasten mellem industri og natur inspireret mig: Hvordan agerer vi mennesker, som forbrugere? Kan man overhovedet tage en bus fra A-B uden at bruge en app? Vi skal passe på vores jord, og alligevel går vi i Ikea.

Det er fristende at købe via internettet, men vi veksler rabatter med informationer om os selv, uden at vi ved, hvordan de informationer bliver brugt. Det er en bekymrende udvikling. I mange tilfælde medfører vores modsatrettede intentioner (passe på naturen vs. købe billige møbler) nogle vanskelige dilemmaer, som vi som mennesker mister kontrollen over. Det emne vil jeg gerne tage op. Min inspiration fra Trine Boesen er synlig i mit arbejde med kontraster.

Jeg har haft fokus på at arbejde med hårde og bløde former, organiske former overfor faste former. Jeg har gjort min parafrase til min egen ved at tage farven væk og arbejde sort-hvidt, også som en underforstået modstilling af det digitale og det analoge.  

KEN:
Jeg blev inspireret af Petra Kleists fotografi af Maja Malou Lyse. Jeg har arbejdet i mange år i den digitale branche. Fotografi og de digitale medier kan let producere mange ens kopier som aftryk af f.eks. en krop. Men digitaliseringen kan også løbe af sporet, fordi det er så let at skabe kopier.

Men jeg er betaget af tegnehåndværket som croquistegner og gennem den teknik gjort min parafrase til min egen version af Petra Kleists fotografi. En tegning er håndens aftryk. Den er aldrig copy-paste, selv om det er det samme motiv. Jeg har lavet ni tegninger af det samme motiv, men hver enkelt er forskellig.

Maja Malou Lyses positur på fotografiet er meget provokerende. Hvor går grænsen? Det spørgsmål har jeg ønsket at rejse ved at tre af tegningerne på tværs kan udgøre en form for ensfarvet censur-bjælke.  

AZ:
Lige som John Kørner har sat navn på hver enkelt af de 21 danske soldater, som omkom i Afghanistan krigen i perioden 2002-2009, har jeg sat navn på de 48 kvinder, som pga. partnervold er omkommet på fire år. I begge tilfælde gør navnene emnet mere vedkommende og personligt.

Alle kender en Stine, samtidig kan Stine være alle. Jeg blev særligt opmærksom på problemet under corona, da nyhederne beskrev at krisecentrene blev kimet ned af kvinder i voldelige forhold, der var låst fast i hjemmet under corona-nedlukningen. Der er så meget skyld og skam forbundet med partnervold. Vi lukker øjnene.

Jeg researchede på problemet og kontaktede forskellige organisationer. Men hvordan kunne jeg gøre så vanskeligt et emne tilgængeligt i mit værk? Kørners semi-abstrakte måde at fremstille de danske soldaters død inspirerede mig til en lignende tilgang: Mit værk har jeg gjort til mit eget, ved at trykke de 48 døde kvinders navne i blodrød farve på grå betonsten.

Min intention er – gennem kunsten – at åbne for at tale om et meget vanskeligt og tabubelagt emne.

I arbejder alle som grafikere og med anden kunst på papir, hvilket også passer ind i Vejle Kunstmuseums store grafiske samling. De værker, I har valgt som inspiration, er et maleri, et fotografi og en serie grafiske tryk. I har valgt andre kunstneriske metoder som udgangspunkt for jeres egne parafraser. Hvordan spiller jeres valg af teknikker ind i den fortælling, I lægger ind i jeres parafraser?  

HKN:
Jeg kastede mig over at afsøge motivets kraft i mange teknikker og materialer: Fra tegninger, tusch og akvareller til digital bearbejdning og tilbage igen. Jeg ville afsøge hvad, der er væsentligt i fht billedets elementer ved at kombinere det håndholdte og det digitale.

Jeg eksperimenterede, afsøgte forskellige vinkler og muligheder, før jeg besluttede min parafrases endelige udtryk. 

KEN:
Jeg gik også ud af mange spor: Jeg tog fotografier af fotografier og arbejdede med forskellige kompositioner og versioner, men hele tiden med croquistegningen som inspiration. Jeg tog mange digitale genveje og mange kopier i starten, på mange forskellige materialer.

Da jeg er mere maler end grafiker besluttede jeg at arbejde med tørfarver / pastelkridt, inspireret af Vejles afdøde kunstner Albert Bertelsen. Tørfarver er smukke og klare, men drysser. Det var en udfordring og jeg måtte fiksere hele tiden, da jeg arbejdede med de endelige tegninger. Men det var en sjov proces. 

AZ: I min proces fik jeg afprøvet tryk på mange forskellige materialer. Jeg ville lave en installation. Jeg eksperimenterede også med træsnit og linoleumstryk og hvilken farvetone, jeg ville anvende. Jeg søgte en forenkling i udtrykket, så navnene på de afdøde kvinder, der var ofre for vold, stod skarpt frem. Derfor skulle farven være stærk.

Den røde farve er kendt for både at henvise til kærlighed og til blod. Skrifttypen var også vigtig. Den måtte ikke være dekorativ. Den skarpe røde farve står i kontrast til de grå betonsten. I Berlin er der et minde-museum hvor der er mindesten for jøder, med deres navne på.

Med min installation af mindesten ønsker jeg, at vi aldrig glemmer de kvinder, der blev ofre for partnervold. Med det semiabstrakte udtryk håber jeg, at det bliver lidt nemmere at modtage værkets svære emne og bidrage til mere dialog om et tabu.

Kunstnere er oftest frie til at behandle en ide og et motiv, som han eller hun vil. Har I haft betænkeligheder ved at påtage jer en så bunden opgave, som en parafrase er?  

KEN:
Det er helt ok – det er ikke uvant med rammer for den skabende proces, men en god udfordring. Men absolut ingen betænkeligheder ved opgaven. 

HKN:
Selv om jeg tager mange omveje i mit arbejde er der altid struktur. Det er vigtigt at overveje, hvordan man kommer bedst ud over rampen.

Processen i forbindelse med udstillingen Parafraser er kendt praksis. Men selvfølgelig er der en vis ærefrygt forbundet med en parafrase, af stor respekt for den anden kunstner. 

AZ:
Det er spændende at lave en form for ”lovlig kopi”. En af kunstmuseets gæster bemærkede, at det var ”en spændende udstilling med kopier”. Men det er netop med ærefrygt: ”Wow, hvad tænker Kørner?”  

HKN:
Det er jo netop ikke kopier. Og der er ikke to fra Grafisk Værksted, der har valgt det samme værk fra kunstmuseets samling at parafrasere.

Artiklen forsætter under billedet

< > Swipe for at se parafrasen og originalen

Hvad har projektet givet jer som kunstnerisk fællesskab i Grafisk Værksted Vejle? Har I fået motivation til flere fælles projekter? 

Alle:
Vi har haft mange udstillingsprojekter og samarbejdspartnere over årene. Nogle fra værkstedet arbejder mest for sig selv, men mange har glæde af fællesskabet i Grafisk Værksted Vejle, hvor man kan sparre, lufte frustrationer og få vendt ideer undervejs. Det har vi en god tradition for.

Corona skabte behov for at være sammen med andre, og der er opstået nye fællesskaber på tværs i denne forbindelse. Vi håber at udbrede kendskabet til Grafisk Værksted Vejle, vise at vi vil og kan noget. Vi har en seriøs tilgang, udveksler erfaringer og skaber nye projekter sammen. 

Flere af kunstnerne fra Grafisk Værksted Vejle har været forbi selve udstillingen i løbet af udstillingsperioden, afholdt workshops og artist talks. Hvordan har I oplevet gæsternes reaktioner på udstillingen og jeres værker? 

AZ:
Gæsterne på kunstmuseet har vist stor nysgerrighed, det har virkelig været fedt med den direkte dialog. Efter besøg i udstillingen en lørdag var jeg helt ”høj” bagefter. Gæsterne var engagerede, spørgelystne og ærligt interesserede i at vide mere om, hvad Parafraser gik ud på, hvilke tanker, der ligger bag.

Flere gæster brugte over 30 minutter i Parafrase-udstillingen, det er usædvanligt. Vi mødte mange forskellige aldersgrupper: Familier med skolebørn, ældre, unge gymnasieelever.  Der var rigtig mange, der undersøgte de forskellige kunstbøger og mapper med skitser, der fortalte om processen bag hver enkel parafrase.

Der har været et stort engagement i de aktiviteter, vi har tilbudt!

Vejle Kunstmuseum vil gerne sige tak til Grafisk Værksted Vejle for godt samarbejde og til de tre kunstnere bag dette interview, for at dele deres tanker om at arbejde med Parafraser.