Miljø skulpturer (16 + 20)
Børge Jørgensen, 1970
Om værket
Skulpturgruppen Miljø består af 13 skulpturer, og er udformet dels af lave, kuglerunde former, med lange, tynde rør. Man kan nærmest fornemme et hoved, krop og lemmer på de mange menneskelignende figurer. Nogle af disse figurer kravler og bevæger sig hen over jorden, og lige i nærheden står nogle høje, antennelignende stolper, som ligner, at de kommunikerer ud i rummet. Det skaber en stor kontrast mellem de to typer af figurer - de jordnære, der kravler langs jorden, og de høje slanke, der rækker op imod himlen.
Inspirationen til Miljø stammer ifølge kunstneren selv fra tv-reportager fra hungersnøden i republikken Biafra, omkring 1970, hvor sultende børn kravlede rundt med opspilede maver. Samtidig var stormagterne USA og USSR i færd med en større højteknologisk krig om satellitter i rummet. Formerne synliggør det uforståelige paradoks, der opstår mellem hungersnød i den tredje verden og højteknologien i de rige lande.
Skulpturerne er erhvervet af Vejle Kommune i 1971.
Om kunstneren
Børge Jørgensen (1926-1998) var en dansk autodidakt kunstner. I begyndelsen af sin karriere udførte han figurative skulpturer i granit. Inspireret af Robert Jacobsen begyndte han fra ca. 1960 at eksperimentere med pladejern, og med det mere smidige materiale skabte han værker i et mere abstrakt formsprog. Hans motiver og formsprog er inspireret af mennesker og dyr. Jørgensen har i årenes løb gennemført mange udsmykningsopgaver i hele Danmark.
Skulpturguide Vejle midtby
Med skulpturguiden får du en oversigt over nogle af de skulpturer, du kan finde i Vejle. Bevæg dig rundt i midtbyen i dit eget tempo og oplev kunsten.
Læs om skulpturguiden