vm-loop
læs højtvm-speaker

Vejle Kunstmuseums vartegn er skabt af den unge danske kunstner Julie Stavad i 2023.

Det monumentale hjerte presses mod foyerens søjle. Det er som om, at arkitekturen svarer det igen og minder os om, at vi alle har et forhold til hjertet.

Det banker i vores bryst under hud, kød og knogler. Måske banker det af omsorg, måske banker det af sårbarhed, måske banker det af vrede, måske banker det af glæde.

Uanset, så er hjertet den legemsdel, vi fylder med vores følelser. Selvom det ret beset er en simpel muskel, så er hjertet det vitale organ, vi associerer direkte med vores sindstilstande.

Kunstner Julie Stavads gigantversion af et hjerte lader dette forhold til vores følelser ramme os på en kropslig og overvældende måde. 

Den 4 meter høje skulptur er skabt specielt til Vejle Kunstmuseum.

'Det pressede hjerte' kan opleves i museets foyer og ses udefra igennem vinduespartiet ved museets hovedindgang.

Julie Stavad fortæller om værket:

"At se noget, vi har arbejdet på så længe tage fysisk form i den fysiske ramme, det er tiltænkt er magisk. Det er en kulminationen af forestillinger og følelser. Der er blevet brugt mange teknikker, materialer, tests og utallige mange timer ved computerskærme i processen mod et værk, der handler om mødet med krop, rum, skala og materiale. Jeg er så vild med det røde betræk. Trods det vildeste forberedende skrædderarbejde, blev det først rigtig til på stedet. Det blev nærmest modelleret på formen."

Om Julie Stavad

Julie Stavad er dansk kunstner født i 1987. 

Hun arbejder primært med skulptur og ofte i stort anlagte projekter, der inddrager omgivelserne i forhold til skulpturen eller spiller arkitektur og skulptur sammen i en totaloplevelse. 

En markant del af Stavads skulpturer transformerer hverdagsobjekter eller industrielt producerede genstande til gigantobjekter, der udfordrer vores opfattelse af de ting, vi omgiver os med og stiller fundamentale spørgsmål til, hvordan vi er i verden. 

Julie Stavad

Materiale

Tekstil, aluminium, polystyren og gips

2,5 x 4 x 1,5 meter.

Det enorme værk er realiseret med støtte fra Ny Carlsbergfondet, 15. juni Fonden, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse og Statens Kunstfond.

Vejle Kunst­museum

Brug et par inspirerende timer på Vejle Kunstmuseum.

Besøg Vejle Kunstmuseum
Tak til Ny Carlsbergfondet, 15. juni Fonden, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse og Statens Kunstfond.