Figur­grupper foran Råd­huset

Foran Vejles gamle rådhus på Rådhustorvet er to figurgrupper placeret. De er hver 2,5 m høje og udført i granit. Hver skulptur viser en mand og en kvinde, en pige og en dreng. De fire voksne figurer symboliserer de fire erhverv, der danner grundlaget for Vejle bys eksistens: Handel (en vægt), håndværk (en sav), landbrug (et kornneg) og industri (et tandhjul). I midten af figurgrupperne vokser et livstræ med krone af bladdekorationer.

Kunstneren er islændingen Sigurjón Ólafsson (1908-1982). Han blev i Danmark først udlært som håndværksmaler, senere skulptør på kunstakademiet i årene 1928-33. Ólafsson udførte portrætstatuer og portrætbuster, men eksperimenterede med det abstrakte formsprog. Rådhusstatuerne er Ólafssons største værk i DK, bestilt og udført 1943-1945. Han rejste derefter hjem til Island hvor han nedsatte sig permanent og blev Islands betydeligste abstrakte billedhugger. I Reykjavik er oprettet et museum for hans kunst.

Kroppen i kunsten

Kroppene i skulpturgrupperne fremstår meget massive og forenklede i udtrykket. Der er intet fint eller fornemt over personerne, der nærmest fremstår grove og plumpe. Det er kroppe, der har slidt for føden, men som også fortæller om råstyrke og vilje. Ansigterne er næsten anonyme. Måske virker denne forenkling ikke flatterende, men disse stærke personer fra Vejles fortid, kunne på den anden side repræsentere enhver af Vejles djærve borgere.

Kunst med forhindringer

Skulpturgrupperne blev bestilt af Vejle byråd i 1942, men først afsløret i 1955. I første omgang satte besættelsen under 2. verdenskrig en stopper for realiseringen af byrådets beslutning om at omlægge rådhustorvet. Men bag den officielle begrundelse lå uenigheder og splittelse. Mange borgere protesterede imod figurgrupperne, fordi de var så massive og groft tilhuggede og mange syntes ikke de passede til rådhusets arkitektur. Det hele krydret med partipolitisk kævl og brudte aftaler. Sagen var pinlig, og skulpturerne blev først sat op på rådhustorvet i 1955.

Materialet

Granitsten er et stærkt og bestandigt materiale. Overfladen har meget fine porrer og afviser let vind og vand. Derfor er det et velegnet materiale til udendørs skulpturer. Samtidig er det den hårdeste type sten og vanskelig at hugge i. Ólafssons formsprog er enkelt og en henvisning til romansk billedhuggerstil fra middelalderen - med et kompakt udtryk.

Den manglende buksebag

Læg mærke til den lille dreng på den venstre skulpturgruppe (som vender ud mod Kirkegade). Han har korte bukser på – det vil sige, den ene buksebag mangler! Årsagen til at drengen står med blottet bagdel er næppe en idé fra kunstneren, men måske en teknisk fejl: Har man først hugget af en sten, er der ingen vej tilbage, og fejl er uoprettelige. Kunstneren har valgt at bevare den halve buksebag og ikke lade drenge stå helt uden bukser.