vm-loop
læs højtvm-speaker DA / EN

Bjørn Nørgaard, 1999

Om værket

Ud for Vejle Banegårds indgang står skulpturen Himmelstigen - Jacobs drøm.

Skulpturen består af en monumental granitsele, der er 9 meter høj og 2 meter bred. Stenen er placeret midt i et meget fladt basin, hvorfra der som oftest pibler vand omkring skulpturen. Det kan ligne, at skulpturen er sat sammen af flere forskellige sten, men der er faktisk kun tale om én granitsten. Teknisk har Nørgaard arbejdet med det glatte, det matte, det slebne og det rå, ubehandlede udtryk i stenen. Derfor er det lykkedes at få forskellige farvenuancer og teksturer frem, selvom det er den samme sten.

Selve stenens form henviser til oldtidens steler i Ægypten – der er også ægyptiske tegn eller hieroglyflignende tegn i og på skulpturen. En figur i et af de nederste hjørner er inspireret af skulptøren Michelangelos (1475 -1564) skulptur Atlas Slave. Andre steder er billedsproget mere moderne, og man kan finde bl.a. en kuffert, som henvisning til rejser med tog.

Placeringen foran banegården relaterer skulpturen til begrebet at rejse. Tallet tolv går igen flere gange på Himmelstigen, som en henvisning til de tolv stjernetegn og Jesu tolv disciple. 
På den ene side af Himmelstigen, den der vender væk fra banegården, ses en grå rektangel, som måske er et bord. For enden af bordet sidder en hel menneskefigur, der kan være Jesus, og rundt omkring bordet sidder andre figurer, der kan være disciplene. En af figurerne har rejst sig, og er på vej væk. Måske er det Judas. På den anden side af stenen ses de samme disciple, rejst ud i verden for at viderebringe det kristne budskab.

I stenens port findes et digt, der lyder:

Det kaldes Himmelstigen, 

Vores drøm om paradiset

Kærligheden

Og et bedre smukkere 

Liv på jorden

Jacobs drøm

 

Inspirationen til Himmelstigen er en historie i Det Gamle Testamente, hvor Jacob, under en rejse i ørkenen, i en drøm så en stige, der strakte op til himlen. Af den kunne Guds engle rejse op og ned fra himlen. Skulpturen rummer mange andre former for trapper eller stiger, der kan være symbol på åndelig eller religiøs stræben.

Skulpturen er rejst i 1999 i anledning af den nye banegårdsbygning, og blev finansieret af DSB Bygningstjeneste. Den er skabt af Bjørn Nørgaard, i samarbejde med Poul Hansen Stenhuggeri ApS., Bronzestøberiet Leif Jensen ApS., og H. Christiansen Kobbersmedie.
I porten står der også flg. inskription:

 

Jeg Bjørn gjorde sammen med Henrik denne sten

Ejvind hjalp

Lille Jan huggede den hos stenhugger Flemming 1998

Stenen er udført i samarbejde med DSB

Vejle Kommune  

 

Om kunstneren

Bjørn Nørgaard blev født i 1947 i København, og voksede op i et socialistisk arbejderhjem, hvor musik, litteratur og billedkunst blev anset for bærende værdier i samfundet. I 1964 fulgte han Den Eksperimenterende Kunstskole (Eks-skolen), som på dette tidspunkt blev drevet af kunsthistorikeren Troels Andersen og bl.a. kunstnerne Poul Gernes og Per Kirkeby. I 1966 mødte Bjørn Nørgaards den tyske kunstner og professor Joseph Beuys (1921-86), som inspirererede Nørgaard til fortsat at arbejde med ukonventionelle materialer som gips, pap, ståltråd og hverdagsobjekter. Bjørn Nørgaard har udført gruppeaktioner, happenings og i det hele taget arbejdet på tværs af almindelige kunsttraditioner. Han er også kendt for sit arbejde med Dronningens Gobeliner.

Kort over Vejle midtby

Skulptur­guide Vejle midtby

Med skulpturguiden får du en oversigt over nogle af de skulpturer, du kan finde i Vejle. Bevæg dig rundt i midtbyen i dit eget tempo og oplev kunsten.

Læs om skulpturguiden