vm-loop
læs højtvm-speaker DA / EN

Povl Søndergaard, 1953

Om værket

Statuen her på Kirketorvet er et monument over den danske præst og historiker Anders Sørensen Vedel (f. 1542 – 1616). Han var født og opvokset i Vejle, men tog i 1561 til København. Her opnåede han en magistergrad ved Wittenbergs universitet i 1566. Fra 1568 fungerede han som slotsprædikant ved Københavns Slot, og i starten af 1570'erne oversatte han Saxos "Gesta Danorum", fra latin til dansk. Gesta Danorum var en semi-fiktionel krønike over den danske historie indtil det sene 1100-tal, skrevet på latin og dermed kun læselig for de færreste i samfundet. Med en dansk version af denne, blev Danmarks historie gjort tilgængelig for mange flere, selvom kun et mindretal af danskere kunne læse og skrive, på denne tid. Gesta Danorum er et af de vigtigste og mest berømte værker fra den danske middelalderlitteratur.

På soklen under statuen findes fire symboler, der skal fortælle om Anders Sørensen Vedels gode karaktertræk. Røgelseskarret symboliserer hans hengivenhed til Gud. Den blomstrende urt skal fortælle, at Anders Sørensen Vedel var optaget af sundhed. Tidens gang symboliseres af slangen, der bider sig selv i halen, og den samlende trekant henviser til den kristne Treenighed.

Statuen er udført i granit, som er en af de hårdeste former for sten. Stenens bestandighed sikrer mindet om Anders Sørensen Vedel evig holdbarhed og tilfører figuren udødelighed. Teknisk er billedhuggerarbejdet dygtigt og meget nøje udført. Det er næsten en friskulptur, hvilket er vanskeligt at gøre i så hårdt materiale som granit.

Statuen af Anders Sørensen Vedel blev rejst i 1953. Den var finansieret af Vejlensersamfundet, Det Modewegske Legat og Vejle Kommune, og er på alle måder en vaskeægte statue, som viderefører gamle traditioner. Statuer er traditionelt monumenter over en afdød person, der har udført noget særligt, og som vi bør lære af. Det er tydeliggjort ved, at Vedel er ophøjet på en sokkel og vi er nødt til at se op på og se op til ham. Med pennen han holder i den ene hånd, bogen han holder under armen og præstekraven, der fortæller om hans præstegerning, bliver hans livsværk og årsagen til hæderen understreget.

Om kunstneren

Povl Søndergaard (1905-1989) var billedhugger og født i Ringsted. Fra han var 15 til han var 19 år var Søndergaard i lære som stenhugger. Efter Teknisk skole fortsatte han på kunstakademiet i København, fra 1927–33. Han blev særligt kendt for skulpturen Pige der sætter sit hår, som han udstillede på Charlottenborg i 1932. Søndergaard modtog i disse år flere legater og rejste til Italien, Grækenland, Frankrig og Spanien. Hans andet store arbejde Siddende pige fra 1932 står ved Vejle Kunstmuseum.

Kort over Vejle midtby

Skulptur­guide Vejle midtby

Med skulpturguiden får du en oversigt over nogle af de skulpturer, du kan finde i Vejle. Bevæg dig rundt i midtbyen i dit eget tempo og oplev kunsten.

Læs om skulpturguiden