vm-loop
læs højtvm-speaker DA / EN

Robert Lund-Jensen, 1954

Om værket

Skulpturen Mor og barn er skabt af billedhuggeren Robert Lund-Jensen. Her ses en kvinde med barn, der fremstilles sunde, naturlige og livsbekræftende. Når man ser nærmere på skulpturen og udtrykkene i ansigterne, kan man næsten føle at man overværer et meget omsorgsfuldt, ømt og kærligt øjeblik mellem moderen og det lille barn. Skulpturen viser kroppenes naturlige former og proportioner, der også er sensuelle og frodige. Motivet med mor og barn er universelt og kendt gennem hele historien, og det er samtidig et genkendeligt billede, som de fleste mennesker kender hjemmefra. Motivet udstråler ro, harmoni og intimitet, og trækker også tydelige referencer fra den kristne traditions billeder af Jomfru Maria med Jesusbarnet, hvilket kan tilføre ethvert motiv med mor og barn yderligere værdi.

Skulpturen er skænket som gave til Vejle By fra Vejle Bank (nu Sydbank) i 1954, i anledning af bankens 100-års jubilæum.

Om kunstneren

Robert Lund-Jensen (1915-2003), også kaldt Lille Robert blev født i Odense i en håndværkerfamilie, skråt over for H.C. Andersens hus.  Lund-Jensen blev udlært som malersvend i 1935, men havde samtidig en stor interesse for skabende kunst, og i 1935-36 blev han elev hos billedhuggeren Erik Cohrt.

Det store gennembrud kom i 1947, hvor Lund-Jensen vandt en national konkurrence om et monument for besættelsens ofre under 2. verdenskrig, som blev opstillet i Ansgar Anlæg i Odense i 1950.

Lund-Jensen specialiserede sig i kvindefigurer, og i løbet af sin karriere nåede han at skabe over 50 skulpturer. Hans bedst kendte værk er nok skulpturen Amanda fra 1954, der står ved havnen i Kerteminde.

Kort over Vejle midtby

Skulptur­guide Vejle midtby

Med skulpturguiden får du en oversigt over nogle af de skulpturer, du kan finde i Vejle. Bevæg dig rundt i midtbyen i dit eget tempo og oplev kunsten.

Læs om skulpturguiden