2000’erne og 2010’erne
Web- og mobilspil styrer!
Wolla, min fætter!
I løbet af 00’erne blev webbaserede spil populære. Da flere skoler samtidig begyndte at satse på computere i undervisningen, blev en række webspil opfundet af skoleelever. Det er dog ikke kun private, som lavede webspil, men også store institutioner som Danmarks Radio.
En stor succes indenfor webbaserede computerspil kom i år 2000, hvor Mujaffa-spillet gik online. Spillet handler om, at score blonde, storbarmede piger, hilse på sine fætre og samle guldkæder for derved at skaffe street-credibility. Målet er at blive etnisk playboy, hvis det går godt, eller grønthandler-assistent, hvis det går skidt.
Udover at skabe en masse debat om diskrimination og stereotyper (Tro det eller ej: første udgave af spillet hed ‘Perker-spillet’), så blev spillet en enorm succes med over 200.000 spillere i løbet af de første par uger.
De første mobilspil
Det er også i 00’erne, at mobiltelefoner begynder at blive udbredt, og det udnytter nogle spiludviklere til at lave de første danske mobilspil. En ny industri er født, og SMS-spillene CrimeVille og De 9 Bud bliver ganske populære, blandt andet ved at reklamere i Anders And-blade og ungdomsblade.
Samtidig oprettes spiludviklingsuddannelsen DADIU, som er med til at understøtte den spirende danske spilbranche og give spiludviklerne et uddannelsesmæssigt løft.
10’ernes mest downloadede spil er dansk
I 2012 udgav de to danske spilproducenter Kiloo og SYBO Games mobilspillet Subway Surfers. I spillet er man en graffitikunstner, som bliver opdaget i at ‘tagge’ et metroområde, hvorefter man skal flygte fra sikkerhedsvagten og dennes hund. Mens man flygter, skal man indsamle guldmønter og undgå at kollidere med tog og lignende.
Spillet er den største danske spilsucces til dato og blev det mest downloadede spil i 2017, samt det første spil i verden, som blev downloadet mere end en milliard gange på Google Play. Ifølge Business Insider var Subway Surfers 2010’ernes mest downloadede spil i hele verden.