Sterili­sation og kastra­tion

Af Rasmus Skovgaard Jacobsen

Fra den første sterilisationslov blev indført i 1929, til ophævelsen i 1967 (året efter p-pillens indtog), blev der steriliseret omtrent 13.000 åndssvage i Danmark.

Tidens læger, politikere og samfundsdebattører havde den opfattelse, at mens åndssvage mænd måtte tvinge sig til sex, så havde de åndssvage kvinder langt nemmere ved at finde villige mænd – både andre åndssvage, men også almindelige mænd.

Da de samtidig kunne sætte defekt afkom i verden, blev der steriliseret langt flere kvinder end mænd.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Fra ’frivillighed’ til tvang 

Den første sterilisationslov fra 1929 gav mulighed for at sterilisere eller kastrere åndssvage, hvis de frivilligt gik med til det.

Frivilligheden var dog begrænset til om man ville lade sig sterilisere eller forblive på anstalten – typisk på en af ø-filialerne. Derfor er der flere eksempler på aftaler mellem anbragte og læger, hvor lægen lovede den åndssvage at komme væk fra anstalten, hvis vedkommende til gengæld lod sig sterilisere.

Sterilisationen var dog ikke en sikker billet ud af åndssvageforsorgen, da flere efter endt operation først kom i kontrolleret familiepleje og det ofte flere år efter sterilisationen. 

I 1934 forsvandt frivilligheden og lægerne kunne nu tvinge åndssvage til sterilisation.

Ofte blev de åndssvage bragt til Vejle Sygehus uden at vide hvilket indgreb der skulle til at ske. Det eneste anstalten behøvede var godkendelsen fra en bestikket værge, som altid selv var læge og som kun i sjældne tilfælde havde mødt den åndssvage. 

Kastration som hjælp 

Mens sterilisation foreger ved at overskære sæd- eller æggelederne, så består kastration af fjernelse af æggestokke eller testikler.

Indgrebet blev hovedsageligt anvendt på mandlige sædelighedsforbrydere, såsom homoseksuelle, voldtægtsmænd og pædofile.

Problemet med disse var ikke kun at de potentielt kunne sætte defekt afkom i verden, men i lige så høj grad deres seksuelle tilbøjeligheder.

Man mente kastrationen ville lindre deres hyperseksualitet, onanitrang, homoseksualitet, transvestisme og andre seksuelle perversioner. 

(Artiklen fortsætter under videoen)

P-piller og ret til sex

I 1959 blev Den Kellerske Åndssvageanstalt en del af Statens Åndssvageforsorg. Den nye forsorgschef Niels Erik Bank-Mikkelsen ønskede at åndssvage skulle leve et liv ”så nær det normale som muligt”, hvilket bestod i ikke længere at bo på sovesale, gå i institutionstøj og – ikke mindst – have et seksualliv.  

Det var dog først med p-pillens indtog i 1966 og fri abort i 1973, at synet på åndssvages seksualitet ændrede sig og at loven om tvangssterilisering blev fjernet. Åndssvage under forsorg skulle dog stadig have godkendt ægteskaber og Justitsministeriet gav sjældent tilladelse medmindre den ene part lod sig sterilisere. 

Op gennem 80’erne ændredes synet på sex og i dag uddannes der seksualvejledere til at guide mennesker med udviklingshandicap i onani, samleje og kontakt til prostituerede.

Samme gruppe får dog stadig genetisk vejledning af læger, og børn af mennesker med udviklingshandicap bliver ofte aborteret, eller bortadopteret straks efter fødslen.