IDIOT! Læge­lige beteg­nelser og skælds­ord gennem tiden

Af Rasmus Skovgaard Jakobsen, museumsinspektør

Den afsindige, gale dåre 

En af de første som beskæftigede sig med de åndssvage var lægen Jens Rasmussen Hübertz. I midten af 1800-tallet rejste han rundt i Danmark og undersøgte vilkårene for de afsindige og gale, som han beskrev i bogen Om Daarevæsenets Indretning i Danmark fra 1843.

Begrebet dåre stammer oprindeligt fra biblen, hvor dåren eller dårskab er en betegnelse for dem, som ikke tager imod Gud eller ikke følger moralen. Efter oplysningstiden blev begrebet dåre en almen betegnelse for det tåbelige og umoralske. Dem som fulgte deres impulsivitet og instinkter i stedet for fornuften var dåre.  

Hvor dåren tidligere blev anset som besat af en ond ånd eller en straf fra Gud, så blev dåren i midten af 1800-tallet anset som uhelbredeligt syg. Dåren var gal og forrykt – afsindig –, men kunne ifølge Hübertz ikke selv gøre for det og skulle have hjælp.

I midten af 1800-tallet bestod denne hjælp, ifølge Hübertz, i, at man indespærrede de gale i dårekister, celler eller lænkede dem til sengestolper eller pæle på marker og i lader. Størstedelen af forsorgen med dårene var privat, men en del fattighuse havde dog særlige bure, hvor dårene kunne blive spærret inde. F.eks. var der 49 bure i Jylland, 37 på Sjælland, 8 på Lolland-Falster, 25 på Fyn, 9 på Ærø og Als, samt 5 i Island.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den abnorme idiot 

Begrebet idiot stammer fra græsk (idiṓtis) og var oprindeligt en nedsættende betegnelse for en lægmand, der var ukyndig, udannet og ude af stand til at begribe ting. Modsætningen var en kyndig og lært person, som vidste bedre end det jævne ’folk’. I Danmark blev betegnelsen blandt andet anvendt i Ludvig Holbergs skuespil Barselsstuen fra 1723 og senere i Peter Andreas Heibergs Indtogsvise fra 1790. 

Indtil midten af 1800-tallet skelnede man i Danmark officielt ikke mellem sindssyge og åndssvage. De var alle afsindige og gale dårer. Lægen Jens Rasmussen Hübertz’ kortlægning viste dog, at det var nødvendigt at opdele gruppen i to: De sindssyge og de åndssvage.

Samtidig med den begyndende skelnen mellem de to grupper begyndte begrebet ’idiot’ at fremkomme som betegnelse for den gruppe, som senere fik navnet åndssvag. Eksempelvis hed Hübertz' åndssvageanstalt fra oprettelsen i 1855 Helbredsanstalten for idiotiske, svagsindige og epileptiske Børn og fra 1862-1892 blot Idiotanstalt. 

Også forløberen til Den Kellerske Anstalt, der senere blev Nordeuropas førende åndssvageanstalt, havde oprindeligt idiotbegrebet i sit navn: Idiotanstalten Gl. Bakkehus.

Fra 1880’erne skiftede anstalten dog navn til Johan Kellers Abnormanstalt, da abnormbegrebet nu blev anset for mere neutralt end idiot.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Selvom begrebet forsvandt fra anstalternes navne, så vedblev idiot-begrebet i den medicinske verden. Således kategoriserede man på den sjællandske åndssvageanstalt Andersvænge langt op i 1900-tallet de allerdårligste åndssvage som idioter. 

De åndssvage 

I 1890’erne begyndte det at blive almindeligt at kalde de defekte for åndssvage.

Begrebet er en sammentrækning af ’svag i ånden’, hvilket i datiden var den neutrale betegnelse for moralsk forkastelige personer, som var uciviliserede og mere dyr end mennesker.

Man anså de åndssvage for at være primitive, ukulturelle og ufornuftige. Derfor var de ikke blot fysisk svage – som idioterne – men også kulturelt svage i ånden. 

Modsætningen til den åndssvage var idealet om det moderne menneske, som opstod fra midten af 1800-tallet og frem.

Det moderne menneske var arbejdsom, flittig, sparsommelig, punktlig, effektivt og disciplineret. Det moderne menneske hyldede flid, artighed og uddannelse. Det spiste med kniv og gaffel i stedet for med fingrene, smaskede og pruttede ikke, skjulte sin seksualitet og havde en udpræget pinlighedssans.

For samtiden var et menneske først et helt menneske når det havde opnået en vis dannelse og udøvede de ritualer, som tidens etikettebøger foreskrev. Mange af ritualerne blev indøvet i skolen og formåede man ikke at rette ind, så blev man hurtigt betragtet som abnorm og dermed svag i ånden.  

(Artiklen fortsætter under billedet)

Hvor gruppen af defekte i midten af 1800-tallet havde været begrænset til de fysisk handicappede, så betød indførelsen af åndssvagebegrebet, at gruppen af unormale steg kraftigt. Således kom gruppen af defekte nu til også at gælde personer, som tidligere ikke var blevet anset som forkerte.

Eksempelvis boede der på Den Kellerske Aandssvageanstalt i Brejning både stumme, døve, ordblinde, blinde, autister, lovbrydere, ildspåsættere, løsagtige, vagabonder, alkoholikere, epileptikere og mange flere, som faldt udenfor samfundets norm. 

Selvom begrebet åndssvag senere blev erstattet af først evnesvag og siden udviklingshæmmet, så blev det først fjernet fra straffeloven i 1996.

I dag anvendes begrebet stadig i forskningen til at henvise til personer, som blev underlagt statslig racehygiejne i perioden ca. 1900 til 1967. 

Evnesvage, udviklingshæmmede og mennesker med udviklingshandicap 

Fra midten af 1950’erne kom begrebet evnesvag frem.

Et af de tidligste eksempler er forældreorganisationen LEV, der oprindeligt hed Kellers Minde, landsforeningen for evnesvage og senere Landsforeningen Evnesvages Vel. Årsagen til det nye begreb var at man ønskede at bevæge sig væk fra betegnelsen åndssvag, som mange forældre anså som henvisende til racehygiejne, isolation og lægestyre.  

På trods af forældrenes ønske om en begrebsændring, så fortsatte forsorgen dog med at hedde Statens Åndssvageforsorg indtil 1980, hvor forsorgen blev overtaget af amterne. 

I løbet af 1960’erne opstod der i LEVs medlemsblad en diskussion om hvordan man skulle betegne de evnesvage.

Nogle slog til lyd for at man gik tilbage til begrebet åndssvag. Argumentet var at de evnesvage sagtens evnede at producere ting til salg i deres beskyttede værksteder, hvorfor denne gruppe mente at det var forkert at nedgøre deres evner.

Andre talte for begreberne ’hæmmet’, ’intelligenshæmmet’ eller 'udviklingshæmmet'. Det sidste begreb vandt størst tilslutning, selvom man i LEV op gennem 1970’erne og 1980’erne anvendte både begreberne udviklingshæmmet, evnesvag og åndssvag. 

I erkendelse af at begreberne for fysisk handicappede over tid ofte bliver til skældsord, så ændrede man i 2019 betegnelsen fra udviklingshæmmet til menneske med udviklingshandicap.

Derved ønskede forældre og mennesker med udviklingshandicap at betone, at udviklingshæmningen ikke er hele mennesket, men blot en et handicap. 

I dag anvender personalet i socialforsorgen begrebet borger.