Sprogø og Livø: Ø-anstalterne for åndssvage kvinder og mænd
Christian Keller oprettede to anstalter, midt i Storebælt og Limfjorden, hvor de farligste åndssvage kunne isoleres fra samfundet.
Forsøgsanstalten for moralsk åndssvage kvinder på Sprogø
I 1923 overtog Christian Keller efter en del tovtrækkeri Sprogø i Storebælt.
Her ville han indsætte de farligste åndssvage: De moralsk åndssvage kvinder. Netop den gruppe frygtede lægerne, politikerne og samtiden mest.
Ligesom de åndssvage mænd, så havde de moralsk åndssvage kvinder ingen hæmninger, havde ingen kulturel forståelse og var generelt nærmere dyrene end mennesket.
Samtidig havde kvinderne lettere ved at skaffe sig seksualpartnere end de åndssvage mænd, og derfor måtte der tages særlige forholdsregler.
I begyndelsen var der plads til 22 patienter med ”et sygt viljes- og driftsliv”, men efter en af kvinderne stak ild til hjemmet, byggede man et hjem med plads til dobbelt så mange Sprogøpiger.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Patienterne på Sprogø blev hele livet igennem kaldt for ’piger’ – uanset deres alder. Det var med til at betone, at de ikke levede op til tidens kvindeidealer.
På Sprogø var kvinderne så langt væk fra mænd som de kunne komme.
Derved kunne de ikke sprede deres syge arveanlæg og sætte ”en lidet brugbar generation” i verden.
Helt afsondret for det modsatte køn var de dog ikke.
På øens fyrtårn tjente flere unge mænd og fra tid til anden lagde en stenfisker også til.
Der var dermed mulighed for både flugt, og at blive gravid. Det benyttede flere af de omtrent 500 kvinder, som gennem tiden var anbragt på øen, sig af.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Anstalten for farlige, antisociale mænd på Livø
Filosofien bag Den Kellerske Aandssvageanstalt var at være så åben som muligt.
Men Christian Keller løb gang på gang på det problem, at nogle patienter ikke respekterede frihedens grænser.
De stak af, vagabonderede, og blev under deres flugt til gene for omverden og for retssikkerheden. Nogle patienter fik under deres flugt tilbøjeligheder til brandstiftelse, sædelighedsforbrydelser og voldshandlinger.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Mændene blev anset som antisociale åndssvage, som retssystemet havde erklæret uegnet til almindeligt fængsel.
De var dog heller ikke egnet til frihed og derfor kom de på åndssvageanstalt.
Keller ønskede ikke at spærre denne gruppe inde – de skulle have den samme frihed som alle andre åndssvage.
Men han kunne heller ikke have dem løbende ud og ind af anstalten.
Derfor åbnede han i 1911 på øen Livø i Limfjorden en isolationsanstalt. Øens naturlige barrierer gjorde, at de anbragte var uden for den omgivende verdens fristelser og farer. Samtidig var øen stor nok til at man kunne holde et driftigt landbrug kørende og de vanskelige beboere beskæftiget.
Flere anbragte på Livø forsøgte at flygte. Man kunne trods alt se fastlandet i den fjerne horisont.
Der var dog længere end de fleste troede og flere flugtforsøg endte i druknedøden.
Alligevel høstede projektet udelt ros blandt fagfæller og medierne og øen blev en så stor succes, at Keller et par år senere oprettede en Ø-anstalt til kvinderne også.