Offer­mosen

OBS: Lydfortællingen er ikke egnet for mindre børn.

Vølven, ofring og Haraldskærkvinden

At være vølve er ikke en nem sag. I mange år må en vølv lære om de forskellige kræfter, der findes i Guderne, naturen og mennesket. Ordet vølve betyder ”bærer af hellig stav” og hun kendetegnes ved, at være meget kyndig i særlige rituelle teknikker kaldet ”Sejd”, shamanisme og heksekunstner. Der herskede stor respekt om vølven, da man mente hun var i tæt kontakt til Guderne.

Vølven Varga er en fiktiv historie, men den er baseret på antagelser omkring mosefundet Haraldskærkvinden. Haraldskærkvinden er ganske rigtigt fundet lige i nærheden af Vingsted Offermose.

Hun blev fundet ved grøftegravning gennem Gunnelsmose, ca 10 km fra Jelling i 1835. Liget var solidt fastgjort i mosen med trækroge ved knæ og albuer, og der var lagt tunge pæle over bryst og underliv. Liget blev tolket som en kvinde pga. den lange fletning. Sammen med kvinden lå der rester af en klædedragt af uld og skind.

Formentlig pga. den kort vej til Jelling og fundstedets navn, der betyder Gunhilds Mose, troede man, at man havde fundet den norske Dronning Gunhild, der ifg. Jomsvikingesagaen lokkes til Danmark af Harald Blåtand, for at blive gift med ham. Hun bliver imidlertid mishandlet og druknet i en meget dyb mose af hans mænd og trælle i stedet.

Liget blev derfor behørigt begravet i Sankt Nikolaj Kirke i Vejle, i en sarkofag betalt af Frederik 6.

Teorien blev kort efter tilbagevist, og senere undersøgelser i 1979 og 2005 har vist at liget her stammede fra ca. 490 f.Kr, hvilket vil sige begyndelsen af jernalderen og altså længe før Harald Blåtand og vikingetiden. Strontiumisotop analyser af hendes hår viser at hun var på en længere rejse, kort før sin død, til netop de steder der nævnes i lydfortællingen - Tyskland, Tjekkiet og Skotland. At hun er fra lokalområdet i Vingsted, er baseret på undersøgelser af hendes tænder.

Det er imidlertid stadig uklart, hvorfor Haraldskærkvinden endte sine dage i en mose i stedet for i mere tørre omgivelser. At hun skulle være blevet ofret er en antagelse, men generelt synes det at have været et måske keltisk inspireret fænomen, at man ofrede mennesker i århundrederne før Kristus. Moser er blevet opfattet som et slags mellemled mellem vand og land, altså en indgangsport fra vores verden til den anden - åndernes verden.

Moseliget lå indtil den 9. november 2012 i Sankt Nikolaj Kirke i Vejle. Men i dag kan du besøge hende og se hende med egne øjne, for hun ligger nu i en glaskiste på Kulturmuseet i Vejle.

Fakta omkring Offermosen

Den hellige mose emmer af mystik. Det var her, jernalderfolkene kom i kontakt til deres hellige magter, som bestemte over dagligdagen. Her ofrede de, så de stod på god fod med guderne. Kult og religion var altafgørende for jernaldermenneskets hverdag til at sikre markernes afgrøder og dyrenes ve og vel. Men mosen blev også brugt til andre mere almindelige ting, så som blødgøring af træ når man skulle lave vognhjul eller tørvegravning.

Arkæologerne finder spor efter ofringer i form af potter med mad, smykker af guld, hvide sten, dyr, våben og ligefrem mennesker. Hvem var de mennesker, som blev ofret?

Menneskene, der blev ofret, blev ofte brutalt slået ihjel, før de blev lagt i mosen. Måske var det en forbryder, der skulle straffes? Måske var det en høvding eller vølve, og man ofrede det mægtigste, man havde?

Anderledes er det med de store våbenofferfund. Her ofrede sejrherrerne de besejrede fjenders våben som tak for sejren og måske også for at bortskaffe al den negative energi, som fjenden bragte med sig.