Den korte historie om pesten

Coronavirus optager os alle og sætter dybe spor i kulturen og samfundet – og det har tidligere epidemier også gjort. I vores digitale udstilling ser vi på, hvordan tidligere epidemier har påvirket os.

(Hvis du har problemer med at læse teksten i infographic'en, findes der en ren tekstversion nederst på siden)

Tekstversion

Pesten hærgede periodevis Europa og Danmark gennem en 400 år lang periode. Det første udbrud omkring år 1350 var det værste. Her døde hele 40% af landets befolkning. Under de senere udbrud var man blevet bedre til at inddæmme smitten, blandt andet ved isolation.

Den første pest kom til Europa via de asiatiske handelsveje i anden halvdel af 1300-tallet og blev spredt til næsten hele kontinentet i løbet af blot tre år. Den hurtige udbredelse viser sygdommens ekstreme smitsomhed, men også hvordan Europa allerede den gang indgik i et tæt handelsnetværk.

Sammen med krige og naturkatastrofer var pesten med til at affolke store dele af landet. Hele landsbyer forsvandt, og samfundets magtelite, godsejerne, kom til at mangle arbejdskraft.

Manglen på arbejdskraft startede en udvikling, hvor bønderne fik mulighed for at fæste større gårde. Gårde, som kunne understøtte en familie med tilhørende tyende. Dermed skabte pesten indirekte det økonomiske grundlag for den danske bondegård og bondestand, som bestod helt op til 1980’erne.

Ved senere pestudbrud skulle der ifølge loven være en såkaldt pestmester i byerne. For at beskytte sig bar lægerne i nogle tilfælde en heldragt med et langt næb, hvori der var urter og andre velduftende ting, som gjorde, at den giftige duft af død ikke infiltrerede lægen.

Vejle har været lige så berørt af pesten som resten af Danmark, men der findes ingen beretninger fra det første pestudbrud i midten af 1300-tallet. Derimod er der beretninger om, at byen mistede 1/3 af sine indbyggere under et senere udbrud i 1584.

Pesten blev først og fremmest set som Guds straf, og den eneste kur var ifølge samtidens teologer anger, bod og bøn om guddommelig bistand. Først når alt dette var sat iværk, kunne man tage verdslige og medicinske metoder i brug.

Det Danmark, som pesten ramte i midten af 1300-tallet, var et landbrugssamfund, hvor det store flertal var underernærede og udslidte bønder. Pesten ramte særligt denne gruppe hårdt, men også samfundets top blev ramt. Hvis man blev ramt af en sygdom, kunne man komme på det lokale hospital, men da disse manglede den lægefaglige viden, blev det mere et sted at dø end et sted at blive behandlet. Et forhold, der ikke ændrede sig under senere pestudbrud.

Helt kort: